Sejle med vandskræk - kan man det...

Jeg har vandskræk. Det har jeg har haft hele mit liv og jeg husker tydeligt svømmeundervisning i folkeskolen. Alle hoppede gladeligt i på det dybe og jeg og et par stykker mere, stod på det lave og øvede os i at svømme på den korte led - for vi turde ikke med mindre vi kunne bunde! Jeg kan godt svømme i dag og er heller ikke bange for dybt vand, når det er i en svømmehal - men havet er jeg stadig ikke vild med. Min mand har sejlet lidt som barn og har ønsket sig en båd i mange år og for 3 år siden købte han den. Jeg var skrækslagen første gang og ved bare den mindste bølge, var jeg ved at gå i panik. Børnene skal jo helst ikke blive som mig, så jeg styrede mine udbrud - men sejlads skulle kun foregå i høj sol og ingen vind.

3 år er gået siden og der er kommet et barn mere og en lidt større båd, for drømmen for min mand var ikke helt det samme, når vi ikke alle kunne være der. Mange sejlture har fået mig til at nyde sejlads - og bølgerne kan også bare komme an, når bare det ikke er vildt blæsevejr. Prøven kom i august, da vi alle fem sejlede til Ebeltoft og overnattede. På vejen hjem sejlede vi stille og roligt (selv midt ude på bugten - hvor jeg helst vil have det hurtigt overstået) og så både marsvin der hoppede op ad vandet og en sæl der lige kiggede op - så alt i alt havde vi den mest fantastiske tur.

Klimakset kom så i sidste uge - for der modtog jeg mit nye speedbådskort med posten og jeg er stolt som en pave. Hvem skulle have troet at jeg nogensinde turde tage et speedbådskort, men det gjorde jeg og det var faktisk både sjovt og lærerigt. Man må gerne sejle, når bare en anden i båden har kortet - men jeg føler mig mere sikker nu og nogle gange er det bedre at lære tingene af en anden, end sin mand. Nu er jeg lidt mere sikker på det hele og så må vi se til foråret, om det er mig der sejler og ligger til. 

Sejlads har også givet rigtig mange gode oplevelser med gode venner og veninder samt det at mine børn ikke har arvet min vandskræk. Jeg prøver at lære dem respekt for vand, for det kan jo gå galt - så redningsvesten er på fra vi ankommer på havnen, til vi går hjem igen og det har de vænnet sig til. Jeg har stadig vandskræk, så hvis ikke de har redningsvest på, kunne jeg slet ikke have ro. Vi er også lært, at en handysitt er en ret god ting, når man skal have en lille fyr på 2 år til at blive siddende mens man ligger til. 

Vi er begge nybegyndere og må lære det hele på vores måde - men båden er vores frirum i hverdagen. Er vejret godt, så er det op på cyklerne og ned på havnen – måske sejler vi en tur, måske ikke - men vi glemmer lige stress og jag et lille øjeblik - spiser vores medbragte mad og nyder den friske luft.

Jeg tror det er sundt at få flyttet sine grænser - om man gør det selv, eller får nogen til at hjælpe sig er underordnet - man udvikler sig enormt som menneske og jeg er f..... stolt af mig selv - også i hverdagen...


// Katrine