mandag den 11. juli 2016

Har du det godt?

Har du godt? Dette spørgsmål stiller jeg ofte mig selv – nok lidt for ofte, men det har altid givet mig en god indikator for hvordan jeg har det. 

Jeg bliver påvirket af mange forskellige ting og jeg kender efterhånden mig selv så godt til, at jeg ved når indikatoren nærmer nogle af de dårlige dage – som alle har, så ved jeg hvad jeg skal gøre for at få dem vendt.....og så alligevel – for nogle gange bliver man taget med bukserne nede – det skete for mig for et par måneder siden.

Her var dagene pludselig svære. Selvtilliden var i bund grundet både mangel på arbejde, for mange kilo og alt for meget sukker, som styrede mig i den helt forkerte retning – og sjovt nok, så når man er på den anden side, kan man let se hvad der gik galt. 
For når dagene er svære, så er min reparation sukker. Nok ikke det smarte, for det går ud over vægten og påvirker selvtilliden og pludselig kan man ikke se sig ud ad det igen.

Men nu er det vendt og hvad gjorde jeg så. Ja, nu er det jo ikke nødvendigvis noget der virker for dig, men hvis det kan give dig lidt inspiration til at styre dit eget liv, frem for at lade det sejle, så er her min opskrift....

For det første, så overbeviste jeg mig selv om at jeg nok ikke kan multitaske (selvom det praler vi kvinder ofte med) Det vil sige, jeg kan ikke spise klid morgen, middag og aften, løbetræne hver dag og samtidig finde drømmejobbet.....en ting af gangen!

Jeg startede med at begynde at spise anderledes. Ingen slik, kage og unødvendigt sukker. 3 måltider om dagen og gode solide måltider der gjorde jeg ikke var ved at dø af sult. Da jeg havde gjort det i 4 uger, havde min krop vænnet sig af med sukkertrangen og langsomt fik jeg energien tilbage. 

Denne energi brugte jeg så på at begynde at løbe igen. For mig handlede det om at løbet skulle give mig energi – så jeg løb hen til stadionsøerne, satte mig på en bænk et øjeblik og nød mig selv. Jeg gjorde det – jeg var ude at løbe og det gjorde mig godt. OG ja det var ikke lange ture – men i stedet for at fokusere på hvor kort turen havde været, så fokuserede jeg på at jeg nu var af sted og det gjorde mig godt. Væk med de negative tanker og frem med de positive...

OG virkede det så? Ja, altså nu er der gået ca. 2,5 måned og jeg har nu tabt 7 kg. Kan styre mit sukkerindtag, føler mig bare bedre med mig selv og har fået det gode humør tilbage igen. Drømmejobbet er ikke kommet endnu – men nu har jeg modet til at søge og ser ikke ledighed som en skam – men tværtimod en tiltrængt pause, som gør mig og min familie godt. Jobbet skal nok komme og hver gang jeg tvivler, så husker jeg på min venindes ord: Det er bare fordi du ikke har fundet det rigtige match!

OG ja det er lige præcis som alt andet i livet. Det skal passe til mig og jeg skal passe til dem – ellers vil det ikke nødvendigvis give god mening og livet skal bare give mening for mig. 

Det handler om at nyde vejen frem til dette nye arbejde og det gør jeg virkelig i fulde drag. Lige nu følger jeg et forløb hos Karrierecoach i Viby, hvor jeg har mødt mange nye mennesker som giver mig energi. Jeg bliver nok aldrig god til at gå hjemme for mig selv – jeg skal tale og udfordres og det i sig selv giver mig energi.

Har jeg så lært noget nyt om mig selv? Ja, jeg skal blive ved med at stille mig selv spørgsmålet: Har du det godt? og så skal jeg bare huske at dyrke motion – for de endorfiner hjælper mig for vildt til det gode liv.

Positiv hverdag hver dag er på rette spor – hvad med dig? Har du det godt?


// Katrine



onsdag den 6. april 2016

Er du god til at prioritere?

Prioritering?

Hvad betyder det ord for dig – for mig har det ret stor betydning. Det har det sådan set altid haft både privat og på mit arbejde.

På mit arbejde vidste jeg at jeg ikke kunne nå alt - så det var altid et spørgsmål om at prioritere. Jeg tænker de fleste kan nikke genkendende til følelsen af, at man vil det hele – men simpelthen ikke har råd eller tid til det.

Nogle vil gerne arbejde meget, nogle vil gerne have meget fritid, nogle går hjemme med deres børn i lang tid, nogle har deres børn i institution det meste af dagen, nogle dyrker meget motion, nogle dyrker aldrig motion, nogle er på de sociale medier konstant, nogle er aldrig på de sociale meder, nogle ser ofte TV, nogle fravælger TV, nogle køber økologisk, nogle køber færdigretter og sådan kan jeg blive ved...

Nu er det sat lidt på spidsen – for de fleste af os vil nok lidt at det hele og det er her hvor vi prioriterer! For prioritering er svært. Når du vælger noget til, så vælger du også noget fra. Og vi har generelt kun lyst til at vælge til – det med at vælge fra er sjældent sjovt.

Det sidste halve år har mit hoved været fyldt af mig mig mig! Var det det rigtige at sige min faste stilling op. Hvad skal jeg så. Kan jeg selv eller skal jeg have hjælp. Hvad er det jeg kan. Hvad er det jeg vil. Hvordan hænger det sammen med familien og dem omkring mig.

OG ja – det var det helt rigtige at sige min stilling op – for jeg vil noget andet. Det der nu er svært, det er at forblive kræsen. For det må jeg indrømme – jeg har været kræsen indtil nu. Jeg søger kun det jeg vil og det jeg tror jeg kan fungere i. Alt andet ville være spild af både min og en kommende arbejdsgivers tid (og penge).

Det der så er svært, det er at nyde processen. Men som min veninde sagde i morges: Der er helt sikkert en grund til, at du ikke har fundet drømmejobbet endnu - det er fordi det ikke har været der endnu. Så nyd nu perioden – det er ikke sikkert du nogensinde får den mulighed igen.

Dejligt med et morgenopkald der lige kan få mine værdier på plads! For ja, arbejdsglæde er bare en kæmpe værdi for mig og jeg opnår kun arbejdsglæde ved at søge det jeg gerne vil og samtidig få den tillid og fleksibilitet der gør at jeg og min familie hænger sammen – så er jeg faktisk heller ikke et sekund i tvivl om at jeg vil skabe kæmpe værdi for en virksomhed. Så lige nu går jeg ikke på kompromis og så ser vi hvor længe jeg kan fastholde denne plan. Om ikke andet – så kan jeg læse min egne tanker her og mon ikke det giver lidt stof til eftertanke.

På mit job brugte jeg ofte denne matrix – som tit kan give det overblik man mangler ift. prioritering. Den lærte jeg på et kursus i personlig planlægning for lidt over 3 år siden og den virker for mig – måske virker den også for dig?

Her har jeg prøvet at skrive nogle af mine opgaver ind i den...



















Det der så har været min udfordring indtil nu – det er at jobsøgning haster ikke. Den er vigtig, men heldigvis købte vi hus for 16 år siden og dermed inden krisen, så vores udgifter er meget små. Når den ikke haster, så bliver den heller ikke prioriteret som det første – men den er stadig vigtig, for jeg har brug for udfordringerne. På den positive side giver det mig tid til at finde det rigtige og det er jo også absolut det bedste – men når man som mig, arbejder bedste under deadlines, bliver den underprioriteret.

Ideen med dette værktøj, er at bruge tiden korrekt. Det der ikke er vigtigt og ikke haster skal droppes eller minimeres. Og samtidig får man tænkt over om det man gør er vigtigt eller ej og det kan nogle gange være en øjenåbner.

Jeg vil nu have flyttet jobsøgningen højere op på min prioriteringsliste – for på et eller andet tidspunkt kommer den jo over i HASTER og det er nu ofte bedre at have tid til at lave et godt forarbejde, frem for at haste det igennem. For jeg må jo indrømme at jeg i starten nød at bare gå hjemme og prioritere min familie – men at være hjemmegående for lang tid er bare ikke nok for mig.

Dette har jeg nu fået lavet om - så jeg nu har lavet en plan der prioriterer de forskellige
opgaver der ligger i at være jobsøgende, så vi kommer fra plan til aktiv handling.

Min plan består nu af: 
Netværksdag - gøre mig synlig, opsøge netværk, linkedin om mandagen
Søge opslåede stillinger om tirsdagen
Opdatere ansøgning, CV, research af virksomheder om onsdagen
Søge uopfordrede stillinger om torsdagen
og fredag gør jeg det jeg har lyst til med god samvittighed!

og samtidig kan jeg mærke at motion, mødes med venner og udfordringer gør mig godt og derfor har jeg i disse 2 uger flere sociale ting i kalenderen.

Disse 3 dage har jeg holdt mig til denne plan og jeg kan mærke en markant forskel – pludselig går jeg fra at være jobsøgende fra morgen til aften – til nu at være på arbejde som jobsøgende og ja, jeg kan bare sige – små ting kan skabe store forandringer og den positive hverdag er nu tæt på igen...for man må ikke underkende, at jo bedre man har – jo bedre kan man sælge sig selv!

// Katrine







søndag den 3. april 2016

Ledig - så har man jo fri...

Jeg er stadig ledig, arbejdsløs, jobsøgende, leder efter nye udfordringer eller hvad man nu vælger at kalde det. Lige gyldig hvad man kalder det, så er det en situation som er ukendt for mig – eller ihvertfald den negative del af det – indtil nu.

Jeg har nu været ledig i snart 6 måneder og nu er det faktisk ikke så spændende længere. I starten der må jeg nok ærligt indrømme, der nød jeg at have mere tid om morgenen og at mine børn kunne komme tidligt hjem fra skole og børnehave...men det var også i en periode hvor jeg havde flere projekter i den skolebestyrelse jeg sidder i, samtidig skrev jeg min afsluttende opgave på min uddannelse – jeg følte at min hjerne stadig blev brugt. Disse projekter gjorde, at jeg følte, jeg skabte en værdi for andre og de bidrog til at min hjerne blev holdt aktiv.

Projekter slutter som sagt og pludselig stod jeg i ingenmandsland. Et land jeg aldrig har været i før. Det er der hvor man har masser af tid, men man har intet overskud til at bruge den fornuftigt. Skal man sidde på facebook hele dagen, skal man se TV hele dagen eller skal man søge job hele dagen? Ja ingen er delene er nok ret sundt. Jeg valgte at kigge efter job om morgenen og så igen om formiddagen og så igen om eftermiddagen og så kunne jeg lige skrive en ansøgning om aftenen. Ind i mellem kunne man så spise, handle eller vaske tøj. Dagen efter kunne jeg så være ude ved nogen og det gjorde at jeg fik dårlig samvittighed omkring jobsøgning, så jeg igen sad til langt over midnat og søgte eller undersøgte en given virksomhed. Jeg har nu mærket på egen krop, at dette er ikke vejen til nyt job – for man har konstant dårlig samvittighed og slapper aldrig af. Dem der har prøvet det, kan nok nikke genkendende til mønsteret...

Langsomt går man ned i kadence – man kan ikke tage sig sammen til vasketøjet, maden bliver den nemme udgave og motion kommer man slet ikke afsted til. Det er der jeg er nu. JEG ER BLEVET DOVEN OG JEG HADER DET!!!!

Det giver jo ingen mening, når jeg tænker logisk over det. Når man har arbejde, så drømmer man om tid til sport og læse en god bog og masser af tid med sine børn. Men pludselig havner man i ingenmandsland og så er der ligesom noget der tager over - hjernen bliver simpelthen stresset over at komme fra den ene yderlighed til den anden og selvtilliden får pludselig et ordentlig hak nedad. For kan jeg egentlig noget overhovedet? Det må da være derfor jeg intet arbejde har. Alle andre jeg kender har nærmest et arbejde, så det må jo være mig der er noget galt med?
Disse tanker gør ikke noget godt for selvtilliden og når jeg har det lidt skidt med mig selv, så spiser jeg - så ergo situationen lige nu er:
Jeg dyrker nærmest ingen motion, jeg har konstant dårlig samvittighed over for om jeg søger godt nok, jeg har taget 6 kg på, selvtilliden er i bund og jeg ser faktisk næsten ingen mennesker!!! 

For dem der kender mig – er dette absolut ikke min normale adfærd og jeg må nu også sige, at jeg lærer ret meget om mig selv for tiden. For pludselig kan jeg godt se, at jeg godt kan blive stresset af at ikke lave noget! 
Nu kender jeg heldigvis mig selv ret godt og er ikke på vej til at blive stresset – men hvis jeg lader stå til. så vil det nok komme før eller siden....som sagt så gjort og at skrive dette indlæg, er først skridt på vejen ud af denne tilstand.

Jeg har nemlig bedt om hjælp. Noget der faktisk er svært – men det er faktisk kun mig selv, der kan hjælpe mig ud af denne situation. Forleden var jeg ude ved mit 2. møde med A-kassen og der kiggede hun på mig og sagde: Hvordan går det så? Jeg overvejede et kort sekund at sige: Det går da fint! Men ærlighed er nok bare mig i en nøddeskal, så hun fik hele fortællingen om vasketøjet, manglende motion og dårlig ikke målrettet og effektiv jobsøgning. Og så skete det bedste, for hun sagde at det var helt normalt – tværtimod ville hun have undret sig hvis jeg stadig kunne holde optimismen og gejsten. Bare det at vide, at der er andre som mig, gjorde en verden til forskel!

Og hvad gør man så ved det. Ja, hvis man vil ændre noget – er man nødt til at gøre noget anderledes og som sagt som gjort. I morgen starter jeg på en positiv hverdag hver dag igen - dvs. vi har lavet en plan, min konsulent og jeg. En plan der gør, at jeg nu skal holde fri om aftenen og i weekenden, kun skal søge i en afgrænset tidsinterval hvor jeg så er effektiv og får min hjerne op i gear. Ud over det, så skal jeg gøre noget af det der giver mig energi – og ja, det er så derfor jeg skriver her i dag, for at skrive på denne blog giver mig energi. Det er ligesom om at alle de tanker bliver stærkere når jeg får dem skrevet ned. Det forpligter mere og det er ihvertfald noget af det jeg har brug for lige nu.

Jeg skal ud af den onde cirkel og ind i de positive tanker igen og bare det at genfortælle det her samt tanken om at jeg nu i morgen skal starte på mit nye "arbejde" som aktiv og effektiv jobsøgende fjerner en del af bekymringerne. 

For lige nu er drømmen om det perfekte job der passer lige til mig stadig intakt – vi har bare ikke fundet hinanden endnu. 

// Katrine


PS. Hvis du kender en der kender en, som mangler en ekspert i kommunikation og HR, der gerne vil arbejde med leder- og medarbejderudvikling, kommunikation, forventningsafstemning, værdiskabelse samt arbejdsglæde, så prik mig lige på skulderen...for jeg tager imod alt den hjælp jeg kan få!