Jeg kan huske hvordan min farmor kunne strikke samtidig med at hun så fjernsyn - det har jeg nu altid været ret imponeret af. Jeg er virkelig dårlig til at strikke og min tålmodighed er heller ikke særlig stor - så jeg måtte jo finde på noget. Jeg kan ikke strikke uden at kigge på det jeg strikker - men man kan jo også godt snakke selvom man ikke kigger op.
De andre strikkede store tørklæder og halstørklæder - noget som min tålmodighed ikke helt rækker til. Jeg besluttede mig for at strikke et par bukser til min søn, men da jeg kun har lært at strikke i folkeskolen, var det der med at tage ind og ud - ikke noget der lå lige for. Disse bukser er strikket i ret-strik som 2 ens firkantede stykker. Disse 2 stykker er så syet sammen i det øverste stykke og resten af vejen ned er de syet sammen hver for sig - så det bliver til 2 ben. Derefter har jeg kommet elastik i taljen, elastik i benene og et par lapper på knæene. Så har man et par søde bukser til søde børn.
Mine veninder grinede meget da jeg fremlagde min ide, for de troede ikke helt på ideen, men disse bukser er nu brugt af alle 3 børn - oven i købet med mange positive kommentarer. Jeg elsker strikket tøj til børn og mine børn har gået meget både i veste og trøjer i strik - og heldigvis har de en produktiv farmor på det punkt - for ellers var det nok ikke sket.
Nogle gange handler det om at muligheder fremfor begrænsninger, for man kan hvis man vil - også i hverdagen...
// Katrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar