tirsdag den 29. januar 2013

Så er det 5 år siden...

I dag bliver min datter 5 år - sjovt hun bliver ældre, når jeg nu ikke gør. Tiden går stærkt, men heller ikke stærkere end jeg kan følge med, når bare jeg husker at stoppe op og nyde mit liv.  

I 1979 blev jeg 5 år. Det var det år hvor Tommy Seebach vandt Dansk Melodi Grandprix med sangen Disco Tango og efterlønnen blev indført. Gad vide om Anna nogensinde finder ud af hvad efterløn er? 

I 2008 vandt Simon Mathew Dansk Melodi Grandprix med sangen All Night Long, 25-øren blev afskaffet, Stein Bagger sagen kørte på fulde gardiner og De Sorte Spejdere sagde tak for denne gang. 

Noget er der jo sket...

Alder er tit delt op. Når man er barn vil man gerne være ældre. Teenagere vil gerne være gamle nok. Voksne vil gerne blive hvor de er. Ældre vil gerne være yngre og gamle vil gerne kunne tænke tilbage på et godt langt liv. Citat: Katrine 38 år

Jeg er nok i den voksne alder lige nu. Jeg vil gerne blive hvor jeg er - men det betyder jo ikke at jeg skal stå stille. Udvikling skaber liv. Oplevelser skaber liv. At rejse er at leve - det har man hørt så tit og netop fordi du på rejser oplever og oplevelser husker man. Når man tænker tilbage på året som er gået, er det som regel oplevelserne man kan huske. Både de gode og de dårlige.

Denne fødselsdag gør også, at jeg tænker tilbage - for jeg synes jo ikke det er lang tid siden jeg kom hjem fra hospitalet med hende i armene - men når jeg så tænker på hvad jeg har oplevet, så siger min fornuft mig, at det ikke var i går. 
Hun er en af de gode oplevelser. En sjov pige, som altid taler. Munden står sjældent stille på hende - gad vide hvor hun har det fra? Tale har hun altid været god til og især meget korrekte ord. 
Husker hende tydeligt i vuggestuen: 
Anna, du har lavet i bukserne! 
Nej, ikke i bukserne - i kjolen! 
Citat: Anna 2 år med kjole på.




























En fødselsdag kræver selvfølgelig en fest, så det fik hun i søndags. Kage skal der selvfølgelig til og med lidt snilde kan man let lave en helt almindelig bradepandekage om til en prinsessekage eller et tal - det ser lidt mere festligt ud end en firkant. 
Jeg er ikke så vild med fondant - synes det ødelægger smagen lidt - men det ser til gengæld rigtig flot ud. Her har jeg bare brugt almindelig glasur - resultatet er ikke helt det samme - men min datter synes de var fantastiske og det er det vigtigste.


Mon ikke vi også skal have lidt kage senere i dag, selvom det er hverdag...


// Katrine

mandag den 28. januar 2013

Jeg er åbenbart single og klar på dating...

For et år siden eller der omkring blev jeg tilmeldt NetLog. Jeg er altid nysgerrig på sociale medier - virker de og kan de bruges til noget? Derfor er jeg både på Facebook, Twitter, Linkedin, Google+ og derfor også NetLog. 
Jeg fik et link fra en ven for et år siden og tilmeldte mig - udfyldte kun lige navn og billede, så jeg havde en profil. Der er ikke mange jeg kender som har en profil, så jeg har faktisk ikke rigtigt fået gjort mere ved det - indtil i dag...

I morges lå der i min mail en anmodning om, at 3 jeg kendte ville være venner med mig og sød som jeg er - sagde jeg selvfølgelig ja tak - og så kommer det sjove!!!

3 minutter efter jeg havde gjort det - lå der en besked. 
Jeg synes ikke umiddelbart jeg kendte navnet og ville derfor lige kigge på beskeden og profilen. Beskeden lød: Hej Katrine, har du ikke lyst til at skrive lidt med mig?
Jeg tænkte stadig hvem det var og hvad han lige ville skrive med mig om - så derfor læste jeg hans profil. Mand 55 år - søger bekendtskab med søde piger og elsker sex!
Nej - jeg tror så ikke lige jeg vil skrive med dig...

2 minutter senere - ny besked fra NetLog: Du er sgu lækker!

10 minutter senere - ny besked fra NetLog: Er du singel?

Regner med han mener single - og nej, det er jeg jo faktisk ikke og mener bestemt heller ikke jeg har meldt mig på nogen form for netdating - så lige nu sidder jeg bare og griner for mig selv og gransker min hjerne for, hvor det lige er gået galt...

Indtil nu er det jo meget sjovt - men kommer der 100 mere af denne slags, er jeg ikke sikker på at jeg synes det er lige så underholdende....så nu har jeg lige været inde og skrive at jeg er gift - så må vi se om det er nogen hindring...

Kan se at NetLog nu også har en kategori der hedder Dating og der står ny ud for den - så måske har de bare solgt deres profiler til en datingbureau - så nu må vi se hvad fremtiden bringer...

Sjovt er det ihvertfald - og så oven i købet på en hverdag...


// Katrine


PS. Må hellere hjem og fortælle min mand om dagens mails, så må vi se om han synes det er lige så sjovt - jeg er ikke helt sikker...


torsdag den 24. januar 2013

De skal giftes...

Hvad kom der med posten - en invitation. Ikke bare en lille én, men én af dem der er gjort noget ud af - en invitation til bryllup. 

Bryllup er altid en god fest og bryllupper som bliver holdt langt væk er endnu bedre. Man kan ikke lige køre hjem tidligt. Ungerne skal passes med overnatning og vi kan give den gas til den lyse morgen. For ligegyldigt om vi vil det eller ej - så giver det altid lidt dårlig stemning, når flere vælger at tage tidligt hjem fra en fest. Jeg ved godt man kan have sine grunde og det er også helt okay - men det er ikke altid helt fair overfor arrangøren. Så her er der ingen undskyldning - kærlighedsfest med mad, drikke, lækkert nyt tøj og overnatning - så bliver det ikke meget bedre!

Jeg glæder mig allerede og forberedelserne er allerede i gang - for min sygelige trang til slik og kager for tiden har nu en god grund til at forsvinde - kroppen skal skrues ned i en af de lækreste kjoler på markedet inden maj. Nu er der ingen undskyldning længere.... men hov - hvor var det så lige at resterne af min søns skolebio-slik forsvandt hen i går aftes? 

Nogle gange er man vist bare menneske og det er jeg sjovt nok også - men jeg skal nok gøre mit bedste, for lækker til et bryllup det skal jeg nu være - det skylder jeg brudeparret. Dejligt med en grund til lige at passe lidt bedre på min krop - det er som regel det, der får mig til at tage mig sammen - så denne invitation faldt på et tørt sted.

Vi havde faktisk ikke regnet med flere bryllupper i vennekredsen lige foreløbigt - men det er ikke altid man kan forudse hvad der sker og heldigvis for det...

En glædelig overraskelse og så oven i købet på en hverdag...


// Katrine



tirsdag den 22. januar 2013

Jeg er træt og har det fantastisk....

Så sidder jeg foran computeren og er bare nødt til at fortælle om dagens træning. Hvorfor tror vi altid, at vi kan mindre end vi kan! 

Til træning i dag skulle vi danne par og så var en af øvelserne, at skiftevis tage hinanden op på ryggen og gå frem og tilbage med hinanden oppe på ryggen. Først kigger de fleste forvirret rundt og tænker han har sagt forkert. 
Så går alvoren op for de fleste og så begynder brokken:
Kan vi ikke finde en anden sjov øvelse...
Det kan jeg jo ikke...
Det har jeg slet ikke kræfter til....

Jeg kiggede på min makker og så sagde hun: Det kan vi da godt, kan vi ikke? 
og så blev jeg bare så glad - for selvfølgelig kunne vi da det!

Jeg må indrømme, jeg tænkte også mit da øvelsen blev givet - vendte det hurtigt i mit hoved og blev enige med mig selv om, at man kan jo kun prøve! Lidt ligesom jeg siger til mine børn, når der er noget de ikke kan lide. Du ved jo ikke, om du kan lide det, hvis du ikke har smagt på det!

Du ved ikke om du kan 
- hvis ikke du prøver! 

Her viste det sig faktisk, at vi sagtens kunne løfte hinanden og endda løbe med hinanden på ryggen og det var faktisk oven i købet super sjovt. Det er lang tid siden jeg har grint så meget til en træningstime. 

Bagefter var alle simpelthen så glade og smilende. Vi talte mere sammen end vi plejer. Der var flere der sagde farvel end de plejer. Stemingen var lige løftet enormt, for vi havde lige været fælles om noget, hvor flere havde overskredet en grænse - at løfte en fremmed på ryggen. Vi gjorde det og det viste sig jo at vi godt kunne - selvom tvivlen var der ved de fleste.

Det er altid sundt at overskride en grænse - også selvom det er en lille 'en - og så oven i købet på en hverdag....


// Katrine

torsdag den 17. januar 2013

Sne og suppe - et godt par....

Sneen er over os. Jeg føler lidt jeg bor i en lille østrigsk by i disse dage. Alt er hvidt og det er bare så flot. Jeg elsker snevejr og er selvfølgelig også rimelig priviligeret i disse dage - da jeg er på kursus på ledelsesakademiet og jeg kan gå derop på et kvarter - så sne er ingen hindring  - tværtimod. 





















Viby i et idyllisk øjeblik.


Sne giver også meget utilfredshed - for er der noget vi danskere kan brokke os over - så er det vejret. Ja, der var varmt i nogle dage og nu er det igen koldt - men vi er trods alt i januar - så det er vel hvad man forvente, når vi nu bor i danmark. 




















Jeg kan huske jeg som barn havde langrendsski og var flere gange ude i skoven og køre, når der var kommet sne - det kunne være jeg skulle overveje at købe et par. Det kunne da være fantastisk at stå en tur i skoven i disse dage. Det er med at bruge sneen mens den er her.

Kulde er også der hvor suppe smager bedst - derfor får man altid suppe i Østrig. Denne suppe kan laves af næsten ingenting og jeg synes den smager skønt ovenpå en kold dag i sneen. Min søn på 2 år er helt enig - for han spiste 3 portioner - så den er ikke kun for voksne.


Kartoffelsuppe

5 store kartofler
3 rødløg
Bouillon-terning
Mælk


Kog kartofler og løg i en gryde med vand så det dækker. 
Tilsæt boillon og køl lidt af.

Hæld det hele i blenderen og blend det med mælk indtil det har en passende konsistens.
Vær opmærksom på at det ikke er for varmt - for hvis du har en glasbeholder på din blender kan den springe.

Hæld det tilbage i gryden og smag til med salt og peber.
Serveres med brød og lidt bacon på toppen.


















Nemt og hurtigt på en kold hverdag...



// Katrine

mandag den 14. januar 2013

Vi leger for lidt...

Så er det mandag morgen igen og selvfølgelig en rigtig dejlig én af slagsen, da jeg har haft en rigtig god weekend. 

Lørdag holdt jeg forsinket julefrokost for 3 af mine veninder, deres mænd og børn. Vi har alle gået på skole sammen og er udlært på samme tid - så vi har kendt hinanden i nogle år efterhånden. Efterhånden har vores mænd også fået lov til at komme med og hvor er det bare rart når de også kan sammen - for det kan man jo ikke altid være sikker på. I lørdags sad vi 4 tøser i den ene ende og mændene i den anden og vi måtte flere gange tysse på dem - fordi vi ikke kunne høre et ord af hvad vi selv sagde - så snakken går lystigt også for dem. Super hyggelig aften - dem må vi have nogle flere af i fremtiden.

Jeg har de sidste par år lavet en lille aktivitet, når venner har været på besøg og denne lørdag skulle ikke snydes. Konkurrence med 2 hold hvor både voksne og børn er repræsenteret. Jeg synes generelt vi leger for lidt som voksne og jeg glæder mig hver gang, over hvordan både børn og voksne går helt vildt op i at komme først i krabbegangsstafet, forhindringsbane, spise sliksnørebånd hurtigst eller være bedst til at huske ting. Humøret stiger og der bliver straks snydt for at komme først - for vinde det skal man! Børnene elsker man laver noget med dem og er det børn der ikke rigtig kender hinanden endnu, er det en god mulighed for at lære hinanden bedre at kende.
Leg kender ingen aldersbegrænsning og man bliver glad af det - fordi det er sjovt.

Sidste gang jeg holdte børnefødselsdag for de nærmeste, havde jeg bestemt at vi skulle spille rundbold - og det er nu sjovt at se sine forældre samt svigermor på over 60 år give den gas rundt i svinget, for at ikke blive slået hjem. 
Vi leger efterhånden ikke mere. Hvis man er heldig at komme på teambuildingskurser, polterabend eller andet i den stil, så kommer legen frem igen. Det handler om at have det sjovt og være fælles om noget - sværere er det faktisk ikke. Synes du dine familiefester kunne bruge lidt aktivitet - så er det bare ud og spille rundbold, stikbold eller hvad man nu kan finde på og husk skattejagt er ikke kun for børn!

Frokosten skulle lige have en dessert og det blev Toves gulerodskage med osteglasur og det er helt klart verdens bedste. Denne opskrift fik jeg af dejlige Tove (tidligere bogholder på arbejde) og hun var fantastisk god til at komme med kager. Jeg beundrede tit denne gulerodskage og en dag kom hun med opskriften, natron, bagepulver og kanel - og så var det bare med at komme i gang. Den er super nem at lave og den bliver lige så god og svampet hver gang. Prøv det, prøv det - jeg lover du bliver ikke skuffet...
















Toves gulerodskage

3 dl olie
4 dl sukker
4 æg 
5 dl mel
2 tsk natron
2 tsk bagepulver
1 tsk salt
2 tsk kanel
500 gr groft revet gulerod


Flødeosteglasur

200 gr Philadelphia ost (flødeost)
2 tsk vanillie
400 gram flormelis

(nogle kommer smør i glasuren, men jeg synes ikke det behøves og så får man lidt mindre kalorier)

Pisk olie og sukker til en cremet konsistens. Tilsæt æggene et ad gangen.
Sigt mel, bagepulver, natron, kanel og salt ned i blandingen. 
Bland de revne gulerødder i og rør dejen sammen med en ske.
Bag i ovnen ved 175 grader i 60-65 minutter. Stik en strikkepind i kagen og se efter, om den har fået nok inde i midten.

Rør ost, flormelis og vanilie til en cremet glasur og fordel det på den afkølede kage.

Det bliver en ret stor kage og den kan nemt holde et par dage i køleskab - men det når den sjældent hjemme hos os.



Verdens bedste gulerodskage og så kan den sagtens bages på en hverdag...

// Katrine







fredag den 11. januar 2013

Nye ting skal der til...

Julepynten er væk. Et nyt år er begyndt og med det følger som regel nye ting. Måske har man fået noget nyt i julegave eller også er man blevet fristet af udsalget. 

Det er lidt mærkeligt at gå en tur i byen i disse dage - for alt er sat ned. Nu har man lige brugt mange penge på fine gaver og så kan man ugen efter købe dem til halv pris. 
Hvad kan man så lære af det? 
Måske er tøj ikke det mest hensigtsmæssige at købe til julegaver! 
Gavekort er selvfølgelig et alternativ - men det er altså ikke helt det samme.

Nogen gange er man heldig og kan købe det billigt, selvom der ikke er udsalg. Vi har fået en Tiger-butik i Vibycentret, som er tæt på hvor jeg bor - og der købte jeg dette næsehorn i keramik som mandelgave. Nu var det så heldigt, at jeg selv vandt mandelgaven i år - så nu hvor julepynten er væk - trængte jeg til lidt fornyelse i gangen. Jeg fandt min Louise Campbell lysestager fra  Kähler frem fra gemmerne, hang næsehornet op ved siden af og pling – gangen er født på ny. Mere skal der som regel ikke til, før man man synes at der er sket en masse – og det bedste af det hele er at det kun kostede 30 kr. Er man en skovl til at holde styr på sine nøgler, kan hornet bruges som nøgleholder. 





Den er da lidt sød - når den smiler til mig hver gang jeg går forbi!























Man glemmer nemt. Jeg har glemt hvordan mine børn i mange år, har taget alt i vindueskarme og reoler. Denne lysestage fra Louise Campbelle havde engang et modul mere i lyserød - men desværre var en af pilfingrene hurtige end mig - og så gik den til. Nu er tiden kommet hvor jeg igen kan stille tingene, hvor jeg gerne vil have dem og ikke tænke praktisk ift. hvor de ikke bliver ødelagt - men jeg havde glemt det. 

Grunden til, at jeg lige blev opmærksom på det - var her i weekenden - hvor min veninde Stine netop fortalte om at nu var hendes Rasmus netop i den alder, hvor alt skal tages ned fra hylder og vindueskarme. Den alder havde jeg helt glemt - selvom det ikke ligger ret langt tilbage. Jeg har også allerede glemt hvordan det er, når børn ikke vil sove om natten - for nu har jeg ikke været oppe i et par måneder, bortset lige fra et par enkelte nætter her på seneste med sygdom. Man glemmer det!

Jeg hører tit et ordsprog der siger: 
Små børn - små problemer. Store børn - store problemer!
Det bliver som regel sagt af dem med store børn. Jeg vil vove at påstå det er fordi man har glemt de problemer man havde, da børnene var små. Jeg er godt klar over, at et slagsmål er værre i teenagealderen end i vuggestuen - men jeg tror ikke bekymringen er mindre, når ens søn konstant bider de andre børn i vuggestuen. Jeg har selv haft en søn der bed meget og min mindste har skubbet rigtig meget - og hver gang bliver man bekymret over om det nogensinde holder op. Man vil jo gerne have at ens børn opfører sig ordentligt. Bekymringerne er jo der hvor man selv er.

Næste gang jeg hører: Små børn - små problemer. Store børn - store problemer, vil jeg trække på smilebåndet og bare håbe, at jeg ikke selv har glemt hvordan det var om 10 år.

Eftertænksom og forandring skal der til – også i hverdagen...

// Katrine

onsdag den 9. januar 2013

Motion gør godt..

Jeg ved godt at man lever bedre i julen - men jeg behøver jo ikke gå amok i julekager, konfekt og søde sager. Nu siger kalenderen januar og det er ligesom om at vanen har overtaget og jeg stadig tror at det er jul. Jeg skal lige have et eller andet lækkert - samtidig med at de par kilo som har sat sig i siderne, gør at bukserne lige strammer lidt mere. Så nu er det tid til at ændre vanen. Jeg kender mig selv og ved at jeg bare skal holde mig fra det i 3 uger og så er lysten væk - men det er så lige det der er problemet, for lige nu er 3 timer lang tid! Har du det ligesom mig?

Træning er ikke noget problem for tiden - for jeg synes det er rigtig sjovt at gå til Kettlecross lige for tiden - men jeg synes min faste motionstur lørdag morgen er forsvundet de sidste par uger og det går bare ikke, når der sidder et par ekstra kilo fast. 

Når nu motivationen for at undvære det lækre mad ikke helt er der endnu - må der ekstra motion til og derfor har jeg besluttet mig for at lave lidt fælles træning, for at være sikker på jeg selv kommer afsted. Jeg håber du har lyst til at være med?

Træningen vil være hver lørdag morgen kl. 9 i Marselisskoven. Den vil indeholde lidt let løb samt mange forskellige øvelser og konkurrencer - så vi samtidig har det sjovt i en times tid. Alle kan være med og jeg håber, at flere vil komme med input til sjov træning i skoven. Så kom frisk og vær med. Skriv på min mail: katrine.minke@gmail.com eller her under indlægget hvis det er noget du har lyst til at deltage i.

Motion skal der til, men nogen gange har man også andre planer som er vigtigere end motion. I weekenden var jeg på tøsetur i sommerhus med Stine, Mette og Mia. Vi hyggede for vildt med strøgtur, kreativt værksted og snak til ud på natten. 


















Her kan du se nogle af vores kreationer. Det hele er lavet af Happy Clay fra Panduro Hobby samt nogle gamle blybogstaver, som er presset ned i leret. Leret lufttørrer i løbet af få dage og er rimelig nemt at arbejde med. Noget af det er til påske - så du skal nok se det færdige resultat senere her på bloggen.























Her er Mias lysestage - så fin...


Der fik jeg virkelig plejet mit indre jeg og moderen blev begravet derhjemme et kort øjeblik. Det bedste af det hele var, at jeg sov til kl. 9.20 søndag morgen - fuldstændig fantastisk efter flere uger med syge børn. 

Når jeg kommer hjem efter sådan en tøsetur kan jeg virkelig mærke, at jeg har fået ekstra energi og kan overkomme det meste - også det faktum at min datter havde feber da jeg kom hjem. 

Godt der er flere bedsteforældre tæt på - også på en hverdag...

// Katrine








fredag den 4. januar 2013

Dynen er alt for tung...

Det er mørkt når man skal op og min dyne er rigtig tung i disse dage - men når jeg så først er ude af sengen, så er jeg klar til dagens udfordringer. Spørgsmålet er så bare hvornår man kommer ud af den seng. 

Jeg bliver aldrig morgenmenneske og er udpræget B-menneske, så når vækkeuret ringer 5.30 - får den altså en snoozer. Det er nu en fantastisk opfindelse. Den hjælper ihvertfald mig med at vågne stille og roligt. Op skal jeg nu nok komme, for hvis vækkeuret har snoozet for mange gange - så kommer mit levende vækkeur op ad trapperne (= min mand som er udpræget A-menneske) - og så har jeg pludselig været oppe i lang tid - ihvertfald når han spørger. 

I morgen skal jeg nu nok komme tidligt op - for der skal jeg på tøsetur i sommerhuset. Vi starter med strøgtur i Hjørring og så kører vi ud til sommerhuset og hygger. Hvis du kommer til Hjørring - så gå lige forbi Designerhuset, Høgh Møbler og Høgh Interiør - 3 skønne butikker til dig med hang til bolig og indretning. 

Jeg har forberedt en lille kreativ workshop til tøserne. En lille DIY - ja oversat betyder det Do It Yourself. Det er så moderne at kalde tingene noget fancy på engelsk - så man har mulighed for at dumme sig. Min mand fik en mail forleden og der stod FYI. Han var ikke med på hvad det betød og jeg havde heller aldrig set det før - men kunne regne ud at det stod for: For Your Information. Nogen gange kan det blive lidt for fancy - man skal ihvertfald lige overveje hvem modtageren er

Til denne weekend har jeg taget min nye julegave i brug. Denne har jeg fået af min veninde og den passer lige til mig - for nu kan alle mine små bånd, ståltråd med mere samles et sted og så pynter den i oven købet. Dejlig gave - noget jeg slet ikke havde tænkt på jeg manglede, men som jeg lige pludselig ikke kan undvære.





Er altså også lige nødt til at vise min julegave fra mine børn. Min søn har valgt farverne og umiddelbart var det nok ikke de farver jeg havde valgt - men netop det gør at man lige må ændre sin plan - og det er jo fantastisk at lige blive rystet lidt - så jeg ikke skal bestemme alt vedr. vores indretning. Med et par træfigurer fra Muji fra Berlin - er de bare så fine. De havde desuden købt et par ekstra at de små i andre farver - og så kan man jo skifte lidt efter humør og årstid. Fadene er fra HAY og jeg synes designet er genialt tænkt - de passer alle ind i hinanden, så du kan kombinere dem på utrolige mange måder. Lige nu står de og pynter - men de kan også sagtens bruges til at servere mad på.
























God weekend derude - nu håber jeg at alle tøserne også er B-mennesker lige som mig - så vi kan sove lidt længe søndag morgen!

For jeg skal jo være frisk igen, når det bliver hverdag... 



// Katrine




onsdag den 2. januar 2013

Nytårsforsæt...

Så siger kalenderen 2013 og vi starter på et nyt år. Et nyt år betyder nytårsforsæt for mange. Nu skal man tabe sig, spise sundt, besøge flere venner, være en bedre mor og hvad der nu ellers findes af nytårsforsæt. 
Jeg laver ikke nytårsforsæt, men at tabe sig lidt og spise sundt kommer helt naturligt for mange i januar - og det gør det også for mig. Julefrokoster, mere alkohol, julekager og så lige en nytårsaften med lækker mad, dessert og lige en kransekage på toppen - så er jeg helt naturligt træt af fed mad og godter. Min krop buler sjovt nok også de forkerte steder - men jeg kender også mig selv godt nok til, at jeg ved at det er væk igen om 1 måned.

Min kloge far siger altid: Det er ikke det man spiser mellem jul og nytår der er problemet, men derimod det man spiser mellem nytår og jul! - og det kan han jo have ret i.

Jeg synes nytårsforsæt er gode til 1 ting - at man lige reflekterer over sit liv. Lever man det liv man gerne vil eller er det noget der skal ændres? Jeg synes man burde indføre månedsforsæt i stedet. Stoppe op hver den 1. og overveje om det man gør er rigtigt. Hvad der så er rigtigt og forkert - ja, det er kun dig selv der kan svare på det! 
Nogen gange tror jeg, at vi har en tendens til at være utilfredse med vores liv - og her taler jeg nok mest på kvinders vegne - ligegyldig hvad vi gør, så er det aldrig godt nok. Vi vil gerne have et meningsfuldt arbejde med masser af udfordringer og indhold, vi vil gerne have skønne nemme og artige børn – som selvfølgelig bliver hentet tidligt og går i det rigtige tøj, et lækkert hjem som altid er rent og pænt - selvfølgelig med de helt rigtige møbler, vi vil gerne rejse ud og se hele verden og gerne flere gange om året, vi vil gerne have en fritid med masser af aktiviteter, vi vil gerne spise sundt og dyrke motion, vi vil gerne se vores venner tit, vi vil gerne gå i biografen og til koncerter, vi vil gerne have en fantastisk ægtemand med selvfølgelig masser af kærlighed og sex, vi vil gerne have tid til kærlighedsaftener med den eneste ene (hvis du er gift - håber jeg det er din mand), vi vil gerne have masser af fritid, vi vil gerne se fantastiske ud og gå i det helt rigtige tøj fra bladene, vi vil, vi vil, vi vil...

Jeg kunne blive ved med at remse op - for jeg er ikke anderledes end alle andre - jeg vil også det hele, men jeg ved, at det ikke kan lade sig gøre! 
Jeg kan godt lide at arbejde og kunne ikke trives med at gå hjemme og derfor arbejder jeg. Jeg kan godt lide at se venner og derfor holder jeg hvert år store fester. Jeg kan elsker mine børn - men ved også, at de ikke altid er artige. Jeg kan godt lide motion og derfor prioriterer jeg det. Jeg elsker min mand og jeg er generelt tilfreds med mit liv.
Det betyder ikke, at der ikke er plads til forbedring - for det er der klart - men jeg har accepteret at jeg gør mit bedste. Når man gør sit bedste, så kan man ikke forlange mere af sig selv. Gør du dit bedste, så kan du ikke gøre mere. Døgnet har kun 24 timer. Når du ikke motionen i dag, så var det fordi du skulle noget andet der var vigtigere. Så drop den dårlige samvittighed og lev dit liv som du gør. For jeg er sikker på du gør dit bedste.

Hvis jeg skulle lave et nytårsforsæt i år, må det jo nok være at leve mit liv som jeg gør
- også i hverdagen...


// Katrine