onsdag den 10. oktober 2012

Så er æblerne klar...

Haverne bugner af æbler og desværre er jeg ikke en af dem med et stort æbletræ. Jeg har ikke en gang et pæretræ længere, det væltede en mørk og stormfuld aften i foråret. Er du selv en af dem som har æbler, er det jo skønt - men er du ikke, så gør som mig. Jeg spørger alle dem jeg ved der har æbletræer, om jeg må komme forbi og tage alle deres nedfaldsæbler - for de er perfekte til gammeldags æblekage. Der bor en ældre dame oppe bag ved mig med rigtig mange æbletræer og jeg tror jeg vil en tur op forbi hende og spørge om jeg ikke skal hjælpe hende af med alle de skønne æbler.




















Gammeldags æblekage er efterhånden gået lidt i glemmebogen - men det er faktisk en rigtig dejlig dessert - og så er den også nem at lave. Jeg laver tit en kæmpe portion og fryser det ned, så er det nemt at tage op hvis der kommer gæster.



Gammeldags æblekage

Æbler skrælles og kernehuset fjernes. Skær dem i mindre stykker og fyld en stor gryde med alle stykkerne. Hæld vand ved (ca. 1/2 liter) og lad det koge sammen til æblegrød.
Vil man ikke have klumper i, kan man bruge sin stavblender til sidst. Jeg tilsætter som regel lidt vanilie/vaniliesukker. Smag selv hvor meget.
Jeg tilsætter ikke sukker, for modspillet mellem de søde makroner og det lidt syrlige grød smager fantastisk.

Afkøl grøden og fyld den i en skål. Makroner knuses og fordeles ovenpå og afslut med flødeskum. 





















Så til denne dessert siger jeg tak til Elsebeth og Steffen for dejlige æbler.

Det smager fantastisk - og serveret på oldemors tallerkner føles det helt rigtigt - også på en hverdag...



// Katrine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar