torsdag den 22. maj 2014

40, fed og færdig...

Så rundede jeg det skarpe hjørne, som man siger - 40 år!

En rund fødselsdag som denne får mig til at reflektere. Er der sket noget på disse 10 år siden sidste runde fødselsdag, eller er livet bare forsvundet forbi?
Lige først når jeg tænker 10 år, så synes jeg de er forsvundet meget hurtigt, men når jeg så tænker på mine børn, ferier, minder m.m. – så er der trods alt sket lidt i mit liv.

Sjovt som man ændrer opfattelse. Da jeg var 20 var dem på 30 gamle. Da jeg blev 30 var der stadig lang vej til 40 år og nu hvor jeg er 40 følger jeg mig jævnaldrende med dem på 30! Ja, jeg ved jo godt at dem på 30 synes der er lang vej fra 30 til 40 og sådan havde jeg jo også det selv da jeg var 30 - men langsomt bliver det hele udjævnet. 50 år ligger heller ikke så langt ude i fremtiden nu og jeg føler mig ikke meget yngre end dem på 50. 

Så hvad er jeg så? En på 40 der desperat prøver at være som de unge eller en der bare er blevet voksen og ikke går så højt op i hvad jeg er? Jeg er ihvertfald ikke helt ligeglad, for jeg tager mig selv i gang på gang at kommentere når andre synes jeg er gammel, eller nogen skyder mig yngre end jeg er. Måske er jeg bare blevet voksen....og er måske også lidt bange for at blive en tand for kedelig, for voksen er måske lidt et skældsord inde i mit hoved. Er man så pludselig for gammel til at lege, pjatte og være skide fuld – for hvis det stadig er ok selvom man er voksen, så tager jeg gerne titlen. For pjat, leg og drinks – det kan jeg altså ikke undvære endnu.

Måske er jeg blevet voksen, det var ihvertfald en af de ting vi diskuterede i sidste uge, da jeg fik præsenteret min Garuda personprofil. Flere af punkterne gik på, at jeg hvilede i mig selv og ikke tog tingene så tungt. Det tror jeg nu egentlig aldrig jeg har gjort - men denne gang kunne jeg virkelig kende mig selv. Det kan anbefales (personlighedstests), jeg ved godt at mange siger det er forfærdeligt at putte folk i kasser, men det kan altså tit lade sig gøre og min påstand er, at du lærer noget om dig selv hver gang. Jeg gør ihvertfald og det får mig til at tænke lidt over om jeg gør det rigtige i mit liv hver gang.

Har du mod på en lille gratis test, vil jeg anbefale denne test på jobindex: Persontypetest og husk nu DER FINDES INGEN DÅRLIGE ELLER GODE PROFILER. Vi er alle forskellige og derfor opfører vi os også forskelligt, men det betyder ikke man er bedre end andre. Vi har alle svagheder og vi har alle styrker - men det er virkeligt svært at gøre noget ved sine svagheder, hvis ikke man kender dem. Er du nysgerrig så er jeg ENFP.

40 år er jeg ihvertfald og jeg har det faktisk helt fantastisk. Dejlig familie, børn og mand samt masser af gode venner og kollegaer – hvad kan man så ønske sig mere. For mig er alle mine relationer livsvigtige – og jeg værdsætter hver og en!

Ensom dame 40 år – lille og buttet, med mørkt og krøllet hår. Denne sang skrålede og dansede jeg til i fredags stangstiv (for at sige det mildt, for 30'erne skulle afsluttes med maner) og jeg vil sige meget - men krøller, det har jeg altså ikke!!!!

40 år er skønt og især når man nu er blevet forkælet med masser af gaver, lykkeønskninger og ikke mindst fantastisk restaurantbesøg, som jeg er nødt til at lige gøre lidt reklame for her.









































Har du lyst til virkelig lækker mad fra en kok der har arbejdet på NOMA og drinks fra Danmarks bedste bartender – så skal du besøge St. Pauls Apothek i Jægergårdsgade. Deres kombination af lækker mad og cocktails, synes jeg ihvertfald er et besøg værd. Deres Apothekerkur kan klart anbefales. Læs mere her: St. Pauls Apothek

De formår også at bruge simple ting på en ny måde - lækre drinks i syltetøjsglas er et godt eksempel. Har du ikke lyst til alkohol, kan du også bestille alkoholfri drinks og det nød mine børn til fulde...så lad bilen stå hjemme denne dag, hvis du gerne vil have dem med alkohol.





















40, fed og færdig – ja, det er der måske nogen der synes, men heldigvis så er jeg så voksen at jeg lidt ligeglad hvad andre synes og min nylige test bekræfter det jo også – så mon ikke det hele går alligevel, krisen er ihvertfald ikke kommet til mig endnu.....det kan jo være den kommer næste år, hvem ved?

Lige nu holder den positive hverdag hver dag ved, trods de 40 år...

// Katrine

mandag den 28. april 2014

Du nåede vel det du ville...

Jeg elsker overspringshandlinger, dvs. der hvor man springer over det man skal - og i stedet gør det man gerne vil! Nogle gange er det træls, når jeg altid sidder med eksamensopgaver til meget sent om natten før de skal afleveres, andre gange kan jeg stå kl. 00.30 en ganske almindelig aften og smøre madpakker, fordi der lige var noget andet som var mere interessant og ja, jeg er præcis som alle andre - jeg ærger mig over alt det jeg ikke nåede!

Hvad med alt det jeg nåede? I stedet for de madpakker, så nåede jeg jo måske at slappe lidt af, læse lidt i Alt for Damerne eller surfe lidt på Pinterest! Man er vel bare menneske og mennesker har også brug for at være impulsive - gøre det man har lyst til og ikke altid det som man absolut skal. Det man skal forsvinder jo så desværre ikke, så det må man jo desværre gøre bagefter - men nøj, hvor var det hyggeligt imens jeg ikke gjorde det jeg burde...og jeg nød hvert et øjeblik...

Her i weekenden burde jeg have lavet en masse ting i haven, læst lektier, startet på min opgave, momsregnskab, vasket tøj og ryddet op - og ja, i stedet så nød jeg solen i et dejligt sommerhus med gode venner, gik tur ved stranden og spiste masser af usund mad – men det var skønt...og jeg nød det i fulde drag.

Så nyd det du når og tænk ikke så meget over det du ikke når - hvis det virkelig er så vigtigt, så skal du nok nå det og så tænk over hvor en dejlig positiv hverdag du har haft i mens du ikke nåede det...

// Katrine


mandag den 14. april 2014

Påskeæg og påskeskæg...

Så er påsken meget tæt på og for nogen er påskeferie måske allerede begyndt! 
Jeg tænker hver gang en højtid nærmer sig, at nu skal jeg være i god tid med pynten – men nej, det bliver altid i sidste øjeblik. Bedre sent end aldrig, er det ikke sådan man siger...

I år har min datter og jeg tegnet på æg - hun tegnede med tuscher og farver og jeg kun med den sorte - for jeg er ikke rigtig til de traditionelle påskefarver og synes bare altid at sort og hvid er smukt. For nogen er det kedeligt, men ikke mig...

Her er lidt eksempler fra mit lille hjem og hvis jeg skulle holde påskefrokost, så ville bordkortet helt klart se sådan her ud – karse i en tom æggeskal fuldender bordkortet...







Æg malet med en tusch. Leopardmønster, harlekin eller måske et mini Danmark..























Eller æg i æg?



























Eller hvad med klistermærker eller tatoveringer? Dette billede har jeg set på i lang tid, men det er ret svært at opdrive pæne tatoveringer...måske næste år, synes det er ret fint...



























Vi har fået meget scramled egg de sidste par dage, for jeg laver altid hul i ægget, der hvor de stempler ægget. Så laver jeg et lille hul med en kniv og får derved ægget ud. Bagefter kan du ligge ægget på et fad på hullet. Du ser derved ikke hullet, det ruller ikke rundt og det grimme stempel er væk!
Ægget kan du så efterfølgende bruge til kager, spejlæg eller scrambled eggs, frem for at smide det væk...


Eller lidt forskellige æg på væggen...snøret kobbertråd med en snor, et almindeligt æg pakket ind og 2 æg klippet i karton.




 





















Det her æg i kobber fra Simply Chocolate kunne jeg altså ikke stå for, så det er påskeægget til mig selv! Det kan købes i Magasin og det passer perfekt sammen med en lille hoptimist og en klassiker fra Kähler...























Eller lidt farve ved hoveddøren – disse æg er lavet med narv-sværte....kan købes hos din lokale skomager og husk at købe en sølv eller guld som du afslutter med, så bliver de så fine...
























Savner du et sundt alternativ til chokolade i disse dage, så var min børn ret vilde med disse påskeæg-slikkepinde af frugt. Ideen fik jeg på en polterabend jeg lige har været på, hvor der var lavet slikkepinde af frugt med kageudstikkere - det så rigtig flot ud. Her har jeg bare brugt en kniv, for jeg havde kun en nissemand eller en stjerne som kageudstikker og så må man jo bruge det man har...


























Ja, her var lidt påskeinspiration, hvis du lige mangler lidt – håber du får en fantastisk påske og så ses vi når det bliver hverdag igen...

Har du brug for at få genopfrisket påsketips fra sidste år er de her:
God påske 2013 
Påske i sort og hvid 2013



























I skal nu heller ikke snydes for min lille påskeven, som vi passer her i påsken....en engelsk bulldog og han er simpelthen bare så sød og sjov, så det skal nok blive en god og positiv påske...

// Katrine

mandag den 31. marts 2014

London hånd i hånd....

Hele livet handler om prioriteringer. 
Mit arbejdsliv, mit familieliv, mit venindeliv, mit aleneliv og ikke mindst mit kæresteliv skal hænge sammen. Så snart jeg bruger for meget tid på det ene - mangler der noget på det andet. De sidste mange år er nok brugt meget på familielivet - små børn tager meget tid, men det betyder ikke at man skal glemme de andre! 
Jeg har nok ikke helt været god nok til at prioritere kærestelivet - så de sidste 3 år har jeg besluttet, at mindst en gang om året skal vi af sted for os selv! Det behøver ikke være langt væk - men bare lige så lang tid, så vi bare et øjeblik glemmer alt derhjemme og bare nyder hinanden, og det vil sige minimum 24 timer.

Vi har været på 2 dages skitur sidste år, en overnatning i Odense forrige år og så har vi for nylig været i London. Ja, Odense er London er måske lidt svære at sammenligne - men det handler ikke så meget om hvor man er, men tværtimod hvem man er sammen med...og så klager man jo ikke, når man får en tur til London i julegave!

Min mand kender mig jo godt efterhånden og ved at flyve er ikke min kop te, men jeg er nu blevet meget bedre til det. Jeg må nu indrømme, at der blev sagt 7-9-13 rimelig mange gange inden vi lettede - for tænk nu hvis det gik galt, nu hvor vi var væk fra børnene og så øjeblikket efter er de tanker væk, for lysten til London og kærestetid er større end frygten...

London er jo fantastisk smuk - jeg har været der før og gensynsglæden var stor!

Har du lyst til at høre om mine oplevelser i den pulserende storby
- så kan du læse videre her...


London

Vi boede på St. Giles - et stort hotel lige midt i det hele. Du betaler lidt for at bo så centralt og du skal ikke regne med store værelser - men der er det der skal være. Selv en lille elkedel og tebreve, så man kunne få sin afternoon tea på værelset. 
Jeg bestilte værelset hjemmefra direkte på deres hjemmeside. Det kostede ca. 1000 kr. pr. nat for et dobbeltværelse.
Hotellet ligger i samme bygning som YMCA gym og det var derfor oplagt at tage dette hotel - for så kunne min mand svømme, cykle eller løbe om morgenen inden vi skulle gå byen tynd – og det passede jo ret godt med at jeg kunne sove en time længere! Er du gæst på hotellet, kan du for 5 pund komme ind i YMCA gym.
Jeg synes ikke morgenmaden på hotellet er ret god, så tag hellere en cafe i nærheden. Lige gyldig hvad, så sender de et tilbud på morgenmad et par dage før, hvis du har bestilt uden morgenmad - så på den måde sparer du da lidt!

Læs mere om St. Giles Central her

Du kan læse mere om YMCA gym her

Vi startede med at købe billet til en af de åbne turistbusser og kørte med dem rundt, de er ret dyre - men har du ikke været i London før, så synes jeg de giver et rigtig godt overblik. Koster ca. 260 kr. pr. person for 1 dag og du kan sejle på samme billet. Under turen har du mulighed for at høre om London i høretelefoner. En hyggelig tur, men husk varmt tøj – for det kan godt være køligt.

Shopping i Regent Street og Oxford Street er næsten et must, for du kan næsten ikke undgå at lægge mærke til den fantastisk flotte Regent Street der drejer – de bygninger er så fantastisk flotte.






















Den er flot at gå igennem, men prøv også at gå lige ind bagved til Carnaby Street, for den er også smuk og super hyggelig.




























Jeg har 2 butikker jeg altid prøver at besøge, når jeg er i en storby. 
Habitat og Muji2 boligbutikker med sjove små ting, som også er til at betale.

En væg lavet af små skuffer fra en udstilling i Muji - den er ret cool






















En flot spejl og en ret sød krukke med låg formet som en knap er fra Habitat
- spejlet kunne desværre ikke være i kufferten. Det er her Hamborg kommer ind i billedet, for her finder du også en Habitat - læs mere her og så kan du nemmere få det med hjem uden at betale overvægt i flyveren!

Til dem der kender Habitat i Regent Street, kan jeg fortælle at den nu er flyttet og ligger i stedet på Tottenham Court Road og lige ved siden af Heals, et ret lækker boligbutik. 
De ligger ret tæt på St. Giles Central hotel.















































Ingen tur til London uden en ordentlig morgenmad – og ja, det skulle vi jo også prøve. Men jeg er nok mere til havregryn end English Breakfast - ved godt det er kedeligt, men det er ikke helt mig. Det smager godt - men det skal nok nærmere være til frokost i stedet.























og når vi nu taler om frokost, så vil jeg lige anbefale Jamie Olivers restaurant Union Jacks som ligger i Covent garden. Covent garden er gamle torvehaller, som nu er lavet om til butikker og restauranter. Under det ene haltag, er der stadig lidt markedsboder og udenfor er der gøgl og underholdning af gademusikanter og gøglere. Union Jacks er et rigtig hyggeligt sted, som er et besøg værd og virkelig lækker mad. 

Har du lyst til at lave mad, kan du også booke en tid i Jamie Olivers køkken -  læs mere her. Det skulle være ret sjovt, men kræver du booker i god tid.






















Torvehallerne i Covent Garden er flotte og velholdte.



























Er du mere til gys, så kan jeg anbefale London Dungeon, som nok mest kan beskrives som et moderne spøgelseshus. Det tager knap 1 time at komme igennem, men det er sjovt at prøve. Den ligger lige ved siden af Londen Eye - det store pariserhjul som tager dig højt op og giver fantastisk udsigt over byen. 

Er du mere til musicals, så kan jeg kun anbefale musicalen We Will Rock You - den var så fantastisk, selv min mand måtte overgive sig, selv om han godt nok var lidt skeptisk da jeg købte billeterne. Jeg købte billetterne til musicalen på Londonbilletter.dk. Det fungerede rigtig nemt og jeg kunne afhente billetterne en time før forestillingen. Jeg har tidligere set Mamma Mia og den var også helt fantastisk - så en musical kan kun anbefales.

Undergrunden er virkelig en effektiv måde at komme frem på. Det er let at købe et Oystercard og får du ikke brugt alle pengene, kan du altid få dem retur ved skranken når du skal hjem. 




















Vi tog undergrunden meget rundt og blandt andet ud til Notting Hill, hvor jeg gerne ville på Portobello Road Market (min mand ville nok hellere møde Julia Roberts)
En hyggelig bydel, hvor der sælges lidt af hvert. Og trænger du til en kaffepause, er der hyggelige bagerier hele vejen ned.






London er et besøg værd og husk de gode travesko - for man går mange kilometer på en dag, men den er fantastisk og bliver absolut ikke dårligere af, at jeg nu denne gang havde min mand med, i stedet for shopping med veninderne (men det er nu heller ikke ringe!!)
Vi gik 17 km den ene dag, så husk praktiske sko!

De 3 derhjemme havde haft det godt og var blevet forkælet af bedsteforældrene
- så dette var helt klart en win-win situation..

Tænk over det – måske skulle din næste gave til din partner være en tur til ? 
Ja, det er faktisk lidt lige meget, bare man kommer lidt væk!


og gad vide hvad jeg så købte til de 3 derhjemme - ja gæt selv!
- men søde ser de ud...


























Kærestetur er absolut en af de ting som giver en positiv hverdag hver dag...


// Katrine



PS. Hvis du rejser med Ryan Air - så husk at printe Boarding Pass ud hjemmefra til både ud- og hjemrejse - det koster 1300 kr. at glemme det. Taler desværre af erfaring!










fredag den 14. marts 2014

10.000 gange - vildt!!!

Så skete det - jeg kan nu se at min blog er blevet læst 10.000 gange! 
Ja, for at være ærlig, så ved jeg ikke helt hvad jeg havde regnet med – men ihvertfald ikke 10.000 på 1,5 år. 
Jeg er da faktisk lidt rørt, for det må da betyde at folk læser den mere end 1 gang!

Så i dag er nu officelt 10.000 dagen – selvom andre måske synes bedre om Bøf og Blowjob, for hvis du ikke har hørt det endnu – så er i dag (officiel) Bøf og Blowjob dag! Tror det er et modtræk til Valentinsdag, og jeg kan kun forestille mig det er opfundet af mænd, men synes faktisk den er ret sjov og især da min kollega spurgte min chef, om hans kone vidste hvilken dag det var i dag!!!

For mig er det 10.000 dagen - for jeg er desværre (for min mand) ikke hjemme i dag!
– men jeg er sikker på min mand klarer sig uden den bøf…


// Katrine

PS. Humor er faktisk også en ret stor del af en positiv hverdag hver dag…

torsdag den 13. marts 2014

Slip dem fri...

Jeg får ofte kommentarer om min mands træning. Lidt som om man ikke er en god far, god kæreste eller god mand, hvis ikke man kommer hjem kl. 16 og så er hjemme resten af aftenen - for man skal da være sammen med sin familie hele aftenen hver aften?

Hvis jeg nu hver dag sagde, at han ikke skulle træne - hvad ville jeg så få ud af det?
Nu har jeg jo selvfølgelig ikke prøvet - men jeg tror nok, at det ville være en utilfreds mand, som ville sidde og tænke på den træning han gik glip af. Lidt ligesom, når jeg nu selv gerne vil træne, have venindeaftener, gå til koncerter m. m. 

Det er sådan set aldrig noget vi har aftalt - men det ligger lidt i vores måde at være sammen på – vi slipper hinanden fri! Fri til det man gerne vil - så man kommer hjem med ny energi og glæde. Det er jeg helt sikker på, vi alle har brug for!

Nu mener jeg jo ikke at der er noget galt med at være hjemme hver dag - men hvis man hellere vil noget andet end gang i mellem og føler man ikke får lov, så tror jeg man på et tidspunkt bliver lidt indebrændt.

Der er selvfølgelig for lidt og for meget – hvad kan man leve med og hvad kan man ikke og jeg kan da også blive skide irriteret over min mand, når han lige skal ud og løbe 20 km inden vi skal ud af døren – men vil jeg gå at være sur, eller vil jeg hellere være glad for at han gør noget som gør ham glad! Han træner jo absolut ikke for at gøre os dårligt tilpas - men netop for at blive glad og godt tilpas, så han kan komme hjem til os og være den dejlige søde far og kæreste han er.

Han slipper også mig fri - når jeg i nogle uger er ude flere aftener om ugen med tøserne og derved får fyldt min hjerne op med glæde og kommer hjem til ham som et bedre menneske. 

Så, nej – jeg er ikke træt af at min mand træner meget, og han er heller ikke træt af, at han nu igen skal være alene med ungerne en fredag aften, fordi mor er i byen med tøserne. Måske er mine børn ikke enige og måske havde de helst set, at vi var sammen alle 5 altid – men hvis de kendte konsekvensen og oplevede sure og utilfredse forældre hele tiden (som jeg ved vi begge ville blive), så er jeg ikke sikker på at det er bedre!

Jeg elsker mine børn og jeg elsker min mand - men jeg elsker også at gøre noget for mig selv og det er absolut medvirkende til en positiv hverdag hver dag...

// Katrine

fredag den 21. februar 2014

Hvad er lykken...

Hvad er lykken for dig?
Hvad er lykken for mig?

Ikke nødvendlgivis det samme, men alligevel har vi alle en tendens til stræbe efter den - for vi vil alle være lykkelige. Jeg ved ikke altid hvorfor, men lykken er nok godt. 
Hvor gror den? Hvordan finder man den? Hvordan smager den? 

Man siger altid at livet ikke er en dans på roser – men jeg tror nok jeg er tilbøjelig til at sige det modsatte: Lykken ER en dans på roser! Prøv at danse på roser - nogle gange er det bløde rosenblade der aer dine tæer og andre gange træder du på en torn! Sådan er livet!!!

Livet er ikke kun lutter idyl - men det behøver jo ikke at betyde man ikke er lykkelig. Jeg har en blog der hedder positiv hverdag hver dag – men det betyder jo ikke at jeg aldrig er negativ og aldrig har det skidt. For jeg er præcis lige så speciel som dig eller din nabo - nogle gange er livet fantastisk og nogle gange er det noget møg. Det er en del af livet, tror simpelthen der er nogen der tror at man hver dag skal vågne og være fuldstændig og aldeles lykkelig. 

Forleden var jeg på skole og her skulle vi hver især fortælle om hele vores liv. Har du nogensinde prøvet at fortælle om hele dit liv fra du blev født og frem til i dag for fremmede mennesker (havde selvfølgelig kendt dem i 10 timer på det tidspunkt). Du måtte helt selv bestemme hvad du ville fortælle – men det var vigtigt at fremhæve de ting i livet som havde haft betydning for dig. 39 år på et kvarter og du må fuldstændig selv bestemme havd du vil fortælle. Ville du fortælle om dit erhvervsliv, personer der har betydet noget, dem du har mistet, dine interesser, din opvækst, dine børn, din familie eller eller eller. Hvad fremhævede jeg så? Ja, inden jeg skulle fortælle tænkte jeg egentlig, at jeg ikke rigtig havde noget at fortælle - for sikke et kedeligt liv. Men måske var mit liv bare som alle andres - hverken mere eller mindre og det er vel sådan livet er. 

De ting som har betydet meget for mig var negative ting og det, at jeg er kommet igennem dem. Dødsfald, barnløshed, mennesker som har skuffet – sjovt nok så var det nok dem der haft størst betydning – men det gør mig jo ikke til et negativt menneske. Det var en fantastisk oplevelse at være en del af og også meget grænseoverskidende. Der var gråd, medfølelse, empati og en accept af at vi alle var i samme båd. Vi havde alle haft triste, kedelige og lykkelige episoder i vores liv, præcis sådan er livet. En stor oplevelse, som jeg er stolt af at være en del af.

Man er ikke herre over dødsfald, ulykker og sygdom – så det er rigtig svært at gøre noget ved, men der er mange andre ting som i dag får mange til at tro de har et dårligt liv. Hvem bestemmer hvad der er et godt og lykkeligt liv?

Husk nu at glæde dig over det du har og ikke hele tiden fokusere på det du ikke har
Vi tror altid er græsset er grønnere på den anden side – men det er det ikke! Det har præcis den samme farve bare nogle andre nuancer.

Håber du har fundet lykken – for den kan være en af de ting som du kan bruge et helt liv på at lede efter og aldrig finde...måske er den grøn, måske er den orange, måske er den lige der foran dig hver dag...

// Katrine


fredag den 31. januar 2014

Waldorf salat – også til børn...

Her om vinteren synes jeg nogle gange man mangler lidt inspiration til tilbehøret. Den tunge vintermad, som bare er dejlig når det er bidende koldt passer ikke altid sammen med en grøn salat.

Jeg er selv ikke vild med bladselleri, så Waldorf Salat har ikke altid været min favorit - men så erstattede jeg det med knoldselleri og det kom der denne børnevenlige (er nu lige så god til voksne) udgave ud af...


Waldorf salat (til 4 personer)

























1/2 bakke vindruer uden sten halveres
2 æbler i små tern
1/2 - 1 groft revet knoldselleri
10-20 valnødder i mindre stykker
2-3 dl. cremefraiche 9%

Det hele blandes sammen og serveres.
Husk at gemme lidt valnødder og vindruer til pynt.

En nem salat, som vi har fået i dag, på en helt almindelig hverdag...

// Katrine

Træ går aldrig af mode...

Jeg er vild med træ i boligen, der er et eller andet over træ - det er bare smukt...

Jeg har flere træstammer stående til pynt og efter den seneste fødselsdag fest, hvor det at slå søm i var det helt store hit, havde vi en meget stor træstamme stående. Jeg fik min mand til at vende den om (så sømmene kom nedad) og så satte han 4 hjul på og så havde jeg den fineste skammel. 


























Jeg har i lang tid ledt efter en skammel til min Alcapulco stol. Alcapulco stolen er rigtig flot at kigge på, men man sidder altså ikke ret godt i den med mindre man har en høj skammel stående foran og det har jeg jo så nu....et sort gedeskind fra IKEA giver lige det sidste pift...



























I weekenden skulle jeg til fødselsdag - en af de mange 40 års fødselsdage i år. Jeg havde købt en koglestage og en løgkrukke fra Kähler og synes lige der manglede lidt natur som kontrast - så jeg synes hun skulle have en lysestage. Heldigvis havde Bodil sørget for at vælte et par birketræer i nærheden, så det var nemt at finde birkegrene. Jeg fandt et stykke og fik min mand til at save et lille stykke af og så var planen at der skulle bores et hul i toppen til et lys - men planen blev ændret, for vi havde ikke noget bor. I stedet fandt jeg en metal ring, som jeg tidligere har brugt til at holde et lys fast i ler. Jeg bankede den lige så stille fast og bagefter beklædte jeg ringen med kobbertape. 
Den blev bare så fin – jeg er vist nødt til at lave et par stykker til mig selv!



























Jeg er vild med træ - men nogen gange kan man måske bruge en erstatning, se bare disse fine skamler i stof og strik




























Disse skamler i strik (Seletti - Bosque seating) kan købes på Designdelicatessen.dk 
- klik her for mere info


























Eller hvad med disse naturtro stofskamler/puf fra Merowings - de er også fra Designdelicatessen.dk - klik her for mere info


Det kan da kun være positivt at bruge gammelt træ og træstubbe til noget nyt og flot
- og levende lys er da bare så hyggeligt, nu hvor sneen daler og det er så smukt...

// Katrine

tirsdag den 21. januar 2014

Skiferie indendørs....

Mellem jul og nytår prøvede vi noget nyt. Vi synes at der skulle ske et eller andet – min mand foreslog Lalandia og ikke et ondt ord om Lalandia, men badeland er bare ikke min favorit, så det blev hurtigt nedstemt.

Hvad med en lille weeekendtur til Sverige, hvor vi kan stå på ski - var min respons på Lalandia-forslaget. I Sverige var der ingen sne, så det var nok knap så sjovt!

Men spørgsmålet gjorde at vi ledte efter alternativer og til sidst fandt vi dette - Alpincenter Hamburg-Wittenburg.

Vi bestilte igennem Feline, og kunne komme afsted dagen efter, så det var bare med at pakke kufferterne, for det var billigt! Vi kørte tidligt fredag morgen og var fremme kl. 11 ved en meget stor metaltingest!
Hurtigt ind og klæde om (så hurtigt man nu kan med 3 små børn) hente ski og støvler og så var vi klar. Meget mærkelig fornemmelse at stå og tage skitøj på i 20 graders varme og så åbne en dør, og så er der 0 grader og sne.



























Midt i hallen er der en stolelift og i den ene side er der en T-lift, så vi stod ikke meget i kø. Der er 2 bakker i hallen og nej, de er ikke verdens længste - men for børn af min størrelse (3, 5 og 8) var de rigeligt lange og stejle. Øverst oppe er der en øvebakke med et liftbånd i den ene side, som er nemt at komme op med, når man ikke er rutineret, så det er rigtig godt til nybegyndere. I den anden side  øverst er der en lille funpark, til dem der har lyst til det...

Når så børnene er trætte, så kan man i bunden af restauranten benytte sig af et stort legeland - det kunne ihvertfald få min trætte søn på 3 år til lige at glemme trætheden lidt...


























Hotellet er i samme bygning, så det er meget korte afstande man skal gå med ski og støvler - og det betyder meget, når man har børn med.

Morgenmaden var ganske fin og buffeten er som en traditionel tysk buffet - man skal absolut ikke regne med gourmet, men der er noget for enhver smag.

Turen derned tager knap 4 timer, da det er på vej over mod Berlin. Vi bestilte 2 dage med hotel og all inclusiv. Her var inkluderet 2 hotelværelser til os 5, ski og støvler samt liftkort. Morgenmadsbuffet og frokost- og aftenbuffet fra kl. 11 - 21.30. Der er fri adgang til skibakkerne fra kl. 10 - 23 og legelandet lukker kl. 20.





























Udenfor er der en stor legeplads og under selve skibakken er der en Go-cart bane
- så man er selv ude om det, hvis man keder sig...

Vi gav 3000 kr. for os alle 5 inkl. hotel, mad, ski, støvler og liftkort – og det var absolut pengene værd. Jeg synes det er alletiders sted til nybegyndere eller til familier med børn, så det kan klart anbefales – hvis du som jeg også er lidt træt af badeland!

Der er skiskole i hallen, så du har også mulighed for at få undervisning, hvis du trænger til lidt genopfriskning....

Vi tog ikke egne ski med og det er jeg glad for, for vi mistede vores ski af 3 omgange. Den ene gang forsvandt de fra hotellets skirum - så jeg tror ikke jeg ville risikere at medbringe egne ski. Det var ikke noget problem at få nye – men lidt træls at stå i kø igen, for at hente ski for 3. gang!

Skiferie indendørs - ja, det kan sjovt nok godt lade sig gøre! Alpincenter Hamburg-Wittenburg er et besøg værd og er helt klart med til at give en positiv hverdag hver dag...


// Katrine