Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag

onsdag den 24. oktober 2012

Man er vel stadig ung...

Kim havde fødselsdag forleden dag. Min mor havde fået forskellige ønsker og gik ned i Salling for at købe en cykeltrøje. Hun fortalte, at hun skulle købe en smart trøje til en ung mand. Ekspedienten spørger så om hans alder og min mor siger så: Han bliver 39 år!
I kan jo nok selv forestille jer ekspedientens udtryk i hovedet - han valgte ihvertfald ikke at kommentere det.

Man er vel så gammel som man føler sig, eller er man. For jeg føler mig jo ikke ret meget ældre end dem på 25. Føler selv jeg er med på beatet - men kan nu også godt mærke, at der blev kigget lidt sidste gang, jeg var i nattelivet og gik på dansegulvet. Vi følte lidt, at vi var bedstemødre på disko - men bedstemødre kan nu også godt have det sjovt.

Hver fredag kommer der Husk lige Tandbørsten. Jeg husker det tydeligt sidste gang det kom - for det er jo ikke så mange år siden - KUN 17 ÅR. Halvdelen af publikum var stadig i børnehave, da det blve sendt første gang og nu er det min søn der drøner op og blinker med lyset. 

Jeg bliver jo ikke ældre - men alt andet omkring mig gør - måske handler det om manglende selvindsigt. Jeg ved det ikke, jeg ved bare at når jeg ser Amalie eller De unge mødre, så ved jeg jo godt at jeg er klogere - men er det kun alderen der gør mig klogere. For jeg tænker ikke, at jeg var så uvidende den gang - men for at være ærlig, så ved jeg det jo faktisk ikke. Jeg ved dog, at jeg nu ikke er en ung dame, men hvad er jeg så. Kvinde i sin bedste alder er man vel altid?

Vi holdte ihvertfald fødselsdag for en ung mand forleden med både gaver og lagkage. Lagkagen har jeg lavet utallige gange efter opfordring fra min veninde Mette - hun havde et trick til den helt rigtige creme.



Mettes lagkage


Lagkagebunde (hjemmebagt eller hjemmebragt)
1/2 l fløde
1 pk. rutebiler
3 bananer

Pisk fløden til skum. Tag lidt fra til pynt og bland resten med knuste rutebiler. Fordel flødecremen og bananskiver på bundene og afslut med glasur og flødeskum.

Rigtig let dessert og den smager rigtig godt - også på en hverdag...


// Katrine

torsdag den 11. oktober 2012

Hvornår er man normal...

Min søn Nikolaj blev født for tidligt. Egentlig ikke noget jeg dvæler over - og så alligevel. For man bliver konstant mindet om det, hvis man ikke følger normalen. Hvad er normalt. Hvem bestemmer det. Jeg synes min søn er fantastisk. Han har haft mange ting at kæmpe med ift. de bivirkninger der er, ved at være født for tidligt. Men han har kæmpet og vi har kæmpet sammen med ham. Han har gået til motorik fra han var 2 år og det har været rigtig godt og har styrket ham på alle fronter. For han har lidt mange nederlag og selvværdet er derfor ikke det bedste i dag. 

Nikolaj er vild med LEGO. For i LEGO er alle lige. Du kan bygge LEGO på lige fod med alle de andre, selvom motorikken ikke er den bedste. Hans motorik er nu efterhånden ved at være på niveau med andre normale (hvad det så dækker over), men når man har været bagud i mange år, kræver det meget at prøve - for tænk nu hvis de andre griner. Men vi skal vel heller ikke, være lige gode til alt. 

Han har altid skelet på begge øjne og vi skal snart til tjek for en mulig operation. Det generer umiddelbart ikke Nikolaj eller os, men normalen er noget andet. Så vi har taget beslutningen om, at han skal opereres. For tænk hvis vores søn ikke bliver helt normal. Jeg ved godt at det er det bedste, men når jeg ser ham læse - som han jo efterhånden godt kan, selvom han ikke er helt normal - så får jeg igen tvivl. 
For hvordan ser man ud når man er helt normal? Og er normalt godt? Er normalt kedeligt?

Selvom det var onsdag i går - synes jeg at Nikolaj fortjente en kage efter 23 siders læsning, så har du flere æbler du skal have brugt, er denne opskrift god og nem.



Oldemors kage med æbleskiver

2 æg
1 kop sukker
1 kop mel
1 tsk. hjortetaksalt eller bagepulver
2 æbler


De 2 æg røres med sukker, til det er luftigt.
Tilsæt mel og hjortetaksalt eller bagepulver og rør igen.

Hæld dejen i en rund form på cirka 25 cm i diameter.
Skræl æblerne og skær dem i skiver og læg dem ned i dejen og drys med sukker på toppen.

Bages ca. 30 minutter ved 200 grader.


Min mor har altid serveret den med flødeskum eller med cremefraiche rørt med vaniliesukker.






















Denne kage smager fantastisk, men er det nu normalt med dessert - og så på en hverdag...


// Katrine

onsdag den 10. oktober 2012

Så er æblerne klar...

Haverne bugner af æbler og desværre er jeg ikke en af dem med et stort æbletræ. Jeg har ikke en gang et pæretræ længere, det væltede en mørk og stormfuld aften i foråret. Er du selv en af dem som har æbler, er det jo skønt - men er du ikke, så gør som mig. Jeg spørger alle dem jeg ved der har æbletræer, om jeg må komme forbi og tage alle deres nedfaldsæbler - for de er perfekte til gammeldags æblekage. Der bor en ældre dame oppe bag ved mig med rigtig mange æbletræer og jeg tror jeg vil en tur op forbi hende og spørge om jeg ikke skal hjælpe hende af med alle de skønne æbler.




















Gammeldags æblekage er efterhånden gået lidt i glemmebogen - men det er faktisk en rigtig dejlig dessert - og så er den også nem at lave. Jeg laver tit en kæmpe portion og fryser det ned, så er det nemt at tage op hvis der kommer gæster.



Gammeldags æblekage

Æbler skrælles og kernehuset fjernes. Skær dem i mindre stykker og fyld en stor gryde med alle stykkerne. Hæld vand ved (ca. 1/2 liter) og lad det koge sammen til æblegrød.
Vil man ikke have klumper i, kan man bruge sin stavblender til sidst. Jeg tilsætter som regel lidt vanilie/vaniliesukker. Smag selv hvor meget.
Jeg tilsætter ikke sukker, for modspillet mellem de søde makroner og det lidt syrlige grød smager fantastisk.

Afkøl grøden og fyld den i en skål. Makroner knuses og fordeles ovenpå og afslut med flødeskum. 





















Så til denne dessert siger jeg tak til Elsebeth og Steffen for dejlige æbler.

Det smager fantastisk - og serveret på oldemors tallerkner føles det helt rigtigt - også på en hverdag...



// Katrine

tirsdag den 2. oktober 2012

Syltede løg...


Salat og tilbehør generelt er altid mit store problem, når jeg skal finde ideer til aftensmad. Kødet er altid ret let at finde, men tilbehøret skal jo helst være noget alle kan lide, hurtigt at lave og lækkert.

Jeg springer også over, hvor gærdet er lavest en gang i mellem, så vi køber også take-away. Vi er ikke så meget for McD, pizza og burgere, så derfor får vi mad fra MrMums.dk. MrMums.dk kan jeg klart anbefale. De laver hver dag en ny dagens ret og den har vi benyttet os af flere gange. Vi synes det er super lækkert og man sidder ikke med den der flade fornemmelse af friture og fedt bagefter. Til dagens ret kan man vælge salat og i den fik jeg en dag syltede rødløg. Disse syltede løg har jeg så efterfølgende selv prøvet at lave og er kommet frem til denne opskrift:


Syltede rødløg

3 rødløg
1 dl. eddike
1 dl. sukker

De 3 rødløg skrælles, halveres og skæres i skiver. Lægges i gryden med eddike og sukker og koges i 15 minutter. Færdig.

Hæld rødløgene inkl. lagen på glas og luk låget. 
Opbevares på køl når de er afkølet.



















Glassene kan for bedre holdbarhed skylles med atamon. 
Låget fra atamonen fyldes halvt med atamon og hældes i glasset - sæt låget på og ryst glasset, så atamonen bliver fordelt i hele glasset - også på undersiden af låget.
De kan sagtens holde sig i flere uger uden atamon - så hvis de skal bruges hurtigt behøver man ikke at bruge atamon - men de bliver som regel også spist ret hurtigt.



Salat med syltede rødløg

Disse rødløg er så lækre i salat og vores favorit for tiden er denne salat:

Salat (alt kan bruges)
Blomkål i buketter
Mozzarellaost i skiver
Syltede rødløg
Peanuts eller salatmix på toppen.



















Lækkert og nemt for både store og små  - også i hverdagen.


// Katrine

tirsdag den 18. september 2012

Kan man få for mange kys...

Hele familien var i Den Gamle By forleden. En oplevelse som var stor for både store og små. Plakatmuseet er flyttet ind i deres nye afdeling - 1974! Ja, man føler sig nu lige pludselig lidt gammel, når 1974 er en afdeling i Den Gamle By. 
Plakatmuseet er altid interessant for mig, så Nikolaj, Anna og jeg gik en tur derind - pludselig stopper min søn og siger: "Det er det samme tapet som er hjemme på Lukas' værelse" - og ja, man får jo ideer af hinanden og her må man jo sige at Ferm livings tapet er tæt på - flot plakat er det nu!


























Plakat fra plakatmuseet, Aarhus. Lavet at Leo Lin, Taiwan



Efter at have set på gammelt legetøj, prøvet at mure samt kravlet op på toppen af stilladset, var det tid til pause og man kan næsten ikke gå forbi bageren i Den Gamle By uden et KYS!

Kæmpe store kys-kager som smager fantastisk og som er rigtig nemme at lave. Tilfældigvis havde jeg lige 4 æggehvider i køleskabet i aftes – så jeg var nødt til at lave kys - for dem kan man vel aldrig få for mange af. Min mormor lavede altid marengs, så det er altid med hende i tankerne, at jeg bager disse. 























Så jeg vil forsøde hverdagen med et lille kys - håber det smitter...

Du kan downloade opskriften på dette link hvis du også har lyst til kys.


https://docs.google.com/file/d/0B3jhP-e_Ek3GMGN4VGlra2c5WGM/edit

(Hvis linket ikke virker, så send mig en mail...)



Nemt og lækkert på en hverdag - men kan også gemmes til weekenden...


// Katrine