fredag den 4. januar 2013

Dynen er alt for tung...

Det er mørkt når man skal op og min dyne er rigtig tung i disse dage - men når jeg så først er ude af sengen, så er jeg klar til dagens udfordringer. Spørgsmålet er så bare hvornår man kommer ud af den seng. 

Jeg bliver aldrig morgenmenneske og er udpræget B-menneske, så når vækkeuret ringer 5.30 - får den altså en snoozer. Det er nu en fantastisk opfindelse. Den hjælper ihvertfald mig med at vågne stille og roligt. Op skal jeg nu nok komme, for hvis vækkeuret har snoozet for mange gange - så kommer mit levende vækkeur op ad trapperne (= min mand som er udpræget A-menneske) - og så har jeg pludselig været oppe i lang tid - ihvertfald når han spørger. 

I morgen skal jeg nu nok komme tidligt op - for der skal jeg på tøsetur i sommerhuset. Vi starter med strøgtur i Hjørring og så kører vi ud til sommerhuset og hygger. Hvis du kommer til Hjørring - så gå lige forbi Designerhuset, Høgh Møbler og Høgh Interiør - 3 skønne butikker til dig med hang til bolig og indretning. 

Jeg har forberedt en lille kreativ workshop til tøserne. En lille DIY - ja oversat betyder det Do It Yourself. Det er så moderne at kalde tingene noget fancy på engelsk - så man har mulighed for at dumme sig. Min mand fik en mail forleden og der stod FYI. Han var ikke med på hvad det betød og jeg havde heller aldrig set det før - men kunne regne ud at det stod for: For Your Information. Nogen gange kan det blive lidt for fancy - man skal ihvertfald lige overveje hvem modtageren er

Til denne weekend har jeg taget min nye julegave i brug. Denne har jeg fået af min veninde og den passer lige til mig - for nu kan alle mine små bånd, ståltråd med mere samles et sted og så pynter den i oven købet. Dejlig gave - noget jeg slet ikke havde tænkt på jeg manglede, men som jeg lige pludselig ikke kan undvære.





Er altså også lige nødt til at vise min julegave fra mine børn. Min søn har valgt farverne og umiddelbart var det nok ikke de farver jeg havde valgt - men netop det gør at man lige må ændre sin plan - og det er jo fantastisk at lige blive rystet lidt - så jeg ikke skal bestemme alt vedr. vores indretning. Med et par træfigurer fra Muji fra Berlin - er de bare så fine. De havde desuden købt et par ekstra at de små i andre farver - og så kan man jo skifte lidt efter humør og årstid. Fadene er fra HAY og jeg synes designet er genialt tænkt - de passer alle ind i hinanden, så du kan kombinere dem på utrolige mange måder. Lige nu står de og pynter - men de kan også sagtens bruges til at servere mad på.
























God weekend derude - nu håber jeg at alle tøserne også er B-mennesker lige som mig - så vi kan sove lidt længe søndag morgen!

For jeg skal jo være frisk igen, når det bliver hverdag... 



// Katrine




Ingen kommentarer:

Send en kommentar