Sig det højt...

I disse dage skal jeg aflevere min opgaveformulering til min eksamensopgave. Det er alt for mange år siden jeg har lavet en opgave - så den har da voldt mig nogle tanker i de sene aftentimer. Nu har jeg fundet ud af hvad jeg skal skrive om - MOTIVATION. Jeg tror og ved, at anerkendelse er en stor motivationsfaktor - så jeg må jo nok hellere starte med mig selv!

Hvor tit anerkender jeg andre? Jeg gør det da lidt, men nok ikke helt nok. Du kender det nok - man tænker tit man vil sige noget pænt, men får det aldrig gjort!

En epoke er netop slut i mit liv. I 7 år har jeg hver dag hentet eller bragt et af mine børn i vuggestuen for enden af vejen. Jeg vil ikke sige det er mit andet hjem - men det er et sted som virkelig har betydet meget for mig og vores familie. Hver dag har man lige fået vendt ting med de ansatte. I de første par år var det nok mest omkring børnene, men jo flere år der er gået - blev det mere hyggesnak om mange andre ting. Vi skal videre i livet - jeg har ikke flere vuggestuebørn nu - og det er også kun sundt nok, men absolut også vemodigt. 7 år er lang tid. Jeg ved jeg nok skal snakke med flere af dem over hækken, når jeg går forbi - men jeg er ligesom ikke med i fællesskabet længere og nysgerrig som jeg er - kan det godt ærge mig lidt....

Denne vuggestue er bare helt speciel og de gør det så godt for alle de små poder (som lederen altid kalder dem) - og det ville jeg bare anerkende. 

Der er kun en måde at anerkende på og det er kommunikation. Så i går bagte jeg en kage - formede den som et 1-tal ( det passer jo ligesom til verden bedste), lavede et fint kort og et diplom. I kortet (som jeg jo selvfølgelig læste højt for dem alle i personalestuen) stod der mange forskelige ting som jeg gerne ville takke dem for. Der stod bl.a.: TAK for alle jeres smil, TAK for alle vores små samtaler på vej ind og ud, TAK for jeres rolige væremåde og trygge adfærd, TAK fordi I fik os til at føle at vores børn var de sødeste i hele verden osv. - ja, der var mange takke-linier. Jeg afsluttede med at sige de var VERDENS BEDSTE VUGGESTUE og derfor skulle de også have et bevis på det - og så overrakte jeg lederen et diplom i glas og ramme.

Jeg er sikker på, at de alle synes det var rart at høre, at den indsats de gør hver dag - bliver værdsat. Jeg har værdsat dem i 7 år - men har nok aldrig helt fået sagt hvor fantastisk godt jeg synes de har gjort det, og det blev der rettet op på i dag - for anerkendelse det fik de, og det fortjener de!

Hvor tit anerkender du? Jeg gjorde det i dag og det føles godt og så oven i købet på en helt almindelig hverdag....

// Katrine