Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag

fredag den 31. januar 2014

Waldorf salat – også til børn...

Her om vinteren synes jeg nogle gange man mangler lidt inspiration til tilbehøret. Den tunge vintermad, som bare er dejlig når det er bidende koldt passer ikke altid sammen med en grøn salat.

Jeg er selv ikke vild med bladselleri, så Waldorf Salat har ikke altid været min favorit - men så erstattede jeg det med knoldselleri og det kom der denne børnevenlige (er nu lige så god til voksne) udgave ud af...


Waldorf salat (til 4 personer)

























1/2 bakke vindruer uden sten halveres
2 æbler i små tern
1/2 - 1 groft revet knoldselleri
10-20 valnødder i mindre stykker
2-3 dl. cremefraiche 9%

Det hele blandes sammen og serveres.
Husk at gemme lidt valnødder og vindruer til pynt.

En nem salat, som vi har fået i dag, på en helt almindelig hverdag...

// Katrine

onsdag den 11. september 2013

Sund nutella - kan man det...

Jeg er opvokset uden Nutella og pålægschokolade og derfor er det aldrig noget jeg har købt eller spist. Ikke fordi jeg er hellig på nogen måde, men der er vel ingen grund til at introducere noget som jeg ved ikke er specielt sundt. Når det først er der, så spiser jeg det - så godt kender jeg trods alt mig selv!

Min søn er nu begyndt at undre sig over hvorfor vi nu aldrig har nogle af delene i vores køleskab, for det har alle andre - det er da ihvertfald hans påstand! Og han er fuldstændig vild med søde sager - præcis som hans mor....

Så jeg har introduceret denne sunde udgave i stedet
– for så kan man synde på den gode måde...





Majs Nutella

130-150 gr. dadler uden sten
20-30 gr. usødet kakaopulver
1/2 - 1 dl. plantemælk - ris, soja eller havre
(jeg bruger nu bare almindelig skummetmælk!)

Blend det hele i en foodprocessor - start med lidt mælk og fyld så på, indtil du har den ønskede konsistens.

Opbevares på køl og vær opmærksom på, at holdbarheden er ikke mere end 3-4 dage når du bruger almindelig mælk - hvis det da får lov at stå så længe....























Denne nutella fik jeg til en polterabend og jeg synes den smager super godt. Jeg er dog bare ikke så vild med det på brød - men det er jo som sagt en smagssag.

Derfor har jeg i stedet brugt det som glasur samt ovenpå bananer og med kokosdrys som afslutning - når man nu bare hungrer efter noget sødt....

Hjemmelavet nutella kan sagtens spises med god samvittighed - også på en helt almindelig hverdag...


// Katrine





















torsdag den 22. august 2013

Mirabelle - kan man bruge den til noget

Vi har 2 mirabelletræer i haven. De første mange år vi boede her, var de kun til besvær - med alle de frugter der faldt ned og gjorde hele terrassen splattet. Men her de senere år har jeg brugt dem i stedet for - det er faktisk en wn-win situation. Jeg får ryddet terrassen og samtidig lækre sager.

Jeg har lavet saft, marmelade og grød. Et eller andet sted er marmelade og grød det samme, det handler bare om hvor meget man jævner det.

I går aftes sad jeg med dette glas. Mirabellegrød i bunden, lidt sukkerristet havregryn ovenpå og en klat cremefraiche på toppen. Lækkert.

























Mirabellegrød

En hel gryde fuld af udstenede røde Mirabeller
300 gr. sukker

Kog det sammen i 15-20 minutter og blend det. 
(Jeg bruger en stavblender direkte ned i gryden.)

Jeg laver det med vilje lidt for surt, da jeg godt kan lide smagen af det sure der møder det søde, når det bliver blandet med de søde sukkerristede havregryn. Smag på det og se om der er nok sukker i - ellers tilsætter du bare noget mere.

Og husk nu - det smager bare bedre i et flot glas end på en flad tallerken
- også selvom det bare er til dig selv...

Let og lækkert og det kan sagtens laves på en dejlig sensommerhverdag...


PS. Jeg har dårlig erfaringer med de gule mirabeller - så hold dig til de mørkerøde!


// Katrine



torsdag den 27. juni 2013

Hvad skal vi spise i aften...

Jeg ville ønske at jeg var den type der lavede madplaner - hvor ville det være nemt! 
Jeg har prøvet flere gange, men efter den første uge - så er vi tilbage i samme rille igen. Jeg handler næsten hver dag og tænker sjældent over hvad vi skal have, før jeg står og kigger ned i køledisken.

Jeg ved, at det både giver færre timer til indkøb (det vil sige mere tid til noget andet) og man sparer også penge ved det. Det er jo ret gode argumenter - og jeg kan også sagtens se fornuften i det, MEN (nu kommer det) de få gange jeg har prøvet at lave denne madplan, så kan I jo selv gætte hvem der kommer med forslag til hvad vi skal spise! Det gør jeg, jeg og jeg. Nogle gange er hovedet helt tomt eller også er tankerne bare på noget andet - og så får jeg først ideen til hvad jeg skal lave, når jeg ser en grøntsag eller et stykke kød. Så heldigvis bliver mine børn større for hver dag - for de er nu begyndt at sige andre retter end spagetti med kødsovs, når jeg spørger hvad vi skal have at spise i morgen! 

Så hjemme hos os er det mig der bestemmer menuen og nogle gange i samråd med mine børn - for min bedre halvdel har sjældent nogle forslag. Det gør at det bliver lidt de samme retter, der kører igen og igen. Ikke at de ikke er gode, men nogle gange trænger man til fornyelse...

Her er en af mine hverdagsretter - måske kan den give dit køkken lidt fornyelse og tilbehøret er nyt for mig...

Retten hedder portetærte på pastabund og det er lidt et mærkeligt navn - for det er ikke rigtig en tærte og pastaerne ligger ikke kun i bunden....men det er nu dens navn!











Porretærte på pastabund

1 ps. pasta  skruer / penne (hvad du har)
10 æg
5-6 dl. mælk
2 pk. skinke i tern eller bacon
1 blomkål
4-5 store gulerødder
3 porrer eller 2 løg
Salt og peber

Lidt revet ost - gerne lidt af den stærke, det giver god smag


Skræl og riv gulerødderne
Skær blomkålet i små stykker og  skær porren i skiver
Kog pastaen med blomkålen - porren skal lige koge med de sidste 2 minutter

Det hele samt skinke hældes i et ovnfast fad og blandes rundt.
En sammenblanding af piskede æg og mælk hældes over og drys med ost øverst.
Husk salt og peber!

Bages i ca. 45 minutter i ovnen ved 200 grader.

Denne portion er nok til os fem i 2 dage - og så er det dejligt nemt, når det kun skal varmes dagen efter! 

Denne ret kan laves med de grøntsager du lige har. Mine børn er ikke vilde med blomkål og på denne måde opdager de ikke det er i. En rigtig nem og børnevenlig ret.

Tilbehør

Tilbehøret er spidskål. Min veninde fortalte hvordan hun var helt bidt af det for tiden - så det måtte jeg prøve og det har jeg ikke fortrudt...

1 spidskål skæres i strimler og svitses i 5 minutter på panden - drys med salt og serveres lunt. Vil du gøre det ekstra lækkert så tilsæt frisk hvidløg under svitsningen...
Meget enkelt og det smager vildt godt.

Ja, det er ikke den dybe tallerken der er opfundet igen - men nogle gange er det de små ting der skal til for at få en positiv hverdag...


// Katrine


fredag den 3. maj 2013

Koldskål og søde pi'r i sommerkjole...

Solen er fremme. Temperaturen stiger. Der lugter af kul og grill i hele kvarteret - så mon ikke det er tid til koldskål! Vi har ihvertfald fået koldskål til dessert her til aften, så vi satser på at varmen er kommet for at blive. Der var godt nok rimfrost på naboens garage i morges - men i morges er jo lang tid siden og lige nu skinner solen fra en skyfri himmel og hvor er det bare skønt!

Jeg elsker koldskål. Der er rigtig mange forskellige former at lave koldskål på. Min mor blander flødeskum i, andre pisker æg og sukker sammen og blander det med kærnemælk og andre køber den færdigblandet fra køledisken. Flødeskum er knap så sundt og det er lidt besværligt at piske æg og sukker og min mand kan ikke lide mad med citron- eller orangesmag - så den fra køledisken duer heller ikke, for de har som regel tilsat citron.

Så jeg har fundet min egen lille opskrift på en hurtig koldskål, som er nem at lave og lidt sundere..



Koldskål

1 liter A38
1 liter kærnemælk
1-2 spsk. sukker
1-2 tsk. vanilie (Jeg bruger vaniliepulver fra Urtekram, men vaniliesukker er helt fint)

Bland det hele i en skål med et piskeris og koldskålen er serveret.

Server det med kammerjunker, jordbær eller som en lille milkshake med sugerør.





















Vi kan lige afslutte med et lille vers af Koldskålsangen - som er et stort hit her i huset:


Ey-yo!
Der dufter af koldskåle,
Og jeg spiser meget mere end jeg kan tåle,
Har lært af Ole Henriksen,
Hvis man smører det ud på kroppen får man flot hud af dén!

Jeg kan nu ikke anbefale det, for jeg har ikke prøvet det endnu - men spise det, det kan man og selvfølgelig også på en dejlig hverdag med blå himmel og sol....

// Katrine

tirsdag den 26. marts 2013

Når andre kan - så kan jeg også....

Hvad skal vi have at spise mor? 
Aftensmaden er altid det store spørgsmål hjemme hos os. Og ja, nogle gange er mors hoved tømt for ideer - og det kan også være lidt kedeligt at træde rundt i de samme 20 retter. Når man så spørger: Har I nogen ideer til hvad vi skal spise i morgen? Så kommer der ikke rigtig noget svar - andet end nogle af de vante retter. så jeg har bestemt mig for at, der nu skal nye retter ind i hverdagen..

Vi elsker fisk og derfor var min mission at finde en ny fiskeret og som sagt - så gjort...


Fish and chips m/ kryddermayo og spidskål















Fish
Fisk i små stykker paneres i æg og en blanding af rasp, salt og knust cornflakes. Fish and chips er normalt lavet på torsk - men jeg brugte Hvilling. Du kan også bruge lyssej.
(Brug ikke Pangasius - de er opdrættet i vand med medicinrester og kemikalier - se link her)

Fiskestykkerne steges i friture, for mit vedkommende - en gryde med olie i.
Vær opmærksom på, at olien ikke er alt for varm, for så bliver de for hurtigt brune/sorte og derved bliver fisken indeni ikke helt gennemstegt.



Chips
Kartofler, gulerødder og rødbeder skæres i både. Hæld dem i et fad og tilsæt et par spskf. olie og vend det rundt, så olien fordeles. Drys med salt. Bages i ovnen 1 time ved 200 grader.


Kryddermayo
2 æggeblommer (ikke for kolde)
1 1/2 - 2 dl. olie (smagsneutral)
1 tskf. eddike
Citronsaft
Salt
1 presset hvidløg
Chili
Paprika


De 2 æggeblommer røres sammen med elpisker. Tilsæt olien i en tynd stråle samtidig med at du pisker videre. Lige så stille bliver det tykt - og når du har den rette konsistens er mayonnaisen færdig. I nogle opskrifter tilsætter de også lidt sennep - men det bryder jeg mig ikke om, så det har jeg undladt.
Tilsæt resten af ingredienserne, rør rundt og stil på køl.

Det er første gang jeg har lavet mayo - men absolut ikke sidste. Nogle gang skal man bare tænke - når andre kan, så kan jeg også - og ja, det var jo faktisk ikke så svært.

Mht. æg - så lever jeg livet farligt, for jeg bruger ikke pasturiserede, men vil du være helt sikker på, at der ikke er salmonella i, skal du bruge pasturiserede æggeblommer. 
Æggene må ikke komme direkte fra køleskabet - men må gerne lige have stået på bordet et par timer inden - ellers kan mayonnaisen godt skille.


Spidskålsalat
1 spidskål
2 æbler
2-3 dl. cremefraiche
Saften fra 1 halv citron

Spidskålet skæres i strimler. Æblerne skæres i små tern. 
Det hele blandes i en skål med cremefraichen og citronsaft.



Har du familiemedlemmer, som ikke er så vilde med fisk - så er dette en god introduktionsret. Min søn udbrød med det samme: Jubii, skal vi have fish and chips? Og så udbrød han efterfølgende: Det der kan jeg ikke li' - og pegede på mayonnaisen, men han endte med at spørge om der var mere, da han først havde smagt det og havde tømt det sidste ud af skålen! Senere kom min datter og søn endda op at diskutere, om hvem der skulle have det sidste salat - så salaten er også børnegodkendt.

Måske kan du bruge lidt ideer herfra til din hverdag - denne ret er ihvertfald en tilføjelse til vores hverdag...



// Katrine


mandag den 25. marts 2013

Lakrids, lakrids, lakrids...

Jeg elsker lakrids og har altid tænkt at det trods alt var lidt mindre fedende end chokolade - og hvad sker der så? De opfinder chokolade med lakrids - og det har jeg så været tilhænger af lige siden. Johan Bülow har lavet alverdens udgaver og fælles for dem alle er at de er helt vildt lækre og helt vildt dyre - bortset fra 1 ting - Raw Liquorice Powder, den synes jeg absolut er pengene værd. Det er alt det andet også - men der er jeg nok bare for nærig....

Denne æske med lakridspulver fra Bülow har jeg brugt i mange ting - især desserter og hver gang synes jeg, det smager fantastisk. Så hvis du elsker lakrids - så er det bare med at ekperimentere dig frem.

Forleden var jeg ude ved min veninde Stine og hun havde købt hjemmelavede Marcipanæg - og ja, der var den igen - lakridsen. Lakridsmarcipan med hvid chokolade - uha det smager godt. Vi 4 tøser blev hurtigt enige om, at lakridsen netop gjorde, at det ikke blev så kvalm og man så derfor kunne spise mere. Det grinte vil lidt af - for nogle gange er det nok godt at stoppe inden man får det skidt - men svært når nu det smager godt....

Ja, med dem i baghovedet og mit lakridspulver hjemme i skabet - var det tid til at lave påskeæg. Jeg lavede både nogle med lakrids og nogle uden - for min mand har ikke helt den samme passion for lakrids som jeg. Efter at have smagt dem, måtte han nu give mig ret - de er bare lækre...


Lakrids påskeæg

200 gr. marciapan
Ca. 1 spiseske lakridspulver 
Hvid chokolade til overtræk

Marcipan og lakridspulver æltes sammen, formes til æg og overtrækkes med hvid chokolade. Et lille drys på toppen gør det nemt at kende dem med lakrids.

















Nu må vi se om de holder helt til påske - påsken er ihvertfald en god undskyldning for at spise påskeæg.

Solen skinner udenfor - så tiden er forhåbentlig også snart kommet til is på Marselisborg Havn og gad vide hvilken is jeg foretrækker?. Min favorit er selvfølgelig en pindis med Lakridsis og hvid overtræk.
Måske skulle man eksperimentere lidt med lakridsparfait eller måske kyskager med lakrids? I hører nærmere, hvis det bliver en succes...

Dejlig nemme påskeæg - både til børn og voksne, og så på en dejlig mandag...


// Katrine






tirsdag den 12. marts 2013

Hurtig mad i hverdagen...

Jeg er begyndt på aftenskole hver mandag - og det er skønt for mig at få ny lærdom ind i knolden. Min mand står så med et helt andet problem - aftensmad! Han er ikke den store gourmetkok, så de sidste mange mandage har de fået en ret, som nok de færreste kender. Pasta med torskerogn. Ret enkelt - man koger nogle pastaskruer, åbner en dåse torskerogn og kommer det direkte fra dåsen på pastaen og hælder ketchup på toppen. Ja, umiddelbart kan jeg godt forstå hvis du rynker på næsen - for det gjorde jeg også, men mine børn spiser helt vildt og synes det smager helt vildt godt - så måske er det ikke så ringe endda. Jeg har ikke haft fornøjelsen af at smage denne hofret endnu - så det har jeg til gode...

Nogle gange har jeg lidt tid og så laver jeg mad til dem - så der skal jeg være opfindsom, for det må ikke tage så lang tid at forberede. Den seneste i rækken af hurtige nemme retter, er denne pizza med en tortilla som bund. 





















Hurtig pizza

Tortillaer
Tomatkoncentrat
Rester af kødsauce fra dagen før
Peberfrugt
Majs
Ost

Fordel tomatkoncentrat, kødsauce, peberfrugt og majs på tortillaen - afslut med ost.
Bages ved 225 grader i ca. 15 minutter.

Jeg kommer altid salat på toppen inden servering, for så føler jeg trods alt, at jeg får lidt grøntsager den dag!


Denne pizza kan laves hurtigere end du kan hente den ved den lokale pizzamand og den smager rigtig godt. 


Pizza eller pasta med torskerogn – to gode retter og så på en hverdag...


// Katrine

torsdag den 17. januar 2013

Sne og suppe - et godt par....

Sneen er over os. Jeg føler lidt jeg bor i en lille østrigsk by i disse dage. Alt er hvidt og det er bare så flot. Jeg elsker snevejr og er selvfølgelig også rimelig priviligeret i disse dage - da jeg er på kursus på ledelsesakademiet og jeg kan gå derop på et kvarter - så sne er ingen hindring  - tværtimod. 





















Viby i et idyllisk øjeblik.


Sne giver også meget utilfredshed - for er der noget vi danskere kan brokke os over - så er det vejret. Ja, der var varmt i nogle dage og nu er det igen koldt - men vi er trods alt i januar - så det er vel hvad man forvente, når vi nu bor i danmark. 




















Jeg kan huske jeg som barn havde langrendsski og var flere gange ude i skoven og køre, når der var kommet sne - det kunne være jeg skulle overveje at købe et par. Det kunne da være fantastisk at stå en tur i skoven i disse dage. Det er med at bruge sneen mens den er her.

Kulde er også der hvor suppe smager bedst - derfor får man altid suppe i Østrig. Denne suppe kan laves af næsten ingenting og jeg synes den smager skønt ovenpå en kold dag i sneen. Min søn på 2 år er helt enig - for han spiste 3 portioner - så den er ikke kun for voksne.


Kartoffelsuppe

5 store kartofler
3 rødløg
Bouillon-terning
Mælk


Kog kartofler og løg i en gryde med vand så det dækker. 
Tilsæt boillon og køl lidt af.

Hæld det hele i blenderen og blend det med mælk indtil det har en passende konsistens.
Vær opmærksom på at det ikke er for varmt - for hvis du har en glasbeholder på din blender kan den springe.

Hæld det tilbage i gryden og smag til med salt og peber.
Serveres med brød og lidt bacon på toppen.


















Nemt og hurtigt på en kold hverdag...



// Katrine

mandag den 14. januar 2013

Vi leger for lidt...

Så er det mandag morgen igen og selvfølgelig en rigtig dejlig én af slagsen, da jeg har haft en rigtig god weekend. 

Lørdag holdt jeg forsinket julefrokost for 3 af mine veninder, deres mænd og børn. Vi har alle gået på skole sammen og er udlært på samme tid - så vi har kendt hinanden i nogle år efterhånden. Efterhånden har vores mænd også fået lov til at komme med og hvor er det bare rart når de også kan sammen - for det kan man jo ikke altid være sikker på. I lørdags sad vi 4 tøser i den ene ende og mændene i den anden og vi måtte flere gange tysse på dem - fordi vi ikke kunne høre et ord af hvad vi selv sagde - så snakken går lystigt også for dem. Super hyggelig aften - dem må vi have nogle flere af i fremtiden.

Jeg har de sidste par år lavet en lille aktivitet, når venner har været på besøg og denne lørdag skulle ikke snydes. Konkurrence med 2 hold hvor både voksne og børn er repræsenteret. Jeg synes generelt vi leger for lidt som voksne og jeg glæder mig hver gang, over hvordan både børn og voksne går helt vildt op i at komme først i krabbegangsstafet, forhindringsbane, spise sliksnørebånd hurtigst eller være bedst til at huske ting. Humøret stiger og der bliver straks snydt for at komme først - for vinde det skal man! Børnene elsker man laver noget med dem og er det børn der ikke rigtig kender hinanden endnu, er det en god mulighed for at lære hinanden bedre at kende.
Leg kender ingen aldersbegrænsning og man bliver glad af det - fordi det er sjovt.

Sidste gang jeg holdte børnefødselsdag for de nærmeste, havde jeg bestemt at vi skulle spille rundbold - og det er nu sjovt at se sine forældre samt svigermor på over 60 år give den gas rundt i svinget, for at ikke blive slået hjem. 
Vi leger efterhånden ikke mere. Hvis man er heldig at komme på teambuildingskurser, polterabend eller andet i den stil, så kommer legen frem igen. Det handler om at have det sjovt og være fælles om noget - sværere er det faktisk ikke. Synes du dine familiefester kunne bruge lidt aktivitet - så er det bare ud og spille rundbold, stikbold eller hvad man nu kan finde på og husk skattejagt er ikke kun for børn!

Frokosten skulle lige have en dessert og det blev Toves gulerodskage med osteglasur og det er helt klart verdens bedste. Denne opskrift fik jeg af dejlige Tove (tidligere bogholder på arbejde) og hun var fantastisk god til at komme med kager. Jeg beundrede tit denne gulerodskage og en dag kom hun med opskriften, natron, bagepulver og kanel - og så var det bare med at komme i gang. Den er super nem at lave og den bliver lige så god og svampet hver gang. Prøv det, prøv det - jeg lover du bliver ikke skuffet...
















Toves gulerodskage

3 dl olie
4 dl sukker
4 æg 
5 dl mel
2 tsk natron
2 tsk bagepulver
1 tsk salt
2 tsk kanel
500 gr groft revet gulerod


Flødeosteglasur

200 gr Philadelphia ost (flødeost)
2 tsk vanillie
400 gram flormelis

(nogle kommer smør i glasuren, men jeg synes ikke det behøves og så får man lidt mindre kalorier)

Pisk olie og sukker til en cremet konsistens. Tilsæt æggene et ad gangen.
Sigt mel, bagepulver, natron, kanel og salt ned i blandingen. 
Bland de revne gulerødder i og rør dejen sammen med en ske.
Bag i ovnen ved 175 grader i 60-65 minutter. Stik en strikkepind i kagen og se efter, om den har fået nok inde i midten.

Rør ost, flormelis og vanilie til en cremet glasur og fordel det på den afkølede kage.

Det bliver en ret stor kage og den kan nemt holde et par dage i køleskab - men det når den sjældent hjemme hos os.



Verdens bedste gulerodskage og så kan den sagtens bages på en hverdag...

// Katrine







torsdag den 20. december 2012

Nyd det...

Jeg arbejder bedst under pres og ved at december går hurtigt. De fleste weekender går med julefrokoster og arrangementer - og vi har alle så travlt. Men hvad er det nu egentlig vi har så travlt med? Hyggelige arrangementer, hvor vi alle mødes og hygger os samt julefrokoster, hvor vi mødes med dem vi arbejder med eller gode venner. Derudover skal vi købe gaver. Gaver som købes for at juleaften bliver fuldendt - men gaverne bliver vel også købt for at man vil glæde en anden, med lige præcis denne gave. 








Jeg ved ikke hvorfor det at købe gaver er blevet så udskældt. Udsagn som: 
Heldigvis er jeg færdig med det gaveræs
Godt jeg er færdig
December er slet ikke hyggelig, det er bare stress og jag! 

Nogle har endda afskaffet gaverne! Hvad blev der af julefreden? Man bestemmer vel selv om man vil have julestress - for det er vel bare et spørgsmål om at starte i god tid - så lad være med at give en dejlig højtid skylden for at du har travlt - den eneste der kan lave om det er dig selv!

Jeg har været nede i byen 2 gange og jeg mangler lige de sidste ting, så hvis man tænker over det - er det nok lidt begrænset, hvor meget tid man egentlig bruger på det. Der er da heller ikke noget dejligere end at købe gaver til andre - så nyd det - også selv om køen er lang! Jeg skal da være den første til at sige, at jeg heller ikke er vild med at stå i kø - men er man træt af det, må man købe gaverne i november. Jeg tager hatten af for dem der har planlagt det hele, så de går ind i december med alle gaver pakket og klar - de har gjort op med julestressen og kan nyde december fuldt ud. Jeg køber gaverne i december og nyder det trods travlhed og mange mennesker. I søndags var jeg nede for at købe gaver og der mødtes jeg lige med min veninde og hendes mand til et lille glas. Det var så hyggeligt og dejligt lige at få en pause fra de tunge poser samt nyde det at købe gaver.

Jeg indrømmer, at selvfølgelig er der mange ting at huske på, kager der skal bages, julekort der skal skrives og julegaver der skal købes - men husk det hele er kun for et formål: At have en dejlig jul med dem man holder af.

Nyd den - den varer kun meget få dage og man har oven i købet fri til at nyde den - de fleste har ihvertfald.

Har du travlt, men elsker hjemmebag - så er disse boller de nemmeste at bage. Historien omkring dem er meget sød, for min veninde Stine gav mig opskriften for 8 år siden. Hun fortalte at det var barselsboller - så de ville passe lige til mig - da jeg var gravid på det tidspunkt. De har fulgt mig lige siden og bliver bagt til hver fødselsdag og er rigtige gode som både morgenboller og til aften som flutes.

Stine fandt efterfølgende manden i sit liv og for 3 år siden fik hun skønne Jeppe. Kort efter tikkede der en besked ind på min telefon: Vil bare sige at jeg lige har bagt barselsboller!
Det var en stor dag. 



Stines barselsboller





















7,5 dl lunkent vand  (bland lidt kogende med koldt)
15 g. gær
Knap 700 g. hvedemel
3 dl. havregryn
2 tsk. salt
1 spsk. sukker

Gær og vand røres sammen og resten røres i. 
Dejen skal ikke æltes, kun røres med en grydeske.
Stilles i køleskab natten over med låg på.

Næste dag klaskes de på bagepapir med 2 skeer og bages ved 225 grader i ca. 25 minutter.

Jeg giver dem tit 5 minutter ekstra - så bliver de rigtige sprøde. 
Dejen kan holde sig flere dage i køleskabet, så du behøver ikke bruge hele dejen på en gang.

Så er der ingen undskyldning for ikke at have friskbagt morgenbrød i julen og selvfølgelig kan de også bages på en hverdag...


// Katrine

fredag den 2. november 2012

Mad som selv voksne kan lide...


Jeg laver sjældent mad til mine børn - jeg laver mad til os allesammen! Jeg tror ikke børn bliver bedre til at spise, ved kun at få det de kan lide hver dag - så jeg laver det jeg kan lide. Selvfølgelig har børnene favoritter og jeg kan også godt lide spagetti med kødsovs og pizza - men det er ikke det der præger menuen hjemme hos os. 

Jeg serverer selvfølgelig heller ikke chili con carne så stærk, at de ikke kan spise det, men at det er lidt stærkt gør ikke noget. Jeg tror de kloge siger, at man skal smage på noget 10 gange, før man kan bedømme om man kan lide det eller ej. Det betyder sommetider, at mine børn ikke kan lide det der bliver serveret. Der er som regel en ting på bordet de godt kan lide og så må de nøjes med det, men nysgerrigheden vinder som regel over kræsenheden (som de jo faktisk ikke ved de har, for de har ikke smagt på det) og efter et stykke tid spørger de som regel, om de må smage alligevel. 

Igennem årene er de blevet meget bedre til at spise meget forskelligt og vi har også lavet den regel hjemme hos os - at man siger ikke hvad man ikke kan lide - men man beder kun om det man godt kan lide. Det smitter nemlig hjemme hos os. Har min søn først udtalt sig om hvad han ikke kan lide, så kan min datter lige pludselig heller ikke lide det, men når de så ser lillebror skovle det ind - så må de overgive sig til nysgerrigheden og som regel finder de ud af, at det meste mad smager faktisk godt. 

Selvfølgelig skal de også have vitaminer og grøntsager - så igennem årene har jeg lavet flere kompromiser med maden - så vi alle kan og vil spise det. Gulerodssalat med revet gulerødder og rosiner kender de fleste - det er noget af det som de fleste børn kan lide, men for mig bliver det lidt kedeligt i længden - derfor har jeg lavet min egen version.













Gulerodssalat med æble

  • revet gulerod
  • æbler i tern
  • soltørrede tranebær
  • hakkede mandler

Denne salat er nem at lave og jeg tror de fleste børn (og voksne) vil kunne lide den - også på en hverdag...


// Katrine