tirsdag den 10. september 2013

Er du anderledes....

Er du din værste fjende?

Jeg tror vi (nok især kvinder) har en tendens til at altid tro vi er dårligere end vi er. Vi gør det ikke godt nok som forældre, vi gør det ikke godt nok på arbejdspladsen, vi gør ikke nok for vores parforhold. Men hvad er godt nok?

Af en eller anden grund, så tror vi altid, at andre gør det bedre end os selv. Jeg er selv fuldstændig på samme måde. Når jeg henter mine børn lidt senere end jeg plejer og ser hvordan børnehaven er suget for børn lang tid før lukketid - så får man straks følelsen af, at man er en dårlig mor. Hvordan kan næsten alle børn blive afleveret sent og hentet tidligt? Og, nej sådan er det jo slet heller ikke - men det er kun det jeg ser i det øjeblik. Man spejler sig i andre og hvad de gør. 

Lidt ligesom når man går i svømmehallen. Alle andre end mig i svømmehallen er str. 36, med selvfølgelig store fyldige bryster og slanke ben. Og, nej - nu er jeg jo efterhånden blevet lokket med i svømmehallen flere gange (er bare ikke den store vandhund) - og der er faktisk flest helt almindelige kvinder ligesom mig. Der er nogen der har lidt topmave, nogen hvis numse også trænger til et løft, nogen med små bryster og nogen med store. Jeg kan lige så godt indrømme det, jeg kigger på andre og sammenligner med mig selv og jo ældre jeg bliver, jo flere gange jeg ser andre kvindekroppe - jo mere bliver jeg overbevist om, at det er de færreste der ligner dem i reklamerne. Jeg ved det jo godt - men når jeg står hjemme foran spejlet - så har jeg en tendens til at tænke, at alle andre end mig i hele verden har mega lange tynde ben!

Jeg ved det jo godt, når jeg bruger min fornuft - men sjovt nok så er den fornuft nogle gange langt væk. Jeg tror vi alle har en tendens til at tro at alle andre end èn selv er fuldstændig tilfreds med deres liv. Spørgsmålet er så hvornår jeg bliver tilfreds - jeg tror det aldrig. Når jeg først har tabt de kilo der irriterer lige nu - så kommer der bare et nyt mål. Når jeg først er holdt med at råbe (som jeg gør) af mine børn, så gør jeg sikkert noget andet...

Jeg er ikke perfekt - jeg gør bare tingene anderledes end dig. Det gør vi alle. Vi er forskellige. Jeg kender mig selv, jeg kunne måske gøre det bedre - men jeg er ikke sikker, for så ville jeg vel gøre det? Jeg gør hvad jeg kan og jeg tror faktisk ikke andre kan kan leve mit liv bedre end mig selv. Andre kan gøre det anderledes og det er noget helt andet, for vi kan altid lære noget. Jeg lærer af andre, jeg lærer af mine fejl, jeg lærer af mine succeshistorier.

Hvem gør det bedst. Hvem er dommeren? Ja, for mit liv er det mig selv og jo ældre jeg bliver, jo mere hviler jeg i mig selv. Endelig giver det udtryk mening - at hvile i sig selv! For mig betyder det, at jeg gør som jeg gør, jeg lever mit liv helt på min måde - uden at tænke over om andre gør det bedre. Jeg er den jeg er og det er jeg stolt af og hvis du synes noget andet - så er det fordi du er anderledes end mig og det har du helt ret til at være - også på en helt almindelig tirsdag aften....

// Katrine


Ingen kommentarer:

Send en kommentar