Så blev det 2015 og alle plakatsøjler så langt øjet rækker viser billeder af sund mad og toptrænede maver - for nu sker det, nu skal alle have opfyldt deres nytårsforsæt og for mange er det lig med slankekur og træning.
Jeg elsker ordet forsæt - for det betyder man gør noget med vilje og ikke tilfældigt. Man tager stilling til sit liv og overvejer hvad der ville være godt. Men hvorfor er det kun til nytår vi har tradition for at lave et forsæt - det synes jeg er ærgeligt. Jeg ville ønske at alle lavede månedsforsæt, ugeforsæt eller timeforsæt og i al sin enkelhed, går det vel bare ud på, at man hele tiden lever livet med vilje. Gør det man har lyst til og prioriterer det man gerne vil. OG ja, måske gør du det også - så er det bare skønt, men desværre hører jeg også om mange, som er kede af deres liv.
Ked af overvægt, konen/manden, arbejdet, børnene eller hvad det nu må være. Der er absolut intet i vejen med at stræbe efter noget der er bedre - men nogle gange tror jeg også bare man skal være tilfreds. Tilfreds med sig selv og sit liv. Jeg er absolut ikke en af dem der altid er tilfreds - men heldigvis har jeg en mand som er god til at minde mig om at leve livet her og nu.
Et lillle eksempel fra min egen hverdag forleden dag: Jeg skulle ned og prøve nye skistøvler og det er som regel ikke noget mine børn synes er ret sjovt, at vente på - så jeg siger til min mand: Det kunne nu være rart hvis børnene var lidt større, så de lige kunne være alene hjemme nu? Han kigger på mig og siger: Det er da også en god alder de har nu! OG ja lige præcis - det er jo en fantastisk alder de har lige nu, men jeg har også en tendens til at lige stræbe efter det jeg ikke har og når det sker, så har jeg heldigvis en dejlig mand, der lige får mig til at nyde det jeg har lige her og nu.
Kroppen har også stor fokus lige nu. Alle slankebøgerne står på række i den lokale Føtex og ja, jeg ville da også gerne lige veje 5 kg mindre - men det gør jeg altså ikke lige nu. Jeg har med vilje bestemt, at træning de sidste par måneder skulle nedprioriteres pga. mit nye arbejde. Nu er jeg ved at være med på arbejdsfronten og nu kan jeg igen give den gas med træning - ja, man kan jo undre sig over hvor hurtigt man kommer ud af form og bliver lidt deform. Men det hele går jo nok - jeg mener ikke man bare skal smide alt selvkritik væk, men skal vel heller ikke altid stræbe efter topmodellerne. Hvis jeg nu var topmodel, så synes jeg sikkert også at der var en eller anden ting, der altid kunne forbedres - sådan vil det nok altid være, jeg har ihvertfald tendensen til at stræbe efter noget mere og derfor skal jeg med vilje stoppe og og lave forsæt hele tiden.
Når jeg nu nævner topmodel - så kommer jeg til at tænke på Renee Toft Simonsen. Jeg fik hendes biografi i julegave og den er faktisk ret god og fangede mig med det samme. Jeg tror man har en tendens til at tro at alle med succes har haft en nem opvækst, for når det går dem godt - så er det fordi de har haft det nemt. Det er så langt fra tilfældet med Renee, men hun har så bare haft styrke til at det ikke skulle fylde hele hendes liv. På det punkt er vi alle forskellige og heldigvis for det, men kan også nogle gange undre mig hvad det er, der gør at vi har denne styrke. Jeg tror jeg har noget af den selv - ved ikke hvordan den er kommet, men måske tror jeg bare på at jeg er god nok - og dem der ikke synes det, ja - det er jo så deres problem. Det betyder jo ikke at jeg er gået igennem livet uden forhindringer - husker tydeligt mobning omkring manglende udvikling, hvor jeg blev kaldt øgenavne som fugleklat, strygebræt og fladmast. Det var da absolut ikke sjovt og det græd jeg mange tårer over den gang, men der var jo bare ikke rigtig noget at gøre ved det. I dag kan jeg så fortælle min datter, at man ikke nødvendigvis skal ligne Linse Kesler for at have et godt liv. Det betyder ikke at jeg har tænkt at mobning ikke er rart og derfor ikke har drillet andre, slet ikke - og måske har nogle af mine ord gjort andre ondt. Ja, det var ihvertfald ikke med forsæt, jeg var ung og uvidende og troede af en eller anden grund på at det jeg gjorde var rigtigt.
Men hvad er det så der gør at man tror på sig selv - hviler i sig selv og ikke gå ned af modgang eller mobning? Og må man tro på sig selv i dette jantelovs danmark? Jeg ser ihvertfald en tendens til at man tror for meget på sig selv, så meget at man tror, man har lov til at sige lige hvad der passer én og der synes jeg ihvertfald ikke vi skal hen. Empati og jantelov skal følges ad hånd i hånd.
Hvordan gør man så det? Ja, jeg tænker stadig og den dag, jeg ved det præcist - så vil jeg med forsæt gøre det resten af livet. Indtil dag, så prøver jeg mig frem og det gør at jeg har en mere postiv hverdag hver dag end hvis jeg ikke prøvede - for livet er jo med vilje og heldigvis for det...
// Katrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar