torsdag den 20. december 2012

Nyd det...

Jeg arbejder bedst under pres og ved at december går hurtigt. De fleste weekender går med julefrokoster og arrangementer - og vi har alle så travlt. Men hvad er det nu egentlig vi har så travlt med? Hyggelige arrangementer, hvor vi alle mødes og hygger os samt julefrokoster, hvor vi mødes med dem vi arbejder med eller gode venner. Derudover skal vi købe gaver. Gaver som købes for at juleaften bliver fuldendt - men gaverne bliver vel også købt for at man vil glæde en anden, med lige præcis denne gave. 








Jeg ved ikke hvorfor det at købe gaver er blevet så udskældt. Udsagn som: 
Heldigvis er jeg færdig med det gaveræs
Godt jeg er færdig
December er slet ikke hyggelig, det er bare stress og jag! 

Nogle har endda afskaffet gaverne! Hvad blev der af julefreden? Man bestemmer vel selv om man vil have julestress - for det er vel bare et spørgsmål om at starte i god tid - så lad være med at give en dejlig højtid skylden for at du har travlt - den eneste der kan lave om det er dig selv!

Jeg har været nede i byen 2 gange og jeg mangler lige de sidste ting, så hvis man tænker over det - er det nok lidt begrænset, hvor meget tid man egentlig bruger på det. Der er da heller ikke noget dejligere end at købe gaver til andre - så nyd det - også selv om køen er lang! Jeg skal da være den første til at sige, at jeg heller ikke er vild med at stå i kø - men er man træt af det, må man købe gaverne i november. Jeg tager hatten af for dem der har planlagt det hele, så de går ind i december med alle gaver pakket og klar - de har gjort op med julestressen og kan nyde december fuldt ud. Jeg køber gaverne i december og nyder det trods travlhed og mange mennesker. I søndags var jeg nede for at købe gaver og der mødtes jeg lige med min veninde og hendes mand til et lille glas. Det var så hyggeligt og dejligt lige at få en pause fra de tunge poser samt nyde det at købe gaver.

Jeg indrømmer, at selvfølgelig er der mange ting at huske på, kager der skal bages, julekort der skal skrives og julegaver der skal købes - men husk det hele er kun for et formål: At have en dejlig jul med dem man holder af.

Nyd den - den varer kun meget få dage og man har oven i købet fri til at nyde den - de fleste har ihvertfald.

Har du travlt, men elsker hjemmebag - så er disse boller de nemmeste at bage. Historien omkring dem er meget sød, for min veninde Stine gav mig opskriften for 8 år siden. Hun fortalte at det var barselsboller - så de ville passe lige til mig - da jeg var gravid på det tidspunkt. De har fulgt mig lige siden og bliver bagt til hver fødselsdag og er rigtige gode som både morgenboller og til aften som flutes.

Stine fandt efterfølgende manden i sit liv og for 3 år siden fik hun skønne Jeppe. Kort efter tikkede der en besked ind på min telefon: Vil bare sige at jeg lige har bagt barselsboller!
Det var en stor dag. 



Stines barselsboller





















7,5 dl lunkent vand  (bland lidt kogende med koldt)
15 g. gær
Knap 700 g. hvedemel
3 dl. havregryn
2 tsk. salt
1 spsk. sukker

Gær og vand røres sammen og resten røres i. 
Dejen skal ikke æltes, kun røres med en grydeske.
Stilles i køleskab natten over med låg på.

Næste dag klaskes de på bagepapir med 2 skeer og bages ved 225 grader i ca. 25 minutter.

Jeg giver dem tit 5 minutter ekstra - så bliver de rigtige sprøde. 
Dejen kan holde sig flere dage i køleskabet, så du behøver ikke bruge hele dejen på en gang.

Så er der ingen undskyldning for ikke at have friskbagt morgenbrød i julen og selvfølgelig kan de også bages på en hverdag...


// Katrine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar