Vis mig dit juletræ og jeg skal sige dig hvem du er!
Sådan plejer man at sige om sit klædeskab - men jeg tror den passer lige så godt på ens juletræ. Er det traditionelt, er det vovet, er det farverigt, er det neutralt, er det fuld af børnejulepynt, er det moderne...
Kært barn har mange navne og mit kære barn ser sådan her ud i år.
Neon orange med natur og hvid - for nogen er det nok farverigt og vovet, for andre er det for utradionelt, for nogen er det flot - og det er jo det der er så fantastisk - for heldigvis er vi ikke ens og har heller ikke samme smag.
Hjemme hos min far og mor, er det altid min far der pynter træet. Vi (her mener jeg min mor og jeg) har igennem årene præget ham til at lave pynten på træet lidt mere ens - sådan at det mest er rødt, eller hvidt, eller sølv - for så synes vi det er pænest, men et eller andet sted - så ville verden jo være enorm kedelig hvis alt blev ens og ligesom min smag, så de sidste mange år har farmand fået lov i fred - for heldigvis er vi forskellige.
I år har jeg valgt at have pom-pom'er på. Ideen fik jeg i foråret, da jeg var på Formland-messen i Herning - her havde de brugt strik og pom-pom'er var overalt. Jeg husker tydeligt hvordan vi lavede dem i skolen med 2 stykker pap - og heldigvis kan man nu købe en pom-pom maker og så er de hurtig lavet.
Pom-pom'er kan bruges til mange ting - her er de brugt som julekugler, men man kan jo også bruge dem til halstørklæder, eller sætte en masse sammen med en stjerne i mellem - så det bliver en stor guirlande - det så jeg inde i Modstrømsbutikken i Bruuns Galleri og det så ret flot ud.
I weekenden var jeg nede på Steiner skolen her i Aarhus til basar og der købte jeg denne ring - ret sød og nem at lave, men jeg gav 20 kr. for den - og så kan det vist ikke betale sig at lave den selv. I morgen kommer tøserne til julefrokost - så jeg tror jeg må i gang med at lave hvide pom-pom'er - for så vil jeg prøve at lave snefnug omkring hver serviet.
Ja gæt selv - for de er selvfølgelig hurtige at lave på en hverdag....
// Katrine