Samfundet er i dag indrettet sådan at man får mand/kone og børn. Og gud nåde trøste dem som ikke gør det. Flere bliver ligefrem provokeret af det. Jeg vil ikke have børn - den sætning kan få samtlige mødre op af stolen, for selvfølgelig skal man da det. Men hvad nu hvis man virkelig ikke har lyst? Hvad nu hvis man aldrig har fundet den rette at få dem? Hvad nu hvis man ikke kan?
Vi er tit meget hurtige til at spørge:
Har du fundet en kæreste?
Uden at tænke over hvor meget det spørgsmål kan såre den man spørger, som jo nok spørger sig selv om det samme eller bare har valgt at leve alene! Men det siger man ikke højt - for så bliver man mødt med et HVORFOR og så skal man have de gode argumenter klar. For man bestemmer vel selv over sit eget liv?
Skal I ikke snart have børn?
Uden at tænke på om de måske ikke kan, om de ikke ikke vil eller om hun evt. lige har aborteret. Måske vil de slet ikke have børn! For man bestemmer vel selv over sit eget liv?
Jeg kender det fra mig selv - jeg er rigtig god til at stille de forkerte spørgsmål, men lige det med barnløshed og mangel på kæreste har jeg selv prøvet. Så disse spørgsmål venter jeg altid lidt med - for som regel kommer svaret lidt længere henne i samtalen.
Da jeg fandt den rette, havde jeg gået i 3-4 år og ledt efter ham. Heldigt for ham har jeg ikke fortrudt endnu - men jeg kan godt huske hvordan man nemt kan give sig selv skylden for alt og føler sig som en særling ingen vil have. Da jeg fandt Kim ledte jeg ikke, han kom bare tilfældigt med til min egen fest.
Da vi ville have børn kunne vi ikke. Vi blev undersøgt og alt var ok. Efter inseminering af flere omgange, flere aborter og reagensglasbehandling blev jeg endelig gravid. 14 uger før tid gik mit vand en morgen ude på badeværelset. Alt for tidligt. På Skejby spurgte de om de skulle tilkalde præsten - for det kunne være, vi ville have barnet døbt inden det evt. døde. Der blev jeg sur. Nu havde vi brugt 5 år på diverse behandlinger og havde aldrig været tættere på og så ville hun oven i købet tage alt håb fra mig. Præsten blev væk og heldigvis blev Nikolaj derinde i 6 uger og blev kun født 2 mdr. for tidligt. Anna blev også lavet med reagensbehandling og så havde vi de 2 børn, som samfundet ønsker.
Jeg havde i en periode haft det skidt, været træt og følt mig uoplagt. Gik og overbeviste mig selv om, at det nok ikke var noget - men var nok inderst inde bange for, at der var noget galt. En morgen fik jeg kvalme og så faldt ti-øren - jeg var gravid igen. Men vi kunne jo ikke eller kunne vi?
Hvor meget er psykisk og kan man styre det? Der er mange der har de gode svar, om at man bare skal lade være med at tænke på det - så kommer den eneste ene af sig selv. Man skal også bare lade være med, at tænke på at blive gravid - så skal det nok komme af sig selv. Jeg vil give de kloge mennesker ret. For jeg tror også, at man skal lade være med at tænke på det og så sker det nemmere - MEN DET KAN MAN IKKE!!! Er der noget man virkelig gerne vil - så tænker man på det konstant.
Så jeg vil tværtimod sige, at vi andre kan tænke over det. Lad være med at spørge så meget til børn og kærester. Lad være med at dømme folk som vælger kun at få et barn. Lad være med at dømme dem som fravælger børn. Lev dig eget liv. Vi har tit så travlt med at dømme hvad andre gør. Jeg er ikke bedre end andre, men jeg vil nu alligevel overveje mine spørgsmål næste gang - også i hverdagen...
// Katrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar