fredag den 14. juni 2013

Eksamen...

Jeg har taget fri i dag. Jeg har eksamen på mandag og nu er det ret mange år siden, jeg sidst var til eksamen - så jeg havde brug for lidt ro til at forberede mig....

Når jeg tænker på ordet: EKSAMEN, får jeg indre billeder af Ramasjangskolen, som danser ned igennem gangen, men jeg er ikke helt sikker på det bliver så festligt – men nu har jeg ihvertfald forberedt mig på en mere festlig og sjov måde...

Alle de kurser jeg har taget de sidste par år - har ikke krævet andet end at jeg mødte op, så lige pludselig skal jeg tage mig sammen - for nu er det alvor! Mærkeligt nok, så har jeg det helt fint med det. Jeg er egentlig ikke nervøs for eksamen. Måske er det min erkendelse af, at der er værre ting i verden end denne eksamen, eller også kommer nervøsiteten først lige før jeg skal ind – det må tiden vise...

Måske kunne jeg også danse ind, mens jeg nynner: De de dee de de, de de de de og danse a la Jacob Riising? Eller måske ikke...

Jeg har det sidste halve år været ret fascineret af grafisk facilitering. Grafisk facilitering er et referat – bare med tegninger i stedet for ord. Her foregår det direkte mens man holder mødet og tegneren skal være ret skarp på at lytte, reflektere, sortere og tegne. Jeg tager hatten af for de gode tegnere, for det ser vildt godt ud og for en meget visuel type som mig selv – er det fantastisk. Jeg skulle have været på et kursus i dette, men desværre måtte jeg melde afbud pga. en rund fødselsdag – så er det jo heldigt at vi har youtube og Google, og så min vilje der siger: Når andre kan – så kan jeg også!
Her er blandt andet en af de videoer jeg har afluret lidt fra: 7 elements to graphic facilitating

Og som sagt så gjort - i dag har jeg lavet noter a la grafisk facilitering til eksamen. Jeg kunne også vælge at lave det i Powerpoint eller noget lignende – men jeg tror mere dette er mig. Sjovere og lidt anderledes - det passer nok meget godt på mig!

Lige en sidebemærkning:
Bruger du tit Powerpoint - så kan jeg kun anbefale at skifte til PREZI. Du kan bruge det gratis med offentlig tilgang - dvs. at alle kan se dine præsentationer - så hvis du bruger den gratis udgave, skal du lige overveje om det er noget offentligheden må se. Det er meget nemt at bruge og det har nogle effekter, som Powerpoint slet ikke kan hamle op med – så dine præsentationer bliver lige 50% bedre. Kig især på zoomfunktionen. Læs mere her: PREZI.com

Hvad siger du? Hvad ville du helst foretrække – et skrevet referat eller en tegning a la denne? 




















Og nej, jeg er ikke god til at tegne – dette er noget som alle kan. Selvfølgelig er der nogle som er bedre til at tegne end andre, men hovedsagen er at meningen kommer frem og at du har lyst til at tegne...

Denne tegning kræver selvfølgelig lidt forklaring – som jeg selvfølgelig giver til eksamen, men jeg håber den viser at jeg har været igennem en proces og på vejen har jeg haft en masse overvejelser og truffet nogle valg. Denne tegning giver mig noget at tale ud fra og så føler jeg ikke, jeg kigger ned i noter hele tiden – for her kan jeg netop invitere lærer og censor med ind i mine noter.






















Og her får man forhåbentlig indtrykket af, at denne her er med virksomheden i fokus. 

Ved ikke rigtig om jeg skal være bekymret over jeg ikke på nuværende tidspunkt er nervøs – måske er det også fordi jeg i dag lige har fået bevilget 20.000 kr. til næste fag fra Kompetencefonden - så, jo humøret er højt lige nu... 
(Går du selv med tanker om efteruddannelse, så tjek lige din arbejdsgiver om de betaler til en kompetencefond - der sker aldrig noget ved at søge, det værste du kan få er nej!)

Vildt sjovt at tegne, hvor tit gør man lige det. Det er ihvertfald ikke sidste gang...

At forberede mig til eksamen, var slet ikke så slemt på denne måde og så oven i købet på en hverdag...



// Katrine

Ps. Kryds lige fingre på mandag – det kan jo være, at censor ikke er helt lige så glad for tegninger som mig...

fredag den 7. juni 2013

Hvorfor blogger jeg...

Hvorfor blogger jeg?

Ja, hvorfor egentlig – det kom jeg til at tænke over forleden. Forleden talte vi meget om værdier på aftenskolen og hvad er egentlig mine værdier. Eks. på værdier kunne være: tryghed, mod, retfærdighed, tillid, status, moral, glæde, begejstring, mod osv. - der er mange. Det handler om at finde dem der passer på lige præcis dig – dem der er vigtige for dit liv og som du ikke vil gå på kompromis med.

Hvad er så mine værdier?

Bloggen startede en dag, hvor jeg igennem længere tid, havde hørt for meget på brok – og især brok over hverdagen. Livet var hårdt, det var hårdt at komme op om morgenen, hårdt at have børn og hvad man nu ellers kan brokke sig over....så hvad er min værdi for det. Antibrok er nok ikke en værdi - men det er glæde til gengæld!

Måske er det, det bloggen giver mig - glæde? Eller er det bare fordi jeg vil være bedrevidende, for nu skal I som læsere gøre alt hvad jeg gør, og så får du det bare godt? Hvis du da overhovedet har brug for det ...

Prøver jeg at udstille mig selv? Praler jeg? Hvad gør denne blog ved andre?
Ja, jeg ved det jo ikke rigtig - men ud fra de kommentarer jeg har fået, så har flere kunnet bruge det.

Min tanke med bloggen er egentlig helt enkel 
Tænk over dit liv

Den eneste der som regel kan forbedre det, er dig selv.

Jeg bliver tit omtalt som én med overskud. Overskud - hvad hvad dækker det over? Og er jeg pralende fordi jeg nævner det? Hvis jeg er, så er jeg ihvertfald også ret ligeglad. For jeg gør det jeg tror på. Måske har jeg høj værdi på selvværd – og må man egentlig sige det højt? Det kunne jo være man var for selvglad, ift. jantelovsdanmark?

Jeg vil nærmere kalde det prioritering. Der er noget jeg prioriterer højt og der er noget jeg prioriterer knap så højt. Sådan har vi det vel allesammen. 

Jeg tænker over mit liv og oven i købet så tænker jeg højt her, så du kan læse mine tanker. Du kunne lade være, så hvis jeg nogle gange støder dig - er det ikke ond mening, men bare fordi vi ikke tænker ens. 

Bloggen er efterhånden blevet til min egen dagbog. Hvad hed det gode hotel i Passo Tonale? Hvad er det nu der skal i Toves gulerodskage? Hvad var det nu jeg ønsker mig?

Jeg har en masse tanker og har prøvet en masse ting – ligesom dig. Alle disse ting deler vi når vi mødes - men her har jeg valgt at dele dem med dig. Måske sætter det tanker i gang – måske ikke?

For mig giver det glæde og selvværd – når de søde respons kommer og så giver det mig også noget andet. Ja, hvis du er fast læser, så ved du det godt - men jeg kan lige slå det fast med syvtommersøm: Det giver mig en positiv hverdag hver dag!



// Katrine

mandag den 3. juni 2013

Ønsker man ikke forventede...

Ja, jeg kan jo ikke løbe fra, at jeg er blevet et år ældre og selvfølgelig også et år ældre og et år smukkere - for det følges jo selvfølgelig altid ad!

I lørdags holdte jeg en lille tøsefødselsdag på Ministeriet – en cafe på Kloster Torv, hvor de serverer en gang morgenmad inkl. kaffe og juice til 60 kr. Ikke at alt skal gå op i penge, men her har jeg råd til at betale mig fra at få det hele serveret og bagefter kan jeg rejse mig og gå uden at skulle rydde af eller tage opvasken! Lige en fødselsdag efter mit hoved. Der er nu også et eller andet hyggeligt ved at komme ned på en cafe og sidde og mærke byens puls og liv, for det er nu ikke fordi jeg tit kommer ind til byen længere. 

Fødselsdag er lig med gaver – herligt! Da vi kommer ned på cafe'en kommer min veninde med en stor og tung pakke til mig. Jeg åbner den og tænker nu lidt for mig selv – det var en sjov gave! For inde i den store pakke lå en stor stegepande! Synes ikke umiddelbart jeg manglede en stegepande, men hun har jo selvfølgelig gjort det i bedste mening.
„Var det den du ønskede?“ kommer det så fra min veninde. 
Her kunne hun godt se i mit ansigt at jeg slet ikke var med – for jeg havde ikke ønsket mig en stegepande.
„Ja, det skrev du da på sms!“ siger hun så...
„Nej, der må du tage fejl af en anden sms - altså den er fin og flot, men jeg mangler ikke nogen stegepande.“
Hurtigt finder hun sms'en frem og ja - det kan min MAND jo så ikke løbe fra
- for jeg har ikke skrevet det...

























Ja, det kan godt være man skulle have været det – men vi grinte ihvertfald ret meget af det...og det gjorde min mand jo så også da jeg sagde det til ham. 
Hans svar var: „Fik du også grydelapper?“ 

Så, ja stegepanden den blev altså byttet – men tanken var god, rigtig god :0))

Nu vi lige taler om gaver, så fandt jeg lige dette klippekort jeg lavede til min søn sidste år. Det eneste han ønsker sig hvert år er LEGO – så sidste år tænkte jeg han også skulle have noget andet. Tanken er så at man så kan strække gaven over mange måneder. kender du én som ikke ønsker sig noget, så er et klippekort en perfekt gave.
Det er nemt at lave selv. Jeg ved godt jeg har en fordel, da jeg er grafiker – men et stykke pap, en saks, en lineal og en sort tusch – så har du et klippekort og tanken er den samme, som hvis det havde været på computer, så der er ingen undskyldning!








































Og ja, det kan jo være at et af klippene skal være en stegepande – om ikke andet så er den god at slå manden med, når han har været for fræk!

Husk at grine – det gør godt i en positiv hverdag...


// Katrine

onsdag den 29. maj 2013

Tømmermænd...

Min eksamensopgave skal afleveres på mandag og jeg er max presset og hvad gør jeg
- skriver den i sidste øjeblik som altid!

Weekenden var helt booket op med 40 års fødselsdag på Restaurant Koch fredag med lækker mad og masser af god vin (Koch kan varmt anbefales, hvis du skulle komme på de kanter) samt bryllup i Skagen lørdag. Her var festen med lækkert mad fra Olinico (det var så lækkert, så det kan også anbefales), masser af god vin og så havde de købt Bacardi Limon - og så går det galt for mig! For jeg stoppede jo ikke i tide og stod selvfølgelig på dansegulvet fra kl. 12 til 04.30 non-stop. Ved ikke om I kan forestille jer hvordan jeg havde det søndag - men jeg kan ihvertfald sige, at fest 2 dage i træk giver alvorlige tømmermænd og ondt i fødder, ryg, skuldre (måske har det noget at gøre med de flagrende arme oppe over hovedet i mange timer) og knæ. Men trods det, ville jeg ikke have undværet et sekund - for det var sådan en god weekend og 2 skønne fester med glade mennesker.

Præsten nævnede faktisk tømmermænd. Hans indgangreplik i vielsesritualet var:
Man skal ikke indgå ægteskab, når man er forelsket - lidt ligesom man ikke skal indgå ægteskab når man er beruset, for så kommer tømmermændene dagen efter.

En sjov metafor for, at det er meget godt at kende hinanden inden man indgår ægteskab, når nu brudeparret havde kendt hinanden i 13-14 år. Han var i øvrigt den sjoveste præst jeg har hørt til dato. Da vi ankom i kirken gik præsten op til gommen grinende og fortalte ham, at ude bagved den dør var nødudgangen og så skreg han af grin højlydt - mens han sagde om de nu ikke skulle gå planken ud, nu de var her alligevel!
Skøn præst - han fik folk med og vi grinte ret meget. Dejligt når det hele ikke bliver så stift, stille og forsagt.

Ja, men det var jo eksamensopgaven jeg kom fra - for jo jeg er max presset og hvad gør jeg – skriver et indlæg til bloggen!!!

Måske har jeg snart selv moralske tømmermænd - i mod mig selv, for lige nu er jeg ikke tro mod mig selv. Jeg kender mig selv, jeg ved at jeg altid udskyder ting til sidste øjeblik og alligevel gør jeg det igen og igen og igen.....

Min ældste søn blev opereret i går for skelen, så har jeg fri i dag og lige nu leger han med en kammerat. De små er i institution - så der er god tid, til at trods alt starte på opgaven...og hvad gør jeg? Ja, jeg skriver stadig på bloggen!!!

Alt hvad jeg kan finde som undskyldning gælder lige nu - måske er det fordi jeg inderst inde ikke vil skrive den opgave eller måske har jeg ikke helt forstået at der som regel er eksamen til sidst, måske tror jeg det er peace of cake at skrive den - men det ved jeg jo faktisk ikke noget om før jeg går i gang - eller måske synes jeg det er sjovt at sidde søndag nat og skrive løs......???

Ja, men nu går jeg i gang - hov, nu kommer min veninde Helena ind af døren - så må vi da hellere få en kop kaffe ( eller hun må, for det har jeg ikke lært endnu), for det kunne da være hyggeligt.....og jeg har jo ikke andet for lige nu....

// Katrine


fredag den 24. maj 2013

Får stressen også fat i dig....

Vi er gode til at snakke om stress i danmark. Flere og flere går ned med stress - jeg kender efterhånden mange som har været ramt af det og det er absolut ikke sjovt.

Jeg kan godt sige højt, at jeg er stresset - men det er nok nærmere travlhed og har du for travlt i alt for lang tid - så kommer stressen snigende og den sidste der opdager er tit dig selv.....så det er jo med at tage det i opløbet inden det udvikler sig...

Jeg har aldrig prøvet at gå helt ned med stress - men jeg har da i perioder haft så travlt, at jeg ikke rigtig kan holde styr på mine tanker, de negative tanker myldrer ind fra højre, alle aftaler er uoverskuelige og hverdagen er ikke nødvendigvis særlig sjov! 
Jeg har fundet min kur, til at igen få overblik, tænke positivt og få styr på alle aftaler - det er ret simpelt og jeg må jo give Chris McDonald ret - for det er MOTION!

Og så igen - for er det nu så simpelt? Man skal jo også have tid til at dyrke motionen og det er ikke altid let hjemme hos os. Nu har vi lige været på ferie og på ferie har man masser af tid til en løbetur - ovenikøbet dem med overskud med flot udsigt over havet. Nu er vi hjemme igen og så melder hverdagen sig. Efter arbejde er der madpakker der skal smøres og huslige pligter står på programmet - og hvor står motionen på listen? 

På min liste er den højt oppe - for ellers kører det bare ikke hjemme hos os. Kommer jeg ikke ud og motionere, så bliver jeg i dårligt humør - skælder mere ud og bliver sur på min mand over at han har tid til at motionere - når jeg nu står her palle alene i verden med hele ansvaret for at hele familien fungerer. Ja, de negative tanker tager let overhånd. For nej, jeg står jo selvfølgelig ikke alene med hele ansvaret - men mine tanker er lidt som et puslespil som ikke vil samles!

I aftes havde jeg rigtig meget om ørene - så motionen blev nedprioriteret, for min mand kom først hjem kl. 21.30 fra hans 15 km. Vi har flere arrangementer på progammet denne weekend - så det eneste jeg kunne fokusere på var, hvor irriterende det nu var at jeg ikke fik trænet i denne weekend, at jeg også ser alt for fed ud i den kjole jeg skal have på, at vi slet ikke har tid til at holde Nikolajs fødselsdag og hvornår skal vi nu også få tid til at holde min fødselsdag, hvad nu med Nikolajs operation i næste uge, hvornår skal jeg lave min eksamensopgave, hvornår mon Lukas kan få dræn i igen, hvornår skal jeg pakke ud, hvornår skal jeg vaske alt tøjet fra ferien osv....

Det er jo ikke fordi jeg har haft travlt på det sidste - vi er jo lige kommet hjem fra en uge med afslapning, men min hjerne fungerer bare ikke uden motion. Så i morges gjorde jeg noget vildt - jeg stod op før tid og løb en tur! Believe me jeg er virkelig ikke morgenmenneske. Efter 1 km begynder hele mit indre puslespil af blive samlet og da jeg kom hjem var der styr på det meste. Måske sad den kjole egentlig meget godt og så fed er jeg jo heller ikke, og vi kan da holde Nikolajs fødselsdag for klassen den fredag, operationen skal nok gå og mens han slapper af efterfølgende kan jeg skrive på eksamensopgaven, vi har jo en tid ved ørelægen mandag - så det skal nok snart blive bedre, det går nok med en stor tøjvask - det dør vi ikke af.......puslespillet går op og jeg bliver glad igen!

For mig er travlhed og stress negative tanker - tanker som man ikke kan få kørt over på de positive baner og for mig er motionen kuren. Jeg ved, at når jeg begynder at blive lidt smågnaven, bliver irriteret over småting og i det hele taget bliver lidt utilnærmelig - så er det tid til motion! Og nej, jeg skal ikke lige vaske tøj, rydde op, lave mad med mere først - jeg skal bare af sted! For alle de ting, når jeg på den halve tid med godt humør i stedet når jeg kommet hjem.

Kan man blive afhængig af motion? Ja, havde du spurgt mig for 5 år siden havde jeg grinet og sagt nej - men efter jeg vi fik det sidste barn (for det bliver det sidste) har jeg lært mig selv og min grænse bedre at kende og kan se og mærke mine egne signaler bedre. Så hvad kan jeg sige (her fristes man til at sige boller fra Kohberg) - motion skal der til for at holde mig kørende.

Der er noget jeg burde, der er noget jeg skal og der er noget jeg vil. Det jeg vil prioriterer jeg nogen gange højere end det jeg skal - for så er jeg hende den glade positive Katrine som jeg gerne vil være og så går det nogen gange ud over oprydning med mere, men det er der ikke noget at gøre ved - for jeg har bestemt, at jeg vil være glad og tilfreds!

Motion kan være mange ting. Gå en tur, løbe, svømme, cykle. fitness, øvelser hjemme på gulvet - det der er vigtigt for mig er, at du får pulsen op - højt op - helt der op hvor du er så presset, at det eneste du kan tænke på, er det du laver i lige det øjeblik - det er lige i det øjeblik min indre harddisk bliver slettet og så starter den på en frisk med dejlige positive tanker...

Det var en del af opskriften på min positive hverdag - måske er det noget andet der virker for dig, men har du muligheden så prøv min kur - det virker!

Burde du, skal du eller vil du? Det er dig der bestemmer...


// Katrine

onsdag den 22. maj 2013

Mallorca - 3. gang er lykkens gang...

Så er jeg lige kommet hjem fra Mallorca og denne gang fortjener øen ros. 

Jeg har ikke været så begejstret for Mallorca - for mine 2 tidligere oplevelser var ikke noget at skrive hjem om. 

Første gang var jeg 16 år og var med min mor og far i Magaluf - som 16-årig havde man nok mere lyst til at blive hjemme, så jeg husker ikke Mallorca for så meget godt, andet end den dag, jeg var med nogle nordmænd i byen!

Anden gang var anderledes! Min veninde Karina og jeg havde besluttet at tage en tøsetur til Mallorca. Hun var lige gået fra kæresten og Kim (min mand) havde travlt på arbejde - så vi havde en uge for os selv. Det var den tur hvor den lovede pool ikke fandtes alligevel, den tur hvor scooterne kørte ude foran hotellet hele natten og vi ikke kunne lukke af for larmen - da den lovede aircondition heller ikke var der og vi så ville gå til af varme! Det var turen hvor vi fik kørt vores sidespejl af i bjergene på den lejede bil og det var turen hvor Palma Nova var indvaderet af tyskere. Alle skilte var på tysk, alle tiltalte dig på tysk og der kørte tyske hits på promenaden. Da vi kom hjem ville vi indgive en klage over de manglede elementer og hvad skete der så - ja, rejseselskabet krakkede! Jo, den tur har vi grinet meget af siden...

Min far havde lovet en tur til OL i London sidste år - men alle billetter var væk med det samme - så vi valgte at udskyde familieturen til dette forår. Da han så, for et par måneder siden en dag siger: Jeg kunne godt tænke mig at komme til Mallorca! Så var jeg mildest talt ikke vildt begejstret for den valgte destination!

Det skulle gerne være et smukt sted, gerne med en dejlig altan med flot udsigt til min mor og far. Et sted hvor min maniske mand kunne komme til at motionere, så vi andre kan holde ham ud. Et sted hvor børnene kunne bade og spise masser af is. Et sted hvor onkel kunne få noget sol. Et sted hvor der ikke kun er tyskere - ikke fordi jeg har noget imod tyskere, men fordi jeg forventer, at man taler spansk på Mallorca. 














Valget faldt på Port de Soller (udtales Sojjær). Denne gang viste Mallorca sig fra sin rigtige side. Her var bare så smukt. Her siger de OLÁ og GRACIAS og byen fungerer stadig som fiskerby - så der bliver serveret frisk fisk på samtlige restauranter.

Vi boede på Hotel Miramar. Hotellet ligger lige foran havnen og endestationen for det gamle vetarantog som forbinder Port de Soller med Soller. Man kan også godt køre i bil, men togturen er så hyggelig og en af de ting som mine unger var helt vilde med (koster 5 euro hver vej). Hotellet var absolut pengene værd - og det var jo ret heldigt, for det var det eneste jeg kunne booke, når vi ankom på en tirsdag. Vi bookede det på booking.com og var lidt nervøse da vi læste de blandede beskrivelser fra tidligere gæster - om morgenmad med gammel tør ost. Heldigvis var alle de negative beskrivelser ikke helt sande. Morgenmaden var helt fin, med forskellige flutes, croissanter, yoghurt, branflakes, spansk omelet, hårdkogte æg, ost, spegepølse, skinke, nutella, marmelade, kaffe, te, juice, mælk med mere. Værelserne var fine - absolut ikke luksus, men pæne og rene. Vi havde et værelse til 4 personer, det var 2 værelser som hang sammen - så man fra det ene værelse kunne gå ind i et værelse mere - her sov alle 3 unger i en stor dobbeltseng (værelse 206). Ud over det havde vi 2 dobbeltværelser med udsigt - og sikke en udsigt (værelse 201-202). De 2 værelser havde en lækker altan med sol fra kl. 12-18 og skøn udsigt ud over havn, strand og bjerge. Det eneste vi synes der trak det lidt ned - var at dørene var meget tynde og der var meget lydt. Vi gav 16.000 kr. for os alle 8 i en uge - så det var absolut pengene værd og en af de bedste placeringer i Port de Soller. Vores værelse var fint og meget stort til vores behov - men jeg var glad for at vi havde altanen ovre hos de andre, så vi også kunne følge med i livet fra altanen. Hotellet har ingen pool, men vi manglede den ikke. Det bedste dobbeltværelse ville helt klart være nr. 301-304, for de har også sol efter kl. 18 - men i højsommeren kan det jo godt være, det er rart med lidt skygge fra træerne!





















Udsigten fra altanen ned over havnen og hotellets udendørsservering
- her kan du også nyde morgenmaden, hvis vejret tillader det.

Du kan også følge med i toget, som kører forbi hver halve time.




















Min mand var lidt betænkelig - for han er meget aktiv og vi tager normalt kun på aktiv ferie. Han havde medbragt sin svømmedragt - havet var jo lige i forhaven, så den blev brugt mange gange. Derudover er der rigtige mange bakker, så hvis du godt kan lide at løbe både op og ned med fantastisk udsigt - så er det absolut stedet. Midt på havnepromenaden er der cykeludlejning (både til rytter og mountainbike), så det er nemt. Husk at køre forbi med det samme og bestille, for der er rift om cyklerne. Vi havde fået anbefalet et andet sted i Alaro - så det havde vi i baghånden, men det her var nemt og helt fint. Min mand cyklede 2 ture. Den første dag kørte han fra Port de Soller og op mod Sa Calobre og tilbage igen. Den tur kan du læse mere om her. 
I Port de Soller sejler de dagligt til Sa Calobre - så har du ikke brug for så mange bakker - kan du sejle den ene vej og cykle hjem.
Den anden dag kørte han den modsatte vej mod Valdemossa og ned til Palma. Begge ture var fantastiske og der var masser af bakker - som jo er sagen for cykelfreaks.
Hans kommentar sidst på ugen var: Det er faktisk et ret fedt sted, her kunne vi godt tage ned igen! Og så har det ikke været helt dumt...
(Husk dine cykelsko og pedaler, hvis du vil leje cykel!)


Byen er fyldt med vandrere og der er rigtig mange vandrestier. På den ene side af byen ligger der et fyrtårn højt oppe - ca. 3 km fra hotellet. Her oppe ligger der en restaurant Es Faro - den er absolut et besøg værd. Vi gik på asfaltvejen derop for at få frokost på toppen. Vi var ikke helt klar over hvilket niveau denne restaurant havde, for så havde vi måske taget det pæne tøj på - men hold nu op hvor en udsigt. Det var så flot og maden var super lækker. Tjeneren kom med et helt fad med forskellige fisk og så kunne vi vælge hvad vi gerne ville have og servicen var helt i top. Kommer du forbi denne by - så tag turen op på toppen - du vil ikke fortryde det. Jeg prøvede selv flere gange at løbe derop, men det lykkedes mig ikke - jeg måtte gå det sidste stykke, for det er pænt stejlt.






















Her er bettemand på Es Faro restauranten - what a view!






















Kan du lide både - så kan havnen vise et udvalg, så både min søn og min mand bliver imponeret.

Stranden er fin - lige nedenfor hotellet var den lidt gruset - men 200 meter længere henne var det fint strandsand. Vejret var ikke helt med os - så der var ikke strand og badevejr alle dage, men når bare ungerne havde deres neoprendragter på - så kunne vandet bare komme an.





















Alle har haft en god tur. Dejligt med en tur hvor alle vores forskellige ønsker gik op i en højere enhed. Mine børn var også glade - selvom Anna godt nok ville hjem dagen efter vi var kommet, men det vil hun altid. Hun er lidt afhængig af Viby og sit værelse - så derfor slæber hun rundt på meget af sit legetøj i sine gule Fjällräv. Det var det første hun tog på om morgenen og det sidste hun tog af, når hun går i seng. Tasken er ret tung, så den ene dag, bad jeg hende om at lade den blive hjemme. Vi kørte med toget op til Soller og spiste frokost, gik i byen og så kirken med mere. Hele vejen gik hun med et penalhus og 2 stykker legetøj i hånden - for med, det skulle det! Så resten af ugen fik hun lov til at tage tasken med. Hvis det er det, der skal til at for at gøre hende tryg - så må det være sådan. Så hun hedder ikke andet end taskedamen hjemme hos os for tiden - for selvfølgelig sover hun også med tasken oppe i sengen og den har selvfølgelig også været pakket i en måned - taskedamen er beredt på enhver situation!


Så Mallorca - jeg har ændret min holdning. 
Du kunne absolut godt være et sted vi kom tilbage til - for her kan vi lade op, så vi kan beholde den positive hverdag hver dag - og nu gør det jo så heller ikke noget, at morfar han betalte denne gang...


// Katrine




Lidt flere tips vedr. Port De Soller og Mallorca fra mit synspunkt!

Port De Soller har bilfri strandpromenade og der er ingen gadesælgere eller andre sælgere som prøver at kapre dig, til at spise på netop deres restaurant - skønt hvis du spørger mig!

Hotel Marina ligger i den anden ende af bugten, ca. 10 minutters gang væk fra havnen og bylivet. Så er man mere til ro og fred - ser det fint ud. Her er der pool.

Hotel Eden ligger tæt på Miramar og ser også rigtig fint ud. Mange af værelserne har rigtige gode altaner med udsigt over bugten. Her er der pool.

Hotel Generoso ligger også perfekt og de har lejligheder og pool - der tror jeg, at jeg ville spørge næste gang - hvis det bliver aktuelt. At spise ude hver dag kan godt blive lidt anstrengende med 3 små børn.

Prøv grillede mini blæksprutter - de smager vildt godt, men jeg skulle lige vænne mig til at man kan se både sugekopper og det hele.

Vi fløj med AirBerlin fra Hamburg. De flyver alle dage til og fra Mallorca.
Ryanair flyver også til Mallorca.

Jeg lejede en klapvogn hos Silvias Buggyservice. Den fungerede perfekt. Klapvognen stod på værelset, da vi ankom. Den kostede 74 euro for 1 uge.

Vi lejede en bil igennem Centauro. I lufthavnen blev vi kørt med shuttlebus ud til deres kontor og parkeringsplads og så afleverede vi den igen samme sted og blev kørt tilbage til lufthavnen. Det fungerede fint. Man skulle holde sig til, når shuttlebussen kom - for køkultur er en by i Rusland for trætte turister. Vi lejede en Ford Transit til 9 personer og denne bil var ca. 2.000 kr. billigere hos Centauro end hos de andre mere kendte udlejningsselskaber. På havnepromenaden i Port De Soller var der også en biludlejning.

For at komme til Port De Soller skal du enten igennem en tunnel (5 euro hver vej) eller over Col De Soller, som er en bjergtop. Turen over tager ca. en halv time i bil. Er du på cykel er der ingen vej udenom - de skal over bjerget, for tunnellen er lukket for cyklister.

Er du til masser af barer, diskoteker og vildt natteliv - så er dette ikke stedet.

Vi var i Palma en dag og her vil jeg anbefale en tur med hestevogn. Min mand fik det pruttet fra 60 euro til 30 euro - hyggelig tur på 15 minutter. Palma har lidt Paris over sig - så den ville være oplagt til en kærestetur eller en tøsetur med shopping, for butikker er der nok af.

mandag den 13. maj 2013

Kom maj du søde milde...


Ja, vi kan jo ikke sige andet end maj er kommet. I weekenden havde vi skønt vejr med sol, varme og åbne døre - så lad os håbe at det milde vejr fortsætter. Maj måned har jo altid været speciel for mig - for jeg har nemlig fødselsdag i maj.

Jeg har altid været god til skrive ønskesedler - men de seneste år har det knebet lidt. Har altid været frustreret over min fars ønsker (strømper og underbukser) - men nu kan jeg faktisk godt se hvad han mente, når han sagde han ikke manglede noget. For skulle jeg skrive en ønskeseddel lige nu - så ville jeg heller ikke have nogle ønsker, for der er ikke umiddelbart noget jeg står og mangler....og så dog - for jeg tror egentlig bare det er min hukommelse.

Hukommelsen er altså ikke hvad den har været og derfor er jeg så glad for min telefon og ikke mindst kameraet i telefonen - den er min hukommelse når jeg er i butikker, på messer eller andre steder hvor jeg lige får en god ide, ser noget flot eller bare skal huske det - så tager jeg et billede af det og så kan jeg kigge på den, når jeg f.eks skal skrive en ønskeseddel.

I bededagsferien var vi i sommerhus og lørdag mens de to store var med far i svømmehallen, var Lukas og jeg på strøgtur (han havde lige sprunget trommehinden - så svømmehal var ikke en god ide). 

Sommerhuset ligger tæt på Hjørring og de har virkelig mange fine og gode butikker. Hvor er det nu dejligt at være i en mindre by - hvor de kører med tog igennem byen, så børnene kan få en lille togtur og hilse på Cityline - en stor figur som minder om Bamse og som altid har lidt slik med til børnene. Her kommer så forskellen på Aarhus - for en tur i toget er gratis i Hjørring. 

Hjørring er hyggelig og ikke større end det er nemt at finde rundt og finde frem til de gode butikker. Høgh Møbler fra Aalborg har bl.a. åbnet 2 butikker i Hjørring. En med møbler og en med Interiør og efter en tur i Høgh Interiør tog jeg disse billeder:



Disse billeder fra BobNoon er bare så fine - så de måtte gerne pynte hjemme hos mig.





Disse vaser fra Lyngby Porcelæn er jo også ret fine, men også ret dyre. Det er jo altid sjovt når man kan huske dem fra sin barndom - så bliver man lidt nostalgisk.
Den fine keramik-fuglelampe ville også være sød på et børneværelse.






















Eller disse huse fra Applicata i beton eller de små vaser fra Kähler...



























Eller dette runde spejl fra HAY - så ville jeg købe 2 bælter og bruge dem som ophæng i stedet for gummibåndet og så ville det passe perfekt ude på mit toilet!























Eller evt. nogle tallerkener fra DesignLetters. De har med Arne Jacobsens bogstaver formået at gøre platter flotte igen - disse tallerkener kan nemlig hænges på væggen hvis man tilkøber en lille krog som kan limes bagpå. Det ville være fint på væggen med dette M - eller en god ide til en barnedåb eller børnefødselsdag. DesignLetters har lavet både tallerkener, kopper, skåle med mere.



























Eller disse lysestager fra Omaggio - endnu en succes fra Kähler. De har også udvidet serien med skåle med trælåg - så mon ikke de kunne få plads i mine skabe?
De små vaser ved siden som ligner skyskrabere, kunne jeg nok også godt få plads til i en vindueskarm eller de fine skamler bagved i kork.

Alle tingene kan købes på Decorateshop.dk eller i Hoghshoppen.dk - i tilfælde af, du også lige får et akutbehov og ikke bor tæt på enten Descorate eller Høgh Interiør.


Når jeg kigger på disse billeder kommer jeg jo pludselig i tanke om hvad jeg mangler - ikke at det er livsvigtigt, eller gør en forskel i forhold til fred på jorden, men de kunne nu være rigtig rare at have - også på en hverdag, men også på en helligdag - for jeg er så heldig at min fødselsdag er yderst hellig i år...

Så når hukommelsen svigter (måske er det alderen der trykker), må jeg tage andre midler til brug. Det kan godt være, jeg ikke rigtig troede jeg fik brug for en mobiltelefon for år tilbage, men nu kan jeg ikke undvære min „ekstra hukommelse“ - heller ikke på en hverdag...



























Ps. I er altså også nødt til at lige se hvad jeg fandt i en skobutik i Hjørring. Disse sko er åbenbart fremme lige nu og jeg havde et par præcis magen til på, på min anden-dag! Sjovt som tingene kommer tilbage igen, igen og igen....og også lidt skræmmende at der ikke er mere fantasi - men der er noget med genkendelse - det sælger nok bedre når vi bliver nostalgiske og følelserne tager over...


// Katrine