onsdag den 9. oktober 2013

Hvor er du på vej hen...

Hvorfor er det vi generelt altid er på vej? Når vi møder nogen, så er de som regel altid på vej? Når vi spørger indtil dem, så er de på vej til at blive et eller andet. På vej til at stifte familie, på vej til at købe bolig, på vej i nyt job, på vej til at få en ny uddannelse eller hvad det nu må være...på vej, på vej, på vej...

Hvad med vejen derhen - den glemmer man nogle gange - for vejen derhen fra start til slut af et givent projekt - det er jo selve livet! Livet leves hele tiden, hvert lille sekund leves livet. Livet er ligeglad med uddannelse, arbejde, børn og indkøb - livet vil bare gerne have det godt - og ja, det er rigtig nok at man tit gør livet meget sjovere ved at gøre noget - men husk vejen til dit mål, er også livet..

Jeg kender det fra mig selv - jeg er altid på vej et sted hen. Enten i form at uddannelse, nye projekter eller hvad det nu må være. Jeg keder mig hurtigt, hvis ikke der sker noget nyt - men jeg skal også huske at nyde, når nu mine børn bare vil lege pandekager med syltetøj - selvom mit hoved er fyldt op med flyttekaos på arbejdet og jeg har lektier i baghovedet. Når jeg nu gang på gang tager mig selv I at sige: Jeg skal lige.....

Hvor er jeg på vej hen? Måske skulle jeg bare lige et øjeblik være lige her - det er vel også de små ting der tilsammen giver lige præcis mit liv...

Husk livet begynder jo ikke først når du når dine mål - for så sætter du bare nye - livet er jo netop det der ligger i mellem den start og den slutning - nyd du er på vej, men glem ikke vejen derhen....heller ikke på denne positive hverdag....

Hvor er du på vej hen?

// Katrine