onsdag den 6. april 2016

Er du god til at prioritere?

Prioritering?

Hvad betyder det ord for dig – for mig har det ret stor betydning. Det har det sådan set altid haft både privat og på mit arbejde.

På mit arbejde vidste jeg at jeg ikke kunne nå alt - så det var altid et spørgsmål om at prioritere. Jeg tænker de fleste kan nikke genkendende til følelsen af, at man vil det hele – men simpelthen ikke har råd eller tid til det.

Nogle vil gerne arbejde meget, nogle vil gerne have meget fritid, nogle går hjemme med deres børn i lang tid, nogle har deres børn i institution det meste af dagen, nogle dyrker meget motion, nogle dyrker aldrig motion, nogle er på de sociale medier konstant, nogle er aldrig på de sociale meder, nogle ser ofte TV, nogle fravælger TV, nogle køber økologisk, nogle køber færdigretter og sådan kan jeg blive ved...

Nu er det sat lidt på spidsen – for de fleste af os vil nok lidt at det hele og det er her hvor vi prioriterer! For prioritering er svært. Når du vælger noget til, så vælger du også noget fra. Og vi har generelt kun lyst til at vælge til – det med at vælge fra er sjældent sjovt.

Det sidste halve år har mit hoved været fyldt af mig mig mig! Var det det rigtige at sige min faste stilling op. Hvad skal jeg så. Kan jeg selv eller skal jeg have hjælp. Hvad er det jeg kan. Hvad er det jeg vil. Hvordan hænger det sammen med familien og dem omkring mig.

OG ja – det var det helt rigtige at sige min stilling op – for jeg vil noget andet. Det der nu er svært, det er at forblive kræsen. For det må jeg indrømme – jeg har været kræsen indtil nu. Jeg søger kun det jeg vil og det jeg tror jeg kan fungere i. Alt andet ville være spild af både min og en kommende arbejdsgivers tid (og penge).

Det der så er svært, det er at nyde processen. Men som min veninde sagde i morges: Der er helt sikkert en grund til, at du ikke har fundet drømmejobbet endnu - det er fordi det ikke har været der endnu. Så nyd nu perioden – det er ikke sikkert du nogensinde får den mulighed igen.

Dejligt med et morgenopkald der lige kan få mine værdier på plads! For ja, arbejdsglæde er bare en kæmpe værdi for mig og jeg opnår kun arbejdsglæde ved at søge det jeg gerne vil og samtidig få den tillid og fleksibilitet der gør at jeg og min familie hænger sammen – så er jeg faktisk heller ikke et sekund i tvivl om at jeg vil skabe kæmpe værdi for en virksomhed. Så lige nu går jeg ikke på kompromis og så ser vi hvor længe jeg kan fastholde denne plan. Om ikke andet – så kan jeg læse min egne tanker her og mon ikke det giver lidt stof til eftertanke.

På mit job brugte jeg ofte denne matrix – som tit kan give det overblik man mangler ift. prioritering. Den lærte jeg på et kursus i personlig planlægning for lidt over 3 år siden og den virker for mig – måske virker den også for dig?

Her har jeg prøvet at skrive nogle af mine opgaver ind i den...



















Det der så har været min udfordring indtil nu – det er at jobsøgning haster ikke. Den er vigtig, men heldigvis købte vi hus for 16 år siden og dermed inden krisen, så vores udgifter er meget små. Når den ikke haster, så bliver den heller ikke prioriteret som det første – men den er stadig vigtig, for jeg har brug for udfordringerne. På den positive side giver det mig tid til at finde det rigtige og det er jo også absolut det bedste – men når man som mig, arbejder bedste under deadlines, bliver den underprioriteret.

Ideen med dette værktøj, er at bruge tiden korrekt. Det der ikke er vigtigt og ikke haster skal droppes eller minimeres. Og samtidig får man tænkt over om det man gør er vigtigt eller ej og det kan nogle gange være en øjenåbner.

Jeg vil nu have flyttet jobsøgningen højere op på min prioriteringsliste – for på et eller andet tidspunkt kommer den jo over i HASTER og det er nu ofte bedre at have tid til at lave et godt forarbejde, frem for at haste det igennem. For jeg må jo indrømme at jeg i starten nød at bare gå hjemme og prioritere min familie – men at være hjemmegående for lang tid er bare ikke nok for mig.

Dette har jeg nu fået lavet om - så jeg nu har lavet en plan der prioriterer de forskellige
opgaver der ligger i at være jobsøgende, så vi kommer fra plan til aktiv handling.

Min plan består nu af: 
Netværksdag - gøre mig synlig, opsøge netværk, linkedin om mandagen
Søge opslåede stillinger om tirsdagen
Opdatere ansøgning, CV, research af virksomheder om onsdagen
Søge uopfordrede stillinger om torsdagen
og fredag gør jeg det jeg har lyst til med god samvittighed!

og samtidig kan jeg mærke at motion, mødes med venner og udfordringer gør mig godt og derfor har jeg i disse 2 uger flere sociale ting i kalenderen.

Disse 3 dage har jeg holdt mig til denne plan og jeg kan mærke en markant forskel – pludselig går jeg fra at være jobsøgende fra morgen til aften – til nu at være på arbejde som jobsøgende og ja, jeg kan bare sige – små ting kan skabe store forandringer og den positive hverdag er nu tæt på igen...for man må ikke underkende, at jo bedre man har – jo bedre kan man sælge sig selv!

// Katrine







Ingen kommentarer:

Send en kommentar