mandag den 19. november 2012

En overraskende by...

Hamborg – byen du som regel bare kører igennem – men den er meget mere end det. Jeg kan mærke at det er lang tid siden jeg har været på storbysferie, så hvis jeg nu skriver om tidligere oplevelser – kan det være det hjælper lidt på længslen.

Jeg havde lige været i London med min veninde og vi havde været så trætte af, at vi ikke kunne købe møbler med hjem fra Habitat – for Ryanair er ikke lige dem man har overvægt hos – så vi besluttede os for at køre til Hamborg og shoppe i bil året efter.

Min veninde Stine havde fortalt mig om Hamborg som en oplagt by til shopping og nu ville jeg selv prøve det. Jeg var på barsel og Lukas var 10 uger gammel, så han var nem at have med i barnevognen. Min veninde Karina, bettemand og jeg kørte lørdag morgen kl. 8 og 3 timer senere var vi i Hamborg – og selvfølgelig var første stop på vejen Habitat. Habitat har 2 butikker i Hamborg – den ene inde i midtbyen på NeuerWall og den anden nede ved havnen har parkering lige ved døren. Vi parkede lige udenfor butikken og kunne handle samt fylde det i bilen med det samme – dejligt nemt.

Bagefter kørte vi ind til byen og spiste frokost og shoppede hele dagen – for butikkerne lukker først kl. 20 i Hamborg om lørdagen. Vi kørte hjem igen efter aftensmaden og var hjemme i Aarhus igen sent om aftenen. Dejlig tur og meget billigere end at køre til København, da man er fri for broafgift. 





















Jeg har efterfølgende været der igen med 3 andre veninder hvor vi tog af sted fredag eftermiddag og boede på 4 mands værelse på Hotel Meininger. Hotellet var meget billigt, så jeg var lidt nervøs for hvad vi kom frem til, men hotellet var så fint og vi gav kun 1600 kr. for værelset for 2 overnatninger – så det var billigt. Hvor var det bare hyggeligt at sove 4 veninder sammen – det er jo efterhånden ikke noget man gør særlig tit. Denne gang var vi også rigtige heldige med vejret og spise frokost nede ved kanalen i det skønneste solskin og shoppede resten af dagen. Lørdag aften skulle vi ud og have drinks i byen og min veninde Helena havde anbefalet EAST – og jeg må sige det levede fuldt op til forventningerne. Et super fedt sted og jeg ved fra andre, at maden og hotellet også er helt fantastisk. Husk at tage elevatoren op til VIP – hvis du får lov at vagterne.

Hamborg er et billigt alternativ til London, Berlin eller Paris – hvis ikke lige pengene rækker til den helt store ferie. Det eneste man så skal huske på – også lige en reminder til mig selv – er at det ikke er let at bytte sine ting, når er købt langt væk. Da Karina og jeg kom hjem med vores borde fra Habitat i Mushroom farve – så vi jo var overbevist om var HVID – fik vi en overraskelse. Jeg kan her løfte sløret for, at Mushroom er ikke hvid – de var beige! Så de krævede lige en tur til autolakeren – men en god tur, det var det nu alligevel.


















Så næste gang du synes du trænger til lidt luftforandring – så prøv Hamborg – og du kan sagtens nå det på en hverdag...


// Katrine



Links til Hamborg


Shoppingguide – under Guides Hamburg kan du downloade dem som pdf

Ingen kommentarer:

Send en kommentar