mandag den 8. oktober 2012

Coaching - en dille eller...

Tirsdag var jeg til foredrag i HK. Foredraget hed På vej til næste job - og det er nok det jeg er - på vej...

Jeg ved ikke hvor jeg ender, men jeg er nødt til at gøre noget, for at finde ud af det. Jeg havde nok ikke helt læst, hvad foredraget præcist handlede om, blot det at det gav nogle værktøjer, der giver mod til at handle.

Foredragsholderen var coachen Helle Kragh. Et fantastisk positivt menneske, som netop kunne bekræfte mig, i alt hvad min hjerne fyldes med for tiden - og lidt til. Det handler om at være positiv og se muligheder, frem for begrænsninger.

Det første spørgsmål hun som regel stiller sine klienter er: 
Hvis alt var muligt, hvad ville du så virkelig gerne?

Det kan være svært formange at svare på dette lige med det samme - men en mulig opskrift kunne være, at gå en tur på flere timer helt alene ved vandet. Når man så endelig når frem til, hvad man allerhelst vil, så har man igen en tendens til at tvivle. Pessimismen overtager og svar som disse kommer:
• Det kan jeg jo ikke, for der er finanskrise og ingen job at få
• Det kan jeg ikke, for jeg er nødt til at tænke på økonomien
• Det kan jeg ikke, for hvad vil andre ikke tænke
• og så videre...

Men har man nu virkelig tænkt over, hvad man vil eller er det bare en hurtig tanke. Hvis du virkelig vil, så finder du måder. Hvis du virkelig vil læse, men ikke har råd - så låner man pengene i banken eller sælger sit hus og lejer en billig lejlighed istedet. Hvis du virkelig vil, så er du ikke bange for hvad andre tænker - de er bare misundelige over at de ikke selv tør. Hvis du virkelig vil, så gør du det!

Spørgsmålet er om man vil sidde i gyngestolen som gammel og tænke, at det skulle jeg have gjort eller om man hellere vil tænke: Hvor var jeg sej - jeg gjorde det! 

Man skal ikke være bange for at træffe et forkert valg - for man kan jo træffe et nyt, hvis det viser sig at være forkert. Du har kun et liv og det er dit - det er kun dig der ved hvad du vil og det er kun dig der kan lave det om.

Man kan bruge rigtig lang tid på at tænke - men det komme man ikke videre af. Der skal handling til.

Bor du på sjælland og har brug for en, der kan hjælpe dig med at se, hvad du selv ikke altid kan se - så kontakt Helle Kragh - en fantastisk coach. Hellekragh-coaching.dk

Jeg har også brugt de sidste 2 år på at tænke og nu er jeg endelig kommet frem til, at der skal handles - jeg har kun et liv og det skal leves - også i hverdagen...


// Katrine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar