Sommeren er over os og det er skønt og så kommer det store MEN...
Sommer er også sommertøj, bare ben og arme samt tid til bikini!
Ja, jeg er nok ligesom alle andre kvinder, eller det tror jeg ihvertfald – for sommeren skaber også lidt tøjkrise. Af en eller anden grund, så tror jeg at vintertøjet skjuler hele ens krop - så jeg ligner en str. 36 og når det så bliver sommer så kommer det hele frem til overfladen og straks var jeg tilbage til str. 40. Egentlig er der nok ikke sket ret meget, andet end at jeg nu skal vise lidt mere krop og det kræver lidt tilvænning.
Alt det her gentager sig hvert år: Alt tøj tages ud af skabet, alt prøves og 90% kasseres. Måske finder jeg et par t-shirt bagest i skabet, men hvor er alle sommerbukserne?
For lige pludselig går det op for mig om jeg har kageform og ikke bikiniform!
På nuværende tidspunkt er det kageform - men nyt tøj, gør sjovt nok underværker. Jeg var så heldig at Magasin lige havde startet udsalg forleden, hvor jeg tilfældigvis skulle mødes med nogle venner i byen - og fluks fandt jeg en buksedragt som sad ret fantastisk samt en par løse sommerbukser i lyse farver og som for en gangs skyld ikke er gennemsigtige. Heldigvis havde jeg ikke fået min fødselsdagsgave endnu og så er det jo godt, man kan købe den selv.
Ligegyldigt hvad jeg gør - så vil der altid være et eller andet som jeg vil være utilfreds med og er det godt eller skidt? Man skal vel altid prøve at gøre sig så fin, smuk og lækker som muligt - og vi har vel alle vores små ting. Nogle vil skjule de store lår, andre vil skjule de små bryster, andre er træt af de alt for store bryster osv. Min veninde er træt af at hendes ben er for tynde og her kan jeg godt tænke - er det virkeligt et problem? Og ja, det er jo fuldstændig det samme, som at jeg synes jeg har alt for tykke ben!
Jeg tror egentlig aldrig man bliver tilfreds. Alle modellerne vi ser i ugebladene har præcis samme problemer - mange udvikler spiseforstyrrelser og det bliver derfor meget alvorligt, at de ikke er helt tilfreds med deres krop. Der er jeg nu helt sikker på jeg aldrig når hen - men hvor langt vil jeg egentlig gå for skønheden?
Hvornår er man tilfreds? Hvornår er man perfekt?
Jeg ved jeg har det bedre med mig selv, når jeg lige taber mig 5 kg - men det betyder ikke jeg er helt tilfreds. Tilfreds er vel der, hvor man så holder op med at prøve og det håber jeg aldrig jeg når til. Husker tydeligt, da jeg var oppe ved min mormor dagen før hun døde. Her skulle jeg hjælpe hende med puden og da jeg havde gjort det bad hun mig om at lige rette hendes hår lidt til - for hun ville gerne se ordentlig ud! Hun var nemlig ikke ligeglad.
Er vores ideal lidt for højt for tiden. Når jeg går i svømmehallen, så ser jeg ikke ret mange af dem jeg ser i ugebladene og når der endelig dukker én af de superlækre op - så tænker jeg inde i mig selv: Kan hun nu egentlig lave en god sovs?
Jeg håber aldrig jeg bliver ligeglad og jeg tror jeg bliver ved at prøve at forbedre mig selv. Om det så betyder nyt tøj, ny udglattende creme (så rynkerne ikke ses så tydeligt), nye smykker eller ny taske - det kan jeg ikke sige, men jeg bliver ved med at prøve og sjovt nok - så tror jeg ikke jeg er den eneste...
Jeg er Katrine Minke Mikkelsen (for det hedder jeg nemlig helt officelt nu!), jeg burde tabe 5 kg, jeg synes min ben har det bedst gemt væk, jeg har en begyndende røvballerynke i pande, jeg har ikke store og fyldige bryster, men jeg har det fint alligevel og for pokker jeg kan lave en god sovs...
// Katrine
Ingen kommentarer:
Send en kommentar