Hvor ville jeg ønske jeg var ligeglad – måske er livet lettere når man ikke tager tingene så tungt. Desværre er jeg ikke en af dem der er ligeglad.
Jeg blander mig i alt og måske også alt for meget - men jeg kan ikke lade være, når jeg nu kan se at det kan blive meget bedre (det er ihvertfald det jeg selv fornemmer). OG hvad gør det så ved mig? Ja, for det meste skaber det en masse frustration og jeg kan ihvertfald fornemme at ligegyldighed tænder mig af. Jeg bliver irriteret og i dårligt humør, for ligegyldighed betyder for mig at man er ligeglad med andre end sig selv. „Jeg gør hvad der passer mig og det har vel ingen indflydelse på andre“ = egoisme på højt plan. Bare det at skrive det, får næsten raseriet op i mig igen.
Jeg ved godt vi er forskellige som mennesker og det skal vi absolut også fortsætte med at være – men når man kan se at andre ved siden af én nærmest skriger efter at man forandrer sig og man så stadig bare gør som man altid har gjort - så synes jeg ikke man tænker på ret mange andre end sig selv.
Denne blog er netop med til at holde mig oppe på, at vi kun lever en gang og livet er alt for dejligt til at være sur, så nu har jeg for en gangs skyld besluttet at være en lille smule ligeglad. Jeg har sagt min mening og det er jeg faktisk stolt af og nu må jeg bare have tålmodighed og være måske lidt ligeglad, selvom det er fuldstændig imod hele den person jeg er. Spørgsmålet er så bare hvor lang tid jeg har tålmodighed inden jeg igen bare er nødt til at sige min mening – for det kan jo være det virker 32. gang....
Jeg har altid en mening og siger den tit og det bliver ikke altid opfattet positivt. Her på det sidste har jeg virkelig sagt min mening – dog ikke her på bloggen og det har jeg faktisk fået mange kommentarer omkring. Kun dejlige kommentarer om at jeg ikke skriver så tit mere – og det er helt korrekt. Det er sommer og jeg er netop ikke ligeglad og derfor er min tid foran computeren ikke haft første prioritet ift. min dejlige familie, hus, havearbejde, udeliv, børnefødselsdage m.m.
Igen kan jeg bare sige, at jeg er sjældent ligeglad – for når jeg hører positive kommentarer om at der faktisk er nogen der savner mine indlæg, så bliver jeg smigret og det er jeg absolut ikke ligeglad med. Faktisk synes jeg det er så dejligt at der findes andre som mig, som også har en mening og oven i købet deler den med mig. OG jeg kan jo så heller ikke lade være med at dele min mening her, når der virkelig er noget der går mig på...
Man skal vælge sine kampe, som et gammelt ordsprog siger - nogle gange hører jeg åbenbart bare ikke ordentligt efter for jeg kæmper stadig. Lige for tiden en meget stille kamp, for den foregår lige nu inde i mig selv og jeg prøver at få en positiv hverdag hver dag ved netop at være en lille smule ligeglad, for at være sur går jo også ud over andre og det er jeg ikke ligeglad med....så må jeg jo bare vente at se hvor lang tid jeg kan opretholde denne ligegyldighed...
// Katrine
