Hvis bare jeg ....

Du kender det nok godt selv? 
Hvis bare jeg tabte 5 kg
Hvis bare jeg vandt i Lotto
Hvis bare jeg havde et job
Hvis bare jeg fik den bluse
Hvis bare jeg ikke var syg 
Hvis bare...

Jeg har den også selv. En stræben efter noget bedre, noget anderledes. Hvad ville slutningen af sætningen være? Har du prøvet det...

Nu prøver jeg en på mig selv:
Hvis jeg tabte 5 kg, så ville jeg være ...præcis den samme - måske se lidt bedre ud i mine egne øjne! Jeg ville jo ikke blive lykkelig eller et bedre menneske. For med det samme at jeg nu tabte de 5 kg - så ville det mål træde i baggrunden og et nyt dukke frem.

Hvornår er det så nok. Hvornår holder jeg op med at stræbe efter mere? Ja, det sker nok aldrig - for det er også med til at holde mig i gang -  MEN - det jeg synes, der er enormt vigtigt - det er, at elske processen frem mod målet. Denne proces er jo netop livet...

OG ja, når man er syg - så kan det absolut være svært at hive sig op. Nu kommer det selvfølgelig an på hvor syg man er - men jeg tror, man kan kæmpe for at leve det bedst mulige liv, eller man kan give sygdom og andet skylden for sin situation. Jeg har ihvertfald flere veninder med kroniske sygdomme - som ikke lader sygdommen bestemme. De udfordrer den til kamp konstant.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg leder efter et nyt job. Man kunne fristet til at sige:

Hvis bare jeg havde det perfekte job, så ville jeg blive lykkelig. Men nej - det perfekte job er selvfølgelig dejligt - men det er hvad jeg gør det til, som gør om jeg er lykkelig eller ej. For når det perfekte job er på plads - så kunne jeg jo begynde at se på min fritid. Hvis bare jeg havde fri noget mere - og pludselig var det måske der fyldte? 

Jeg tror ikke man bliver lykkelig af at opnå et mål - men tværtimod hjælper de mange mål du sætter dig igennem livet, med at have et lykkeligt liv - hvis du samtidig har fokus på, hvad det giver dig og ikke bare skynder dig videre mod det næste. Nyd det gode du har - i stedet for altid at stræbe efter det du ikke har! Nyd processen og ikke kun sekundet det sker.

Hvis bare jeg havde et kontor, så ville det være nemmere at skrive min hovedopgave! Dette tænkte jeg i sidste uge. Og som sagt så gjort. Børnenes legeværelse blev i efterårsferien lavet om til mit private domicil. Endelig et sted, hvor jeg kan rode for mig selv, lukke døren når jeg har brug for fred og nyde mit eget selskab. OG ja, jeg blev rigtig glad da det blev færdigt - men hvor var jeg høj over processen. Udvælgelsen af de rigtige ting - rydde op - køre ned i genbrugsen og forære dem legetøj. Der gik sport i, at finde de billeder, der lige kunne passe på alle de gamle skruer fra klatrevæg og reol, som hang på legeværelset - så var jeg fri for at spartle og male. Ja, jeg er sådan set ikke anderledes end så mange andre. Så flot som muligt, så billigt som muligt og så nemt som muligt. Denne proces var fantastisk. Jeg gik til sent om aftenen og valgte ud, flyttede rundt og glemte helt tid og sted. Jeg handlede for 1000 kr. i IKEA og resten er fundet rundt i huset og i kælderen (så kan man så altid snakke om, at jeg nok har for meget stående rundt omkring) Pludselig gik der sport i, at genbruge det jeg havde og ja, jeg får karantæne i A-kassen i november pga. jeg selv har sagt op - så det at spare, passer vist meget godt til mig lige nu.

Og hvad så nu - blev det nemmere at skrive min opgave? Ja helt klart. Min bøger kan nu ligge fremme og jeg er fri for at rydde op - men er jeg begyndt at skrive. Næhh - lige nu sidder jeg at skriver et blog indlæg og om lidt går jeg ind til byen og køber Michelle Hviids nye bog "Råstyrke", for hun har trodset sin sygdom og har virkelig kæmpet sig tilbage til det liv hun ville have - og jeg synes hun er så sej og ærlig, så den bog er jeg nødt til at læse. Gå er min meditation for tiden og opgaven den skal nok blive færdig. Men dette kontor giver mig en dejlig fornemmelse af mit sted. Jeg er lykkelig for det og jeg synes det klæder vores hus - i stedet for et evigt rod af legetøj. OG mine børn er sjovt nok helt upåvirket - jeg tror faktisk bare de er glade for, at de nu kan se hvor glad jeg er for mit nye rum.

Hvad er så moralen i dette? Det er helt hvad du gør det til! For mig - er det at jeg skal huske at værdsætte det jeg har og det jeg kan - og ikke kun tænke på det jeg mangler og ikke kan. Jeg kan ikke alt og jeg vil ikke alt. Mon jeg bliver lykkeligere af at tabe 5 kg? Ja, det bilder jeg da mig selv ind, hver gang jeg siger nej til kage og godter - men jeg nyder samtidig livet imens og tænker: Mon ikke det går alligevel, hvis jeg nøjes med 1 stk. kage.

Ja, jeg kan se jeg har skrevet det før, men gentagelse gør det ikke mindre vigtigt:
Klik her og læs tidligere blogindlæg...

Husk at nyde dit liv - det er ihvertfald det, der gør min hverdag positiv hver dag. 

// Katrine



OG er du nysgerrig - så se lige mit fine kontor her ... jeg er vild med det...og jeg er sikker på at jeg får skrevet en fantastisk opgave med disse omgivelser...

Modig eller dumdristig?

I sidste blog indlæg skrev jeg om at være modig. På det tidspunkt kunne jeg ikke helt skrive, hvad dennne modighed gik ud på.

Ja, jeg er faktisk stadig ikke helt klar over om jeg var modig eller dumdristig? Men faktum er, at jeg har sagt mit job op! Jeg kunne mærke at der var noget ved det job, som aldrig ville blive helt godt - og jeg kunne mærke inde i mig, at det påvirkede mig. Jeg blev sur og tog problemerne og brokken med hjem (stakkels min mand). Jeg prøvede så efter denne refleksion, at få forandret det ved jobbet som ikke var optimalt - men det lykkedes ikke og ja, så tog jeg konsekvensen og sagde op.

Ja, mens jeg stod i det, så tænkte jeg faktisk ikke rigtig over mit sikkerhedsnet....men sjovt nok - så kommer det først efter man har tænkt over det! Jeg vil ikke umiddelbart sige at jeg normalt er dumdristig - jeg har ikke behov for at kaste mig ud fra broer eller med faldskærm, men jeg synes at jeg har en tro på, at jeg kan hvad jeg vil.

Og det er jo nok her, jeg i dette tilfælde er dumdristig! For pludselig står man uden sin identitet igennem mange år - jobbet! OG ja, sige sit job er en sag - men at sige det op, uden at have et nyt - er måske en anden. Jobbet er jo nok det, som man kan hævde sig på i vores samfund. Det første man som regel spørger en man møder om er: Hvad laver du så?

Mit svar lige nu er arbejdsløs og hvem er jeg så? Jeg ved ihvertfald, at jeg stadig er den samme person - jeg tror på det gode liv, er for alle som vil det. Jeg tror på at dine valg afgør hvem du er. Jeg valgte ikke noget fra - jeg valgte noget til. Jeg vil have det gode liv og jeg vil ikke nøjes med mindre. 

Det betyder lige nu, at jeg må lede efter det job, der passer til mig og det liv jeg vil leve. Og ja, som kommer tankerne hurtigt omkring hvad det er. Ja, man synes det ligger lige til højrebenet at gøre det samme som man kom fra - men der er jeg ikke. Jeg tror sørme jeg vinker farvel til den grafiske branche og tager alle min erfaringer med i min rygsæk. Men hvad er det så jeg kan? Det er jo nok der, jeg er lige nu. Tvivlen om utrygheden for det ukendte presser sig på - og i næste øjeblik tænker jeg pjat. Pjat pjat pjat Katrine. Du kan hvad du vil!

Jeg er sikker på, at jeg kan hvad jeg vil - men det kræver også en form for indtjening. Og nu er jeg også i den heldige situation, at jeg har 3 mdr. fritstillet med løn. Det ville for nogen måske skabe panik i disse 3 mdr. - men jeg har besluttet mig for at bruge dette som et pusterum og nyde friheden og så må vi se hvad der sker. Hvis jeg ikke finder noget, så må jeg få hjælp i min A-kasse. Jeg har aldrig prøvet at være uden arbejde - så alt er lige nu ret nyt og ukendt, men det er jo en del af det, at træffe et valg. 

Forleden sad jeg med nogle veninder på cafe i Aarhus og en udbrød: Kan du gøre lige som de unge piger og så tjene penge på at blogge? Jo - det kunne da sikkert være en mulighed for nogen - men jeg skriver kun, når jeg har noget på hjertet og jeg kan bare ikke undvære kollegaer - den erfaring har jeg da taget med fra sidste job! Men hun satte alligevel noget i gang i mit hoved - for jeg elsker jo at skrive, dele min viden og hvis jeg kan påvirke bare en til at se muligheder frem for begrænsninger i mit nye job - så ved jeg er der god basis for min motivation. 

Den positive hverdag hver dag er bare en del af mig, som jeg ikke vil være foruden. Jeg lever mit liv og nogle gange også som hver dag, var den sidste. Ikke nødvendigvis fordi jeg frygter det værste  - men fordi jeg bare ikke vil vente på de gode oplevelser. Heldigvis er min mand enig - men nok også kun til en hvis grænse, for det kræver også en indtjening!

Jeg har tænkt og tænkt. Hvad kan jeg? Hvad vil jeg? Det jeg ikke kan - det kan jeg lære. Det jeg ikke vil - det kommer jeg forhåbentlig aldrig til og hvis jeg gør, vil det dræbe min motivation langsomt - men det har hjulpet mig til at lave en negativ brainstorm. Et værktøj der har hjulpet mig, i disse uger hvor jeg er gået lidt i stå.
Det er som regel altid nemmere at finde det, du ikke vil. En negativ brainstorm går i alt sin enkelhed ud på at finde det du ikke vil i den ene side. Lav det som en liste. På den anden side skriver du så det modsatte. F.eks. jeg vil ikke have mange rejsedage i udlandet i mit nye job, som gør at jeg er væk i mange dage fra min familie. 

Hvad vil jeg ikke                  Hvad vil jeg

Mange rejsedage                   Få rejsedage
Kontrol                                 Tillid
Arbejde alene altid               Kollegaer og sparring
Ingen indflydelse                  Indflydelse
8-16 året rundt                     Fleksibel arbejdstid


Her er et par punkter på min liste, som var den måde jeg kom frem til hvad jeg ville. OG ja - det kan jo sagtens være, at jeg efterhånden som frustrationen over manglende arbejde gør sig gældende, må gå på kompromis med nogle ting fra min liste - men jeg ved også, at hvis en virksomhed vil have mig og min motivation fuldt ud, så er jeg nødt til at sige højt hvad jeg gerne vil - der er jo faktisk ikke nogen, der kan læse mine tanker.

Ugerne er gået og det har krævet mange timers gåture - for som kirkegaard siger: 

At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik – ikke at vove er at miste livet/miste sig selv.

Jeg har mistet fodfæstet et øjeblik - men når alternativet er at miste mig selv, så skal det hele nok gå og ja, lange gåture og en løbetur får bare min hjerne til at se på det positive, når de negative tanker kommer forbi - for det gør de også for mig!

OG ja, nu har denne proces skabt mig et fundament om hvad jeg vil og jeg har simpelthen søgt et job! Et job, jeg tror kan gøre min hverdag positiv hver dag - så kryds alt hvad du har, for nu vil jeg ud at løbe en tur....

// Katrine