tirsdag den 19. august 2014

Hvem mon vinder...

Hvis du læste med i sidste indlæg, er jeg nu gået fra ligeglad til absolut ikke ligeglad. Alt det som jeg gerne vil, er nu gået op i en højere enhed – et spændende arbejde som jeg går op i og bliver udfordret ud og samtidig uden at det går ud over familielivet derhjemme.

Lige nu er jeg 2 personer:

Fru Arbejdsom: 
Hende der på arbejde glemmer alt om klokken, tiden går alt for hurtigt og jeg har nu i halvanden uge glemt at ringe til lægen omkring min søns 4-års undersøgelse. Hun henter børnene lidt senere end normalt eller kommer sent hjem og sidder ved computeren og arbejder til midnat hver dag. Glemmer at lave invitationer til min veninde og sover alt for lidt. Rider på bølgen og er høj af udfordringer og rigtig godt tilpas på arbejdet. Føler sig forpligtet til at give den en ekstra skalle og gør det i stor stil.

Fru Familieliv: 
Hende der har styr på alle aftaler. Husker at ringe til lægen. Henter børnene til det tidspunkt hun har aftalt. Glemmer arbejdet og er til stede når børnene er hjemme. Husker at koble fra og ikke arbejde konstant. Husker selvfølgelig at hjælpe veninder med invitationer. Går rimelig tidligt i seng og er frisk og veludhvilet om morgenen. Ved at man ikke kan give den en skalle hele tiden, for så brænder man ud og er så ikke meget værd.


Jeg tror på, at disse 2 skal kombineres for at man har en positiv hverdag hver dag. Spørgsmålet er så bare hvordan? Lige nu er jeg Fru arbejdsom og Fru Familieliv er lidt på standby – men jeg ved at om et par uger, så er jeg nødt til at skifte igen, for ellers tager stress og jag over. Som det er med alt andet her i livet – alt med måde.

Jeg tror på at man skal gribe chancen når den er der og jeg er sikker på at jeg bliver en meget bedre mor, af at en gang i mellem at være Fru Arbejdsom. Det kan jeg ikke være hele tiden og nogle gange kan det være svært at vælge Fru Familieliv til, når der forventes meget af én på arbejdet.

Lige nu er der sket et skift i mit liv, som gør at jeg kan kombinere dem. Jeg har tit hørt kommentarer om at det kan man ikke – men heldigvis så hører jeg ikke efter. Jeg bestemmer selv over mit liv og man kan sagtens være Fru Arbejdsom hvis bare jeg erkender at det er vigtigt at hun også holder fri, så hun ikke går rundt med dårlig samvittighed over at hun ikke er Fru Familieliv. Er der noget vi kvinder er gode til (ved godt jeg generaliserer), så er det dårlig samvittighed. Væk med den og husk du gør det bedste du kan – og hvis ikke, så husk du har altid et valg.

Lige nu har jeg valgt jobbet til, men det betyder ikke at jeg har valgt børn og mand fra og jeg er sikker på at det bliver vildt spændende, udfordrende og fantastisk....og selvfølgelig medvirkende til at opretholde en positiv hverdag hver dag.

// Katrine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar