I denne tid er jeg på kursus på Ledelsesakademiet. Kommunikation, konflikthåndtering og forhandling - som det så fint hedder. Skønt at være væk lidt, få nogle nye input og så oven i købet lære nye ting og nye mennesker at kende. Det jeg altid interesserer mig mest for, er psykologien - der er mine ører altid helt stive og heldigvis er det en super underviser som er meget inde over psykologi.
Kommunikation er jo mange ting - men på dette kursus, har vi især været omkring det personlige aspekt. Vi er ikke ens som mennesker og vi bliver det heller aldrig og derfor skal kommunikationen ikke være ens til alle mennesker - logisk nok, men alligevel er det ikke altid at man tænker over det.
I dag skulle vi fremlægge en præsentation/holde et foredrag på 3 minutter. 3 minutter er jo ikke lang tid, så for mig var det ikke det store problem - det var da ihvertfald den første indskydelse jeg fik! MEN når der sidder et kursushold og betragter én imens man holder sit foredrag, med kun det ene formål at bedømme dine fremtoning, dit budskab, din energi, dit stemmeleje, dit valg af virkemidler (musik, billeder, powerpoint, remedier m.m), din indragelse af publikum, dit kropssprog osv. osv. - så begynder nervøsiteten at stige.
For mange er det svært bare at stille sig op og flere valgte ikke at gøre det - men her er jeg jo nok tilbøjelig til at tænke: Hvad er det værste der kan ske og vi er her vel for at lære? Og nej, der kan jo nok ikke ske det helt vilde - så det er bare med at kaste sig ud i det...
Jeg valgte selvfølgelig at holde et foredrag der hed - ja, prøv og gæt! Det hed sørme POSITIV HVERDAG HVER DAG
Her fortalte jeg kort om, hvordan vi har en tendens til at glæde os enormt til fredag, brokke os over vores arbejde og altid give andre skylden for vores dårlige hverdag. Ind i mellem havde jeg brudstykker af Steffen Brandts: Alt for meget brok - som jeg afspillede fra min Iphone.
Jeg har aldrig rigtig fået lært Powerpoint - så jeg måtte jo lære det hele mere eller mindre udenad, så jeg ikke konstant skulle kigge på mine noter. Powerpoint er god til rigtig mange ting - men når du skal skabe energi, tror jeg det er sundt at slukke for teknikken og få din egen energi frem.
Fantastisk dag - jeg gjorde det og fik super feed back. Alt det jeg selv synes var mine problemer - blev påpeget som mine styrker - så det er ikke altid man selv er klar over, hvordan man fremstår foran en forsamling. Det behøver ikke være de store ting i hverdagen der gør det til en god dag, men nogle gange er man nødt til at hoppe ud på dybt vand - for så at finde ud at man rent faktisk godt kan svømme - nogen gange måske bedre end man lige troede...
Tro på dig selv - du kan mere end du tror - også i hverdagen...
// Katrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar