Jeg er stadig ledig, arbejdsløs, jobsøgende, leder efter nye udfordringer eller hvad man nu vælger at kalde det. Lige gyldig hvad man kalder det, så er det en situation som er ukendt for mig – eller ihvertfald den negative del af det – indtil nu.
Jeg har nu været ledig i snart 6 måneder og nu er det faktisk ikke så spændende længere. I starten der må jeg nok ærligt indrømme, der nød jeg at have mere tid om morgenen og at mine børn kunne komme tidligt hjem fra skole og børnehave...men det var også i en periode hvor jeg havde flere projekter i den skolebestyrelse jeg sidder i, samtidig skrev jeg min afsluttende opgave på min uddannelse – jeg følte at min hjerne stadig blev brugt. Disse projekter gjorde, at jeg følte, jeg skabte en værdi for andre og de bidrog til at min hjerne blev holdt aktiv.
Projekter slutter som sagt og pludselig stod jeg i ingenmandsland. Et land jeg aldrig har været i før. Det er der hvor man har masser af tid, men man har intet overskud til at bruge den fornuftigt. Skal man sidde på facebook hele dagen, skal man se TV hele dagen eller skal man søge job hele dagen? Ja ingen er delene er nok ret sundt. Jeg valgte at kigge efter job om morgenen og så igen om formiddagen og så igen om eftermiddagen og så kunne jeg lige skrive en ansøgning om aftenen. Ind i mellem kunne man så spise, handle eller vaske tøj. Dagen efter kunne jeg så være ude ved nogen og det gjorde at jeg fik dårlig samvittighed omkring jobsøgning, så jeg igen sad til langt over midnat og søgte eller undersøgte en given virksomhed. Jeg har nu mærket på egen krop, at dette er ikke vejen til nyt job – for man har konstant dårlig samvittighed og slapper aldrig af. Dem der har prøvet det, kan nok nikke genkendende til mønsteret...
Langsomt går man ned i kadence – man kan ikke tage sig sammen til vasketøjet, maden bliver den nemme udgave og motion kommer man slet ikke afsted til. Det er der jeg er nu. JEG ER BLEVET DOVEN OG JEG HADER DET!!!!
Det giver jo ingen mening, når jeg tænker logisk over det. Når man har arbejde, så drømmer man om tid til sport og læse en god bog og masser af tid med sine børn. Men pludselig havner man i ingenmandsland og så er der ligesom noget der tager over - hjernen bliver simpelthen stresset over at komme fra den ene yderlighed til den anden og selvtilliden får pludselig et ordentlig hak nedad. For kan jeg egentlig noget overhovedet? Det må da være derfor jeg intet arbejde har. Alle andre jeg kender har nærmest et arbejde, så det må jo være mig der er noget galt med?
Disse tanker gør ikke noget godt for selvtilliden og når jeg har det lidt skidt med mig selv, så spiser jeg - så ergo situationen lige nu er:
Jeg dyrker nærmest ingen motion, jeg har konstant dårlig samvittighed over for om jeg søger godt nok, jeg har taget 6 kg på, selvtilliden er i bund og jeg ser faktisk næsten ingen mennesker!!!
For dem der kender mig – er dette absolut ikke min normale adfærd og jeg må nu også sige, at jeg lærer ret meget om mig selv for tiden. For pludselig kan jeg godt se, at jeg godt kan blive stresset af at ikke lave noget!
Nu kender jeg heldigvis mig selv ret godt og er ikke på vej til at blive stresset – men hvis jeg lader stå til. så vil det nok komme før eller siden....som sagt så gjort og at skrive dette indlæg, er først skridt på vejen ud af denne tilstand.
Jeg har nemlig bedt om hjælp. Noget der faktisk er svært – men det er faktisk kun mig selv, der kan hjælpe mig ud af denne situation. Forleden var jeg ude ved mit 2. møde med A-kassen og der kiggede hun på mig og sagde: Hvordan går det så? Jeg overvejede et kort sekund at sige: Det går da fint! Men ærlighed er nok bare mig i en nøddeskal, så hun fik hele fortællingen om vasketøjet, manglende motion og dårlig ikke målrettet og effektiv jobsøgning. Og så skete det bedste, for hun sagde at det var helt normalt – tværtimod ville hun have undret sig hvis jeg stadig kunne holde optimismen og gejsten. Bare det at vide, at der er andre som mig, gjorde en verden til forskel!
Og hvad gør man så ved det. Ja, hvis man vil ændre noget – er man nødt til at gøre noget anderledes og som sagt som gjort. I morgen starter jeg på en positiv hverdag hver dag igen - dvs. vi har lavet en plan, min konsulent og jeg. En plan der gør, at jeg nu skal holde fri om aftenen og i weekenden, kun skal søge i en afgrænset tidsinterval hvor jeg så er effektiv og får min hjerne op i gear. Ud over det, så skal jeg gøre noget af det der giver mig energi – og ja, det er så derfor jeg skriver her i dag, for at skrive på denne blog giver mig energi. Det er ligesom om at alle de tanker bliver stærkere når jeg får dem skrevet ned. Det forpligter mere og det er ihvertfald noget af det jeg har brug for lige nu.
Jeg skal ud af den onde cirkel og ind i de positive tanker igen og bare det at genfortælle det her samt tanken om at jeg nu i morgen skal starte på mit nye "arbejde" som aktiv og effektiv jobsøgende fjerner en del af bekymringerne.
For lige nu er drømmen om det perfekte job der passer lige til mig stadig intakt – vi har bare ikke fundet hinanden endnu.
// Katrine
PS. Hvis du kender en der kender en, som mangler en ekspert i kommunikation og HR, der gerne vil arbejde med leder- og medarbejderudvikling, kommunikation, forventningsafstemning, værdiskabelse samt arbejdsglæde, så prik mig lige på skulderen...for jeg tager imod alt den hjælp jeg kan få!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar