Nytårsaften – årets sidste dag og det er tid til fest og farver. Jeg elsker at holde fest og ikke mindst nytårsaften, hvor den som regel lige får en tak ekstra. Maden er lige lidt bedre, hælene bliver lige lidt højere og den får ikke for lidt med guld og glimmer.
Jeg husker tydeligt hvordan jeg for 20 år siden drønede rundt i Magasin lige inden lukketid den 31. december og ledte efter netop det outfit der gjorde mig lige det flottere – de tider er ovre nu, for nu går jeg bare ind på bagerste hylde i skabet og finder som regel et eller andet festligt. Jeg tror nu ikke det er fordi jeg er blevet flottere med årene og ikke behøver nyt tøj, men måske er man bare lidt mere bevidst om at tøj godt kan genbruges. I år bliver det sort – ikke den store overraskelse, for jeg tror det er en farve der passer de fleste kvinder ret godt!
Bordet bliver også mest sort i år. Julekuglerne i loftet er nu omdannet til perler, da de har fået selskab af diamanter. Denne aften synes jeg man skal give fuld gas med bling bling og hvad er bedre end blandt perler og diamanter.
Pynten på bordet bliver også sort. Sorte fjerboaer, lange sorte handsker, glimmermasker og skæg i forskellige afskygninger – godt vi har Tiger-butikken. For ligesom juletræet der kan spises, bliver bordet i år, et bord der kan bruges af alle i selskabet. Lysestagerne er lavet af whiskyglas fra IKEA – som ligner diamanter lidt.
For lige at gøre bordet ekstra fint, er tallerkenerne i år en marmorflise. Mine forældre havde nogle rester stående i garagen og de er ret fine som tallerkner. Jeg brugte dem også til en julefrokost for nylig og det ser ret fint ud. Marmor er jo absolut også en af de ting der kommer voldsomt tilbage indenfor boliginteriør for tiden, så jeg må jo også hellere være med på moden.
Her er et billede af bordet fra julefrokosten, hvor jeg brugte de samme fliser som tallerkner…
Nu har jeg klippet ret meget de sidste par uger og jeg ved at jeg næste år finder på noget nyt – så jeg synes også jeg skulle genbruge lidt. Så da vi skulle på kirkegården her i juledagene tog jeg lidt af julepynten ned og så skrev vi en hilsen på denne julekugle. Det så flot ud ved gravstedet og mine børn var glade for at de var lidt med til at skrive på den – bare en ide, hvis du har det tilgode…
Jeg håber I alle får en fantastisk nytårsaften og vi ses igen i 2014
- håber du får en aften med masser af hygge, dejligt selskab og så lige lidt bling!
Op på hælene, spids læbestiften og så er du godt på vej – Godt nytår fra positiv hverdag hverdag, her på en af årets sidste hverdage…
// Katrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar