Viser opslag med etiketten Kreativ for en dag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kreativ for en dag. Vis alle opslag

fredag den 6. december 2013

Så er det december...

Så er det december og jeg vil sige med det samme, jeg elsker december. Jeg elsker jul og alt hvad der har med jul at gøre. Jeg elsker alle de kreative ting som jeg får lavet i denne tid - for nu er der deadline på, og så får jeg det lavet!

Jeg ved det er december, når min datter den 1. december slog øjnene op og sagde: Hvorfor er der ingen sne, mor? 

Jeg ved det er december når kalenderen er fyldt med julearrangementer. 

Jeg ved det er december når man skal have julesok med i børnehaven og julepakke med i skolen og der er julebanko nede ved spejderne. 

Jeg ved det er december når vi har flere tømmermænd og ungerne får lov til at se fjernsyn i uanede mængder - når bare vir får ro.

Jeg ved det er december når julemusikken vælter ud af højtalerne.

Jeg ved det er december når mine børn er hurtigt ud af sengen hver morgen, da de skal åbne julekalender.

jeg ved det er december, når jeg næsten har nået kvalmegrænsen af fester af den ene eller anden slags - men julen er også den højtid hvor vi ser hinanden. Vi prioriterer hinanden og vi spiser til den store guldmedalje og det er så dejligt.

Jeg elsker det og nogle gange hader jeg det. For det er det det er: Mange hyggelige ting på alt for lidt tid og så bliver det lidt presset - men også hyggelig hyggeligt! 

Forleden dag skulle min søn og datter have en julesok med i børnehaven. Annas julesok kunne jeg godt finde - det var straks værre med den til Lukas! Hvis man ikke har en sok, må man jo lave en og som sagt så gjort…

Denne har jeg foldet af noget gaveppair - en sjov ide til pakkeleg eller andet, når man nu lige står og mangler en sjov indpakning!


























Jeg ved det er december når min to-do liste af kreative projekter er meget meget lang. Lige i dag står der: pynte op til jul indenfor (ja, det har jeg ikke nået endnu. Så det vil jeg få aftenen til at gå med, nu hvor min søn ikke skal  køres til spejderlejr alligevel (han har fået en dejlig maveinfluenza).

Udenfor hang jeg lyskæder op forleden, samt udhulede en gammel lettere rådden træstub, så jeg nu har en træstub med plads til lysestager og det ser så hyggeligt ud, når altså lysene ikke bliver blæst ud af Bodil.






















Positiv hverdag hver dag er tilbage i næste uge, muligvis med billeder af julepynten, som jeg tror bliver sort og kobber i år - men man ved aldrig med mig, jeg kan nå at skifte mening mange gange endnu….også på en hverdag…

// Katrine


fredag den 23. august 2013

Jeg keder mig....

Jeg keder mig - er et udtryk min datter ofte bruger.

Det er sundt at kede sig - er det ikke sådan man siger, eller: Kloge mennesker keder sig aldrig - men der er også en grænse for kedsomheden (eller hvor mange gange man som forælder kan holde ud, at høre på sætningen: Jeg keder mig)- så nogle gange må jeg træde til og hjælpe lidt.

For ikke så lang tid siden sejlede vi til Mårup havn på Samsø - en lille havn med kiosk, restaurant og et gyngestativ. Intet andet. Heldigvis kunne vi leje cykler - for når vi var i havnen - så kom det hurtigt fra min datter: Jeg keder mig...

Og ja - jeg må give hende ret - det er kun sjovt at fange krabber i 4 timer i træk, så trænger man til noget andet at lave....så vi gik en tur på stranden. Anna elsker sten - det gør de fleste børn nok, men jeg må jo indrømme at jeg er lidt træt af at sige NEIIHH og IIHHH DEN ER FLOT - hver gang mine børn viser mig en sten.

Så jeg fandt på en ny leg. Legen hedder Stenleg - meget originalt navn - men nogen gange skal man bare kalde det det, det er...(den skarpe læser ville her ligge mærke til, at der stod DET 3 gange i træk) - en leg med sten!

Stenleg er faktisk meget nemt. Man finder nogle sten på stranden som ligner et dyr og så skal de andre gætte hvad det er for et dyr. Lidt sjovere end kun at koncentrere sig om, om den er flot eller ej.

I kan jo prøve at gætte med her:
























HINT: Den er med i en film der hedder Free Willy























HINT: Den kan som regel ikke lide katte  og lige her fløjter den vist efter sin ejer...























HINT: Det er hovedet af en fugl som rimer på bjørn



Så næste gang du går en tur på stranden - så prøv det, det er faktisk utroligt hvor hurtigt man finder nogle sten, som ligner et eller andet - og ja, jeg må faktisk og tage hatten af for min søn, for han gættede nærmest samtlige 20 sten vi fandt...
























Sejle er dejligt (tænk at jeg skulle sige det, men jeg har det faktisk fint med at sejle nu - hvis du ikke forstår hvad jeg mener - så klik HER) - men det kan jo også være lidt kedeligt nogle gange, så fantasi skal der til – også på en hverdag...


// Katrine

torsdag den 4. juli 2013

Det var jo lige det jeg manglede...

Mine børn er ved at blive store. Store og store er måske så meget sagt, men den mindste blev 3 år i lørdags - så nu er det snart slut med puslebordet. I 8 år har vi skiftet ble - ja, tiden går og bleerne består - men nu skal det være slut!

At blive 3 år er også farvel til tremmesengen. Han kunne egentlig sagtens være i den i mange år endnu - da den kan skubbes fra hinanden og blive længere - men hans mor kunne ikke stå for et godt tilbud, da Nikolajs klassekammerat skulle have ny seng og jeg blev tilbudt den gamle.




















Sjovt som man kan blive knyttet til en ting. Denne JUNO-tremmeseng ledte jeg efter med lys og lygte for 7-8 år siden - og fandt endelig én, der var til at betale sig fra på den Blå Avis - så vi måtte til Aalborg og hente en gammel skrammelseng til flere tusind kroner. Ja, jeg var ikke helt populær da min mand så sengen og hørte prisen - men jeg ville bare have lige præcis denne seng. Heldigvis har jeg en mor som er skrap til at male og hun malede og sleb i flere uger og så blev den bare så fin. 

Nu har alle mine 3 dejlige unger sovet i denne seng og nu er tiden kommet til at den skal videre - eller er jeg nu klar til det! Nej, det er jeg nok ikke helt endnu - skørt som man kan have et tilhørsforhold til en seng! Heldigvis har min veninde lige reddet mig på målstregen - for hun skal føde om 4 uger, så jeg har overtalt hende til at hun kan låne sengen, så lang tid hun vil - bare jeg får den tilbage igen når hun ikke vil bruge den mere. Min mor har gemt min gamle tremmeseng og den sover Lukas i, når de overnatter hos dem. Jeg synes det er så skønt og håber det samme sker med denne seng.

Lukas har til gengæld fået denne skønne seng på værelset - så han er glad, og heldigvis er moderen også, for jeg indrømmer det blankt - det er ikke hvad som helst der kommer ind af møbler på deres værelser - mor har altid en finger med i spillet i dette hus...





















En ny seng ind - gør at man må flytte lidt rundt på møblerne og pludselig var der ikke plads til den lille skrivebords-skænk. 
Tænke tænke tænke og så fik jeg en fantastisk ide! Noget jeg har drømt om siden mit skrivebord blev ofret ift. legeværelse for 8 år siden - mit eget lille skrivebord. Der er ikke meget plads omkring - men nu er dette hjørne mit – adgang forbudt for børn (og mand). Her kan jeg sidde og nusse, tegne, læse og få inspiration – og er jeg ikke lige færdig, så kan jeg lade det ligge - for det er mit og kun mit! Jeg kan rode alt det jeg vil!
Jeg har lige sat det på plads her til aften og jeg er sikker på at kreativiteten vil flyde herfra. I skufferne har jeg nu alle min papirprøver, rødfolie, blybogstaver, stempler - ja, alle de ting som er stablet ind bagerst i et hjørne af skabet og som jeg helt glemmer eksisterer. Mine ting er kommet til live og jeg er så glad.

























Her kan jeg stille alle de ting, som jeg snart ikke har plads til i vindueskarmen – men som jeg alligevel bliver ved med at ønske mig. Kruset fra Designletters fik Lukas i 3 års fødselsdagsgave, men han opdager nok ikke, at hans mor har lånt det lidt. Lysestagerne er fra Kähler og dem har jeg lige fået i stedet for en helt speciel stegepande, som du kunne læse om i et tidligere indlæg. En lille bakke fra Hay, kort fra EAMES, postkort fra Bob Noon, en lille kobberskål, små kasser fra Pantone, en gummivase fra Normann og min dejlige værktøjskasse. Ja, desværre kan der ikke være mere – så min nye vase fra Housedoctor, min K-tallerken fra Designletters samt den fine skål fra Liebe som jeg også har fået i gave må vente lidt. Hver ting til sin tid – og mon ikke jeg skifter lidt ud, jeg skulle kende mig selv dårligt hvis ikke...


Når jeg så vender mig om – så står en af min absolut favoritter i dette hus – min bogreol. 

























Den er fyldt med bøger om design, indretning og arkitektur. Da vi for år tilbage havde mulighed for at få SP-penge tilbage - der brugte jeg rub og stub på denne reol fra MDF Italia, og det har jeg ikke fortrudt et sekund. Jeg nyder den hver dag og elsker dens design og lethed (selvom den er megatung). Så mit nye hjørne er overfor mit andet favorithjørne – der er simpelthen ikke et øje tørt.

Min mand er flere gange blevet slæbt med til små byer – fordi jeg lige havde set noget på den blå avis som jeg lige skulle kigge på. Han har rystet på hovedet, når jeg har købt gamle stole til KUN 250 kr. – men når stolen er en Arne Norell safaristol, så synes jeg at jeg har skudt papegøjen. Vi har hver vores interesser – en af mine er møbler, design og indretning og den har nok været gemt lidt væk senere år pga. børn og mangel på tid.

Nu er den kommet frem i lyset og det har mit nye hjørne hjulpet med. Jeg tror der bliver rigtige mange positive hverdage i dette hjørne – faktisk kan min fingre slet ikke lade være, så lige nu er jeg i gang med denne...

























Håber du får tid til dine interesser – det giver energi og glæde og selvfølgelig er det medvirkende til, at min hverdag bliver positiv hver dag...


// Katrine

tirsdag den 18. juni 2013

Hellere lidt for meget end lidt for lidt...

Så er eksamen ovre og jeg fik 10 for den fortrinlige præstation. Fortrinlig - det ord kunne jeg godt vænne mig til!. Nu er det 20 år siden jeg sidst har været til mundtlig eksamen på den måde på 1-årig HH og HF, så jeg var faktisk ret stolt over mig selv og nerverne holdt jeg faktisk rimelig i ro. Jeg var ikke nervøs inden - men jeg talte som et vandfald inde til selve eksamen, så jeg var nok lidt nervøs alligevel. Kommentaren fra min underviser var: „Jeg har egentlig aldrig lagt mærke til hvor århusiansk du taler“ og ja, det kan jeg jo kun give hende ret - jeg taler rigtig rigtig meget århusiansk. Svært andet, når jeg nu er født og opvokset i netop Århus med Å!

De var vilde med mine visuelle noter. Ville vide hvor jeg havde fået inspirationen fra, så det var nok ikke helt dumt med lidt anderledes noter – når nu størsteparten af de andre havde lavet powerpoint-præsentationer. Nu skal jeg aldrig sige aldrig - men jeg tror aldrig powerpoint vinder indpas hos mig. Jeg tror hellere jeg skal bruge mit talegen, som måske nogle gange er lidt for meget - men det kendetegner nok også mig:
Hellere lidt for meget end lidt for lidt...

De eksamener man er til på Grafikeruddannelsen er mere praktiske, så jeg var faktisk ret spændt på hvad de forlangte her. Jeg kan godt lide konceptet eksamen - man skal bevise at man kan noget og man får det største kick, når man kommer ud på den anden side. Nu var det her jo en selvvalgt eksamen - så mit udgangspunkt er selvfølgelig klart anderledes end det var i 9. klasse, da min veninde og jeg var til fysikeksamen. Her fik vi også 10 - det var så bare tilsammen!

Denne eksamen var for mig, bevis på at jeg er god til noget - noget helt nyt! Den giver mig mod på at fortsætte, for så er jeg nok ikke helt så dum, som man nogle gange får overbevist sig selv om.
Når man har haft det samme job i mange år og har været på barsel 3 gange i denne periode - så er det jo ikke fordi hjernen bliver udviklet til ret meget! Om ikke andet så lærer man hvad god planlægning betyder...

Og jo jeg har været på rigtig mange kurser de seneste år - man lærer også en masse, men der rejser man sig bare og siger tak for denne gang. Der kræves ikke noget af dig som person - udfordringen er bare at møde op!

Denne eksamen var en udfordring for mig selv. Kunne jeg læse (og ikke bare i sengen, som jeg plejer), lære, huske, gengive og samtidig klare alt det andet som jeg plejer (arbejde, børn, venner, oprydning, madpakker, vasketøj med mere). Eksamen var også en mulighed for at sætte mig ind i grafisk facilitering – noget jeg har haft lyst til i lang tid, men det er kommet bag i køen af alle de andre gøremål og nu kan jeg slet ikke stoppe igen - så her er min proces...






















Lidt sjovt og så tager det max 2 minutter....

Hvor er det bare fedt, at give sig selv en udfordring - eksamen var nok egentlig ikke den største udfordring. Den største udfordring var at melde mig til – for har jeg først meldt mig til, så ved jeg at jeg nok skal komme igennem, koste hvad det vil...
Udfordringer udfordrer mig. Når jeg bliver udfordret udvikler jeg mig. Når jeg udvikler mig bruger jeg hjernen. Min hjerne har godt af at blive brugt - udfordrer du din?

Eksamen er overstået. Jeg er på den anden side og jeg har det fantastisk og så oven i købet på en helt almindelig hverdag...


// Katrine




fredag den 14. juni 2013

Eksamen...

Jeg har taget fri i dag. Jeg har eksamen på mandag og nu er det ret mange år siden, jeg sidst var til eksamen - så jeg havde brug for lidt ro til at forberede mig....

Når jeg tænker på ordet: EKSAMEN, får jeg indre billeder af Ramasjangskolen, som danser ned igennem gangen, men jeg er ikke helt sikker på det bliver så festligt – men nu har jeg ihvertfald forberedt mig på en mere festlig og sjov måde...

Alle de kurser jeg har taget de sidste par år - har ikke krævet andet end at jeg mødte op, så lige pludselig skal jeg tage mig sammen - for nu er det alvor! Mærkeligt nok, så har jeg det helt fint med det. Jeg er egentlig ikke nervøs for eksamen. Måske er det min erkendelse af, at der er værre ting i verden end denne eksamen, eller også kommer nervøsiteten først lige før jeg skal ind – det må tiden vise...

Måske kunne jeg også danse ind, mens jeg nynner: De de dee de de, de de de de og danse a la Jacob Riising? Eller måske ikke...

Jeg har det sidste halve år været ret fascineret af grafisk facilitering. Grafisk facilitering er et referat – bare med tegninger i stedet for ord. Her foregår det direkte mens man holder mødet og tegneren skal være ret skarp på at lytte, reflektere, sortere og tegne. Jeg tager hatten af for de gode tegnere, for det ser vildt godt ud og for en meget visuel type som mig selv – er det fantastisk. Jeg skulle have været på et kursus i dette, men desværre måtte jeg melde afbud pga. en rund fødselsdag – så er det jo heldigt at vi har youtube og Google, og så min vilje der siger: Når andre kan – så kan jeg også!
Her er blandt andet en af de videoer jeg har afluret lidt fra: 7 elements to graphic facilitating

Og som sagt så gjort - i dag har jeg lavet noter a la grafisk facilitering til eksamen. Jeg kunne også vælge at lave det i Powerpoint eller noget lignende – men jeg tror mere dette er mig. Sjovere og lidt anderledes - det passer nok meget godt på mig!

Lige en sidebemærkning:
Bruger du tit Powerpoint - så kan jeg kun anbefale at skifte til PREZI. Du kan bruge det gratis med offentlig tilgang - dvs. at alle kan se dine præsentationer - så hvis du bruger den gratis udgave, skal du lige overveje om det er noget offentligheden må se. Det er meget nemt at bruge og det har nogle effekter, som Powerpoint slet ikke kan hamle op med – så dine præsentationer bliver lige 50% bedre. Kig især på zoomfunktionen. Læs mere her: PREZI.com

Hvad siger du? Hvad ville du helst foretrække – et skrevet referat eller en tegning a la denne? 




















Og nej, jeg er ikke god til at tegne – dette er noget som alle kan. Selvfølgelig er der nogle som er bedre til at tegne end andre, men hovedsagen er at meningen kommer frem og at du har lyst til at tegne...

Denne tegning kræver selvfølgelig lidt forklaring – som jeg selvfølgelig giver til eksamen, men jeg håber den viser at jeg har været igennem en proces og på vejen har jeg haft en masse overvejelser og truffet nogle valg. Denne tegning giver mig noget at tale ud fra og så føler jeg ikke, jeg kigger ned i noter hele tiden – for her kan jeg netop invitere lærer og censor med ind i mine noter.






















Og her får man forhåbentlig indtrykket af, at denne her er med virksomheden i fokus. 

Ved ikke rigtig om jeg skal være bekymret over jeg ikke på nuværende tidspunkt er nervøs – måske er det også fordi jeg i dag lige har fået bevilget 20.000 kr. til næste fag fra Kompetencefonden - så, jo humøret er højt lige nu... 
(Går du selv med tanker om efteruddannelse, så tjek lige din arbejdsgiver om de betaler til en kompetencefond - der sker aldrig noget ved at søge, det værste du kan få er nej!)

Vildt sjovt at tegne, hvor tit gør man lige det. Det er ihvertfald ikke sidste gang...

At forberede mig til eksamen, var slet ikke så slemt på denne måde og så oven i købet på en hverdag...



// Katrine

Ps. Kryds lige fingre på mandag – det kan jo være, at censor ikke er helt lige så glad for tegninger som mig...

mandag den 3. juni 2013

Ønsker man ikke forventede...

Ja, jeg kan jo ikke løbe fra, at jeg er blevet et år ældre og selvfølgelig også et år ældre og et år smukkere - for det følges jo selvfølgelig altid ad!

I lørdags holdte jeg en lille tøsefødselsdag på Ministeriet – en cafe på Kloster Torv, hvor de serverer en gang morgenmad inkl. kaffe og juice til 60 kr. Ikke at alt skal gå op i penge, men her har jeg råd til at betale mig fra at få det hele serveret og bagefter kan jeg rejse mig og gå uden at skulle rydde af eller tage opvasken! Lige en fødselsdag efter mit hoved. Der er nu også et eller andet hyggeligt ved at komme ned på en cafe og sidde og mærke byens puls og liv, for det er nu ikke fordi jeg tit kommer ind til byen længere. 

Fødselsdag er lig med gaver – herligt! Da vi kommer ned på cafe'en kommer min veninde med en stor og tung pakke til mig. Jeg åbner den og tænker nu lidt for mig selv – det var en sjov gave! For inde i den store pakke lå en stor stegepande! Synes ikke umiddelbart jeg manglede en stegepande, men hun har jo selvfølgelig gjort det i bedste mening.
„Var det den du ønskede?“ kommer det så fra min veninde. 
Her kunne hun godt se i mit ansigt at jeg slet ikke var med – for jeg havde ikke ønsket mig en stegepande.
„Ja, det skrev du da på sms!“ siger hun så...
„Nej, der må du tage fejl af en anden sms - altså den er fin og flot, men jeg mangler ikke nogen stegepande.“
Hurtigt finder hun sms'en frem og ja - det kan min MAND jo så ikke løbe fra
- for jeg har ikke skrevet det...

























Ja, det kan godt være man skulle have været det – men vi grinte ihvertfald ret meget af det...og det gjorde min mand jo så også da jeg sagde det til ham. 
Hans svar var: „Fik du også grydelapper?“ 

Så, ja stegepanden den blev altså byttet – men tanken var god, rigtig god :0))

Nu vi lige taler om gaver, så fandt jeg lige dette klippekort jeg lavede til min søn sidste år. Det eneste han ønsker sig hvert år er LEGO – så sidste år tænkte jeg han også skulle have noget andet. Tanken er så at man så kan strække gaven over mange måneder. kender du én som ikke ønsker sig noget, så er et klippekort en perfekt gave.
Det er nemt at lave selv. Jeg ved godt jeg har en fordel, da jeg er grafiker – men et stykke pap, en saks, en lineal og en sort tusch – så har du et klippekort og tanken er den samme, som hvis det havde været på computer, så der er ingen undskyldning!








































Og ja, det kan jo være at et af klippene skal være en stegepande – om ikke andet så er den god at slå manden med, når han har været for fræk!

Husk at grine – det gør godt i en positiv hverdag...


// Katrine

onsdag den 17. april 2013

Lockout eller ej...

Lock eller ej - ja, for at være ærlig - så har jeg ikke sat mig ind i konflikten. Til gengæld har jeg nu prøvet at være lærer for 4 skønne drenge. I Nikolajs klasse er der 24 - så jeg må godt nok tage hatten af for deres tålmodighed.

Hjemme i min skole skulle de lave dansk opgaver og matematik - og ja, selve opgaverne voldte ikke rigtig problemer - det var nok nærmere det med at få ro, som var problemet. Det gik nu fint - men de er bare ikke vant til at skulle lave noget - for normalt når man kommer hjem til hinanden, står den kun på leg.

Forleden var de hjemme ved Sander fra klassen og hans mor er læge. Der tegnede de hinanden af på en papairsdug. Efterfølgende tegnede de så mund, spiserør, mave, lever og ja hele vejen igennem. Hun havde også købt grisehjerter som de skar op og fik fortalt om hvordan hjertet fungerede. Fuldstændig fantastisk - der kan vi tale om god undervisning - Nikolaj fortalte ihvertfald vidt og bredt om hvad de havde lavet. Så konflikt er også godt for noget...

Er nu også helt fortrøstningsfuld - for da vi havde klippet skæg og trutmunde til sugerørene (så smagte kakaomælken  bedre) - så spurgte de alle om der ikke var skole her igen i morgen!

Mangler du en lille kreativ ting med dine eller andres børn - så kunne disse skæg-sugerør eller trutmund-sugerør måske være noget. Karton, saks og sugerør - så er det kun fantasien der sætter grænser.






















Lillebror synes ihvertfald de var sjove




















Anna og veninden Melua nød også deres trutmund...


Konflikt eller ej. Min søn har det fint - men jeg må jo indrømme at dem der har børn i 9. klasse eller andre som har eksamen eller andet, der er det faktisk et ret stort problem. Vi må håbe de finder ud af - og i mellemtiden må vi så bruge alle midler for at få hverdagen til at forblive positiv...


// Katrine


mandag den 8. april 2013

Aprilsnar...

Ja, som kom april og dermed er vi på vej mod lysere tider, solskin og varme - eller måske er det en aprilsnar. Min søn var ihvertfald meget bekymret, da Google skrev at de lukkede Youtube - så der måtte vi lige forklare hvad en aprilsnar var!

Kalenderen viser april og det gør den i skrigende pink. Pastelfarverne er det helt hotte lige nu og bliver vist over alt - især når det gælder interiør. Så jeg var nødt til at sætte en dejlig pastel-lyseblå til månedens kalender. Måske kan du bruge samme tip - hvis du også har denne lille krukke med låg fra Louise Campbell (Kähler) - for der medfølger altid elastikker i 6 farver, og de kan bruges til flere ting. Her har jeg brugt dem omkring 4 gamle mælkeflasker fra min farfar, som var mejerist. En nem og billig måde at tilføje farver.




















April er også som regel og så den måned hvor mine vinduer bliver pudset - ja, jeg indrømmer det - det sker ikke tit! Men når solen står på ruderne i disse dage, kan jeg godt se at de virkelig trænger til en forårsrengøring. En forårsrengøring det trængte mine pynteting også til - så derfor fjernede jeg alt hvad der stod og startede forfra. Fandt alt hvad der var i skabene og placerede det meste igen - dog med den regel, at intet måtte stå samme sted som før.

Det er nemlig ikke kun mine vinduer der trænger til forår - det gør mine tanker også - og de skriger efter nye ting til sofaen, til vindueskarme med mere - men pungen skriger også efter penge, så her må jeg være kreativ på billige måder....

Jeg tog en gammel lysestage og min kobber-spraymaling og fem minutter efter havde jeg en ny lysestage. Købte en lille ny vase (den runde med riller) i Tiger-butikken til 30 kr. (det var der trods alt råd til) og vupti - et stk. ny vindueskarm. Grenene har jeg taget ind fra haven og efter få dage kommer der blade på. Ja, sneen på græsplænen skal man bare se bort fra - for nu er der dømt forår hjemme hos mig!






















Sjovt - som man lægger mærke til sine ting på en anden måde - bare fordi de har fået en anden placering, så det kan anbefales - det er næsten som om jeg har fået nye ting.


Man kunne også kalde min nye POP phone for en aprilsnar - men den er rigtig nok og den virker. Dejligt at man nu kan snakke uden at afbryde med kinden samt holde røret med skulderen uden at tabe telefonen - kitch på den fede måde. Nu kan jeg endelig finde telefonen i tasken og nå at tage den inden der bliver lagt på - for du kan tage telefonen ved at trykke på røret. Nysgerrig - så hedder den POP phone og er købt på Designdelicatessen.dk - en hjemmeside som absolut er et besøg værd, hvis du mangler en gave eller ting til boligen.

Læs mere om den på dette link - den er på bud lige nu...




















Nyd denne hverdag - den kommer sjældent igen...


// Katrine