Fantastisk udsigt fra Passo Tonale.
Jeg startede som barn, da vi var på vores første skiferie i Biberwier. Her tog vi alle liften op på toppen den første dag - og så fandt man ud, at det nok er bedst at lære det først - for jeg gik hele vejen ned igen tudende med mine ski i hånden og ville aldrig mere stå på ski. Dumme dänen! Heldigvis kom jeg på skiskole dagen efter og så lærte man hurtigt ordet pflug - oversat til dansk PLOV. Plov er nemlig første skridt i det at stå på ski.
Igennem min barndom har vi været mange steder og jeg har nydt det hver gang. Det at stå på ski fra barn af, er en gave at give sine børn. Her har man let ved at lære og er ikke bange for at falde - for falde det gør alle i starten. Min mand havde aldrig stået på ski da jeg mødte ham - så første år, skulle vi selvfølgelig af sted. Her var vi i Andorra med solskin fra morgen til aften, så det var en god start. Vi besluttede at spare skiskolen - så jeg var lærer i stedet. Første dag tog vi liften på toppen og så tog det cirka 3-4 timer at komme ned den første dag og hold nu op, hvor var han sur på mig. Han taler stadig om, hvordan han aldrig havde haft ski på før og at jeg så bare tog ham med på toppen, uden nogen form for undervisning - men han har aldrig fået undervisning siden og står ret godt på ski i dag - så helt dårligt var det nok heller ikke. Igennem årene har vi været af sted mange gange. Flere gange har vi været Frankrig med busture med Scanski (som nu hedder Danski) og det har fungeret fint, når vi har været os selv. Nu er der jo kommet børn til - så vi startede først på familieskiferie for 5 år siden.
WAGRAIN
Nikolaj var 2 år og Anna var 8 uger gammel. Turen var kør-selv til Wagrain. Her fandt jeg et hotel på nettet, som havde et godt tilbud. Hotellet hedder Wagrainerhof.com
Et virkelig godt hotel med virkelig god mad, når du vælger halvpension og i de sene uger (12+13+14) har de nogle virkelig gode tilbud med gratis liftkort til børn. Hotellet ligger 5-10 minutters gang fra pisterne. 5-10 minutter lyder ikke af meget, men i skistøvler er turen lang for børn - så heldigvis holder der skibus lige udenfor døren. Jeg havde barnevognen med og den kunne lige være i gondolen - så jeg kunne stå oppe i terrænet fra morgenstunden og så indtil kl. 14 - der trængte Nikolaj til en lur. Så kunne farmand lige få et par timer for sig selv på pisterne. Skiferie med små børn er ikke det samme som når man er alene af sted - men er man bare instillet på det, så er det skønt at se sine børn vokse med opgaven. Året efter var vi også i Wagrain - men da jeg blev gravid med Lukas holdte vi lige en pause.
Wagrain er et rigtig godt sted - både til familier og uden. Det er meget let at køre dertil og når du kører fra motorvejen er der kun ca. 10 km. til skibyen - så turen går som regel rimelig hurtigt. Ca. 10-12 timer fra Aarhus. I wagrain er der dansk skiskole. På wagrainerhof er der legerum til børnene.
De har kun værelser hvor alle sover i samme rum - lidt uhensigtsmæssigt, når mor og far ikke nødvendigvis vil i seng på samme tidspunkt, men når vi har rejst mange sammen - har vi lagt ungerne i seng og så har vi holdt afterski på gangen ud for værelserne.
HEMSEDAL
Sidste år fik vi et godt tilbud fra nogle fra vejen. De havde fået et afbud - så der var plads i deres lejlighed i Hemsedal. Her boede vi på Alpin Lodge - som er lige for enden af pisten. Skønt område for børn - og du bor meget tæt på området på Alpin Lodge. Ferie for mig, er at være fri for at lave mad - så vi bestilte aftenpension i restauranten og det var lidt dyrt, men også godt. Hemsedal er meget baseret på hytter og lejligheder, hvor man selv laver mad - og husk at tage maden med hjemmefra, for det er dyrt i Norge. Midt på pisten har de flere små områder med grill og borde stående - så der er også god mulighed for at grille pølser til frokost.
Nikolaj var i skiskole og synes det var super sjovt. Det er første gang han var i skiskole - for de andre år har han været for lille. Den første dag løb jeg ved siden af ham på børnebakken og viste ham hvordan man står i plov - så starten på skiskolen var nemmere.
Anna var også meldt til skibørnehave - hvor de har ski og støvler med - men mest leger det ind. Dette var ikke en succes - hun hylede og skreg 1 time og nægtede at deltage. Dagen efter prøvede vi igen - men hun ville bare ikke. Heldigvis kunne jeg få pengene igen og så måtte vi selv lære hende det i stedet. Hun fik hurtigt lært at stå i plov og så fik hun en sele på. En sele som den voksne holder fast i - sådan at hun ikke kan køre for hurtigt. De sidste dage kørte det super for Nikolaj og Anna var med toppen i selen.
Her kan man selvfølglig sige at det er heldigt vi selv kan stå på ski - for ellers er det ret svært at lære sine børn det. Børn er som regel ikke vilde med skiskolen de første par minutter - men når de først ser hvor sjovt det er - så kører det som regel.
Hemsedal er meget baseret på familier. Bor du på Alpin Lodge er det dyre lejligheder - men de er også rigtig lækre og du bor lige ved siden af liften. Vi boede i en lejlighed med 3 værelser, fælles stue, køkken og 2 badeværelser. Er du meget til øl og afterski - er det ikke her du skal tage til - priserne er så høje. at der er nærmest ingen der drikker øl i baren. Området er stort ift. til Norge og Sverige - men lille ift. Østrig, Frankrig og Italien. Det er rigeligt stort når man er af sted som familie - men nok lige lille nok, hvis man er af sted på egen hånd. Tranporten til Hemsedal er rigtig behagelig, da det er en kombination af færge og kørsel. Vi overnattede på vej derop i Gol - en by meget tæt på med flere hoteller. Alt i alt et rigtig godt sted for børnefamilier.
PASSO TONALE
Udsigten fra hotelværelset i Passo Tonale.
I år har vi været i Passo Tonale i Italien. Denne gang kørte vi også selv. Jeg fandt et hotel på nettet. Hotel La Torreta med halvpension, som er et fint hotel med en rigtig god placering tæt på pisten. Maden er fin - men den er italiensk - så der er meget pasta og ost og ikke meget tilbehør. I kælderen har de lækker Wellness som alle over 16 år kan benytte for 3 euro. Vi havde en lidt sjov indkvartering - for hotellets kvindelige ejer er arrogant og ikke særlig serviceminded, men når man ved det, er det ikke noget problem - så det er absolut et sted jeg vil anbefale.
Lukas på ski i sele
Når man lige trænger til en is - så er de gratis og lige foran.
Til gengæld er hendes søn Luca virkelig sød og serviceminded. Det er ham man bestiller hos og har mailkorrespondance med - for han er den eneste som er god til engelsk. Luca er også skilærer - så vi bookede ham til Nikolaj og vores venners søn. De skulle så have 2 timer hver dag i 4 dage. Jeg overvejede skiskole til dem - men det var næsten lige så dyrt og man kunne kun få dansk skilærer hvis man har bestilt sin ferie ved de bureaer der tilbyder det. Luca sagde, at de skulle se efter hvad han gjorde og så skulle det nok gå - og her må jeg give ham ret. Nikolaj har så efterfølgende fortalt, at på et tidspunkt kørte Luca baglæns for at kigge på dem - og da jeg jo netop havde fortalt Nikolaj, at han skulle gøre det samme som Luca - vendte han sig også om og kørte baglæns - det fik Luca hurtigt forklaret, at det ikke var meningen - men sjovt, for børn tager alting bogstaveligt!
Det var super godt og Nikolaj og Emil blev virkelig gode til at stå på ski. Sproget var slet ikke noget problem og drengene synes det var super sjovt. Vi købte 12 timer ved Luca for 400 euro / 3000 kr. De 8 timer brugte de 2 drenge. 2 timer til 4 personer i almindelig alpin og 2 timer for 3 personer i Offpiste. Luca er Maestro di sci - så han ved helt sikkert hvad han laver. Han står normalt for at træne skilærere og derudover er han freerider og medlem af sikkershedsudvalget - så han går meget op i sikkerhedsudstyr. Kim, Victor og Peter var med på Offpiste-turen og inden turen fik de 1 times undervisning i sikkerhed, søgning med sonde med mere. Luca er yderst kompetent og kan varmt anbefales, hvis man lige trænger til at få pudset stilen af eller bare har lyst til en stor oplevelse i Offpiste.
En kop varm kakao er altid godt midt på formiddagen.
Anna nægtede igen at komme på skiskole, så hun stod med mig. Efter 2 dage drønede hun i fuld fart ned af bakkerne - så hun er allerede nu en fartdjævel. Lukas fik sele på og så stod han også ned af pisterne. Lukas er 2,5 år - så jeg havde ikke regnet med at han kunne stå i selen - men børn kan mere end vi tror, seje knægt. Han fik nu også en hel del opmærksomhed når han stod i liftkøen. Det kræver lidt benmuskler at stå med en i sele en hel dag, men det er også det hele værd. Hver dag kl. 13-14 gik Anna, Lukas og jeg hjem på hotellet, hvor Lukas fik en lur og Anna så film. Så kunne Nikolaj og Kim stå på ski og udforske de røde og sorte pister i stedet.
Jeg vil absolut anbefale Passo Tonale. Området er super godt til familier og nybegyndere, da mange pister og lifter starter og slutter på en lige strækning - så det er nemt at finde rundt. Har man brug for mere udfordring kan man tage højere op i terrænet eller tage videre over i Ponte Del Legno som hænger sammen med Passo Tonale. På vores værelse var der plads til 4 - det vil sige at der var 2 separate værelser med en dobbeltseng i hver og på det ene værelse, var der udover sengen, en tremmeseng til Lukas. Det var luksus at kunne putte ungerne i seng og så lukke døren - og så kunne vi have vores eget værelse for os selv.
Skiferie er ikke billig ferie - så jeg prøver altid at få et billigt sted. Denne tur i Passo Tonale kostede ca. 14.000 for hotellet med halvpension for os alle 5. Liftkort koster 1500 kr. pr. voksen (børn under 8 år er gratis) og så skal du ligge benzin til. Når man tænker på at dette er uge 7, er det faktisk én af de billigere ture ift. den gode kvalitet. Turen derned tager ca. 14-16 timer fra Aarhus - hvis du vel og mærke undgår kø. I år var vi uheldige og vores bil gik i stykker på vej hjem - så vi tog 18,5 time om at komme hjem, men hjem kom vi da.
Afterski til børn - burger og slikkepind.
Skiferie med små børn er meget anderledes end når man selv er af sted. Man kan ikke rigtig regne med selv at få stået ret meget på ski - men jeg ser det som en investering, for om få år kan vi alle stå sammen. Og nej det er ikke koldt - for du er klædt på til det. Der kan selvfølgelig godt være dage, hvor frosten bider lidt i kinderne - men det er der hele værd. Vi tager som regel sydpå - da du tit er mere sikker på sol og knap så meget kulde. Tager du til Norge og Sverige kan der være meget koldt først på sæsonen, men igen det er vejret vi taler om - så ingenting er sikkert.
Udstyr kan være én af de ting som nogle gange afholder folk fra at tage afsted - for det kan være en dyr affære hvis alle skal have nyt tøj inden turen overhovedet er gået i gang. Vores børn har det samme på som de har i danmark. Skiundertøj har de ikke. De har strømpebukser (samt joggingbukser hvis det er koldt), trøje og fleecetrøje på under deres flyverdragt. Min største dreng har jakke og overtræksbukser på og indenunder har han et par leggings på i en grå farve - men sig endelig ikke til ham at det er leggings, for jeg kalder dem skiunderbukser. Alle børn bør have et par skibriller - både med sne og kulde, men også mod den stærke sol - for når først solen skinner ned i sneen, er der stor risiko for at blive blændet hvis ikke du har briller på. Skistrømperne er også vigtige, da det er vigtigt der ikke kommer en kant nede i støvlen - så strømperne skal være lange og varme.
Ski, støvler og hjelm lejer vi til børnene. Kim fik ski sidste år og jeg har aldrig fået købt nogle - så jeg lejer hver gang. Det koster ca. 500-700 kr. at leje voksenski i 1 uge.
Støvler har både Kim og jeg - for det er nu rart at have sine egne. Husk når du kommer hjem, så må støvlerne gerne stå på radiatoren i flere dage, så de er helt tørre inden de bliver pakket væk - ellers kan skum og polstring gå i opløsning - taler desværre af erfaring.
Blebørn kan da godt være træls, når der er 15 graders kulde og intet sted at pusle, men det er ofte ikke noget problem. I år havde jeg en rygsæk på med en ekstra ble og jeg fik ikke brug for den en eneste gang - så nogen gange er tanken nok værre end selve virkeligheden.
Træning er ikke et must - men når du skal køre med børn i sele, er det nu rigtig rart at du har lidt benmuskler. Lidt fortræning gør også, at du bliver knap så øm om aftenen.
Ferie er altid dyrt - men det kan også gøre væsentligt billigere. Nogle af vores venners venner tager hvert år til Berctes garden i Tyskland og der kan de komme ned for 7.500 kr. for 2 voksne og 2 børn inkl. mad og liftkort. Her kræver det så, bare at man skal køre lidt til pisten. Min erfaring er, at så længe børnene er små og skal sove til middag, er det rart at hotellet ligger tæt på, så det er nemt og hurtigt at komme hjem for den ene part. Jeg har tidligere ladet mine børn sove i barnevognen på pisten - men i år, var min datter også mør om eftermiddagen - så det gav bedre mening at gå på hotellet.
Børn kan godt lide at lege med andre børn, så ligesom alle andre ferier er det dejligt at have nogle jævnaldrende med, som man kan lege med og være i skiskole med. Man lærer nu også hurtigt de andre at kende på en skiskole - men i vores tilfælde i år, var det rigtig rart at Nikolaj havde en ven med, da de nu fik privatundervisning.
Jeg håber dette er givet dig lidt inspiration og tips til at tage børnene med. Har du allerede været af sted med dine børn - så ved du jo hvad jeg taler om - men mangler du lige det sidste, så spring ud i det. Det er skønt at lave noget aktivt med sine børn, men pas på - det kan være du kommer til at grine og have det sjovt...
Har du selv nogle tips og tricks til gode skisteder med børn - så skriv endelig. Jeg har selv ledt efter erfaringer på mange forskellige blogs og nu er tiden kommet til at jeg vil dele mine erfaringer med dig. Mangler du information om en given skidestination, så prøv at kigge på skisport.dk - en rigtig god hjemmeside, hvor du kan søge meget information.
Tips og tricks fra en skiglad kvinde, med en skiglad mand og skiglade børn og så oven i købet skrevet på en dejlig hverdag efter en dejlig skiferie...
// Katrine