Sælgere og ansatte i bestemte virksomheder forstår at sige goddag - de ved hvor stor betydning det ord har. Det kunne vi andre godt lære lidt af. Jeg er heller ikke fortaler for at man krammer alle man ser - men et godmorgen eller et smil er vel naturligt når du møder nogen på din vej - eller er det? Jeg tror ikke nødvendigvis det er noget vi alle lærer vores børn.
Jeg hørte en undersøgelse forleden dag som påpegede at børn kopierer deres forældre - så hvis forældrene siger goddag og farvel, så lærer børnene det også helt af sig selv. Jeg har de sidste mange måneder lagt mærke til, at det som regel er de voksne der siger farvel og så går børnene med hjem uden at sige noget. Så spørgsmålet er så, hvornår de begynder at kopiere?
Vores lokale skole - Viby Skole - er kendt for mange gode ting og én af dem er at vores skoleleder, som står nede ved lågen hver morgen og siger godmorgen til alle. Hvis ikke børnene siger godmorgen, så gentager han det højt og tydeligt igen - det plejer at hjælpe, men ikke altid. Jeg ser tit forældre der følges med deres børn forbi skolelederen og siger godmorgen - med et helt stumt barn ved siden. Når skolelederen så gentager sit godmorgen til barnet - så er der ingen reaktion. At der ingen reaktion er fra barnet, det er forståeligt, for de har aldrig lært det - men at der ingen reaktion er fra barnets forældre, er mig en gåde - de burde have lært det, eller har de?
Jeg er selvfølgelig meget opmærksom på dette, for selvfølgelig gør han det ikke for sjov - han gør det for at lære os forældre noget. Det er ikke alt vi skal tage på vores skuldre - børn skal også lære at klare sig selv. Der er en grund til de har ben - så de kan gå. Der er en grund til at de har en mund - så de kan tale. Der er en grund til at de har en ryg - så de selv kan bære deres skoletaske.
Vi lærer forskellige ting hjemmefra. Nogle bliver kørt til alt - andre får først lært at cykle selv, når de er 15 år og så går det tit galt - for de har aldrig stået på egne ben.
Vi vil så gerne have vores børn bliver selvstændige - men ofte giver vi dem ikke lov.
Jeg ved, at det ikke er ond mening vi gør det - kender det fra mig selv - jeg vil jo bare gøre det så godt og derfor gør jeg det for dem. Men ofte kan de godt selv. Nogle gange er spørgsmålet så bare om jeg har tålmodighed nok, til at vente på at de kan selv. Nogle gange har jeg - andre gange har jeg ikke, men jeg ved, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste ved at aldrig at øve sig.
En ting jeg ved de kan selv - det er at smøre madpakker. Madpakker er ikke lige min favorit aktivitet, så den opgave har de nu selv fået en gang om ugen. Lige så stille trapper vi det op - for det virker bedst for mine børn.
Hvem hænger jakken op, sætter skoene pænt, rydder op på værelset, hjælper med maden, dækker bord, tager ud, sætter i opvaskeren, smører madpakker, hjælper til i haven...
Er det kun dig eller hjælper dine børn?
Ved godt det ikke bare kommer helt naturligt og uden brok med det samme - men jeg tror ikke det bliver nemmere, end hvis de er 15 år første gang de skal hjælpe til.
Alt det de kan selv, er jeg fri for. De lærer noget og jeg har fri imens.
En win-win og så på en skøn hverdag...
// Katrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar